Eksperter: V-kandidat med direktørpost i tobaksindustrien er på grænsen

KV17: Den ene af de kritiserede V-kandidater med job i tobaksindustrien kan sagtens være sundhedsordfører, vurderer forvaltningsretsekspert. Men den anden har overtrådt loven ved ikke at få vurderet sin habilitet og kan være inhabil.

Louise Feilberg sidder i byrådet for Venstre i Gentofte, har været med til at udvikle en sundhedspolitik for kommunen og stiller op til valget. Samtidig er hun direktør i tobaksproducenternes brancheorganisation.

Derfor er det i strid med loven, når hun ikke har bedt forvaltningen om at vurdere, om hun kan være inhabil i visse politiske spørgsmål. Og det kan meget vel være, at hun vil blive vurderet til at være inhabil.

Det vurderer to eksperter i forvaltningsret. 

”Det, at Louise Feilbergs stilling er i den øverste ledelse, gør det nærliggende, at hun kan falde ind under loven om inhabilitet. Hun har som byrådsmedlem pligt til at sige til forvaltningen, at den bør overveje, om hun kan være inhabil,” siger lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing.

Professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze hælder til samme konklusion:

"Hvis det indgår i funktionen, at hun forventes at påvirke beslutningstagerne på området for tobak, er hun efter min vurdering i farezonen for, at hun vil blive opfattet som forudindtaget," skriver han i en mail.

Har udtalt sig om politiske tobaksspørgsmål
Louise Feilberg er øverste direktør i organisationen, som på sin hjemmeside blandt andet skriver:

"Vi anser det for ansvarligt at gå i dialog med de personer, som har indflydelse på udformningen af lovgivning på tobaksområdet. Vores mål er at bidrage til, at der udformes fornuftige og afbalancerede politikker, som alle parter kan være tilfredse med."

Louise Feilberg har som direktør i Tobaksproducenterne udtalt sig i flere medier om politiske spørgsmål. For eksempel har hun kritiseret loven om billedadvarsler på cigaretpakkerne, talt imod forbud mod varemærker på pakkerne, og hun har talt for øget indsats mod illegale kopicigaretter.

Hvis Venstre-kandidaten bliver erklæret inhabil, vil det i givet fald kun være i spørgsmål, der konkret handler om rygning og tobak; ikke i sundhedsspørgsmål generelt, understreger Sten Bønsing. Han fremhæver også, at det typisk vil gælde i konkrete beslutninger og ikke i mere generelle spørgsmål.

Kritik fra Kræftens Bekæmpelse
Tirsdag var både Louise Feilberg og en anden byrådskandidat Caroline Stage (V) fra Københavns Kommune under hård beskydning fra Kræftens Bekæmpelse, fordi de begge arbejder for tobaksindustrien og samtidig har beskæftiget sig med sundhedspolitik.

Louise Feilberg er ærgerlig over, at hun ikke har haft orden i det formelle, men fastholder, at der i praksis aldrig har været noget problem.

”Jeg har lagt åbent frem for både forvaltning og politikerkolleger, hvad jeg laver til daglig. Der er aldrig blevet stillet spørgsmålstegn ved min rolle, og jeg kan garantere, at du aldrig vil finde en sag, hvor mit job i Tobaksproducenterne har påvirket min holdning eller beslutning i det politiske arbejde,” siger hun.

Men det er ikke det, det handler om, siger professor Michael Gøtze:

"Det er ikke afgørende, at hun selv mener og udtaler, at hun kan holde de to funktioner ude fra hinanden, og det er heller ikke afgørende, hvis hun rent faktisk er i stand til det. Inhabilitet bygger på en udefra-betragtning om risiko for at blive opfattet som en person med bias." 

Forvaltning: Ingen problemer hidtil
Louise Feilberg lægger vægt på, at hun aldrig har været sundhedsordfører, men sidder i udvalg for byplan, unge, kultur og fritid.

”Derfor har jeg aldrig tænkt på, at det var relevant at undersøge, om jeg var inhabil. Og udviklingen af vores sundhedspolitik har vi jo alle i byrådet været med til. Men jeg ærgrer mig da nu over, at jeg ikke har fået vurderet min habilitet,” siger hun.

Efter Altingets henvendelse har Louise Feilberg bedt om en udtalelse fra Gentofte Kommunes juridiske chef, Mette Mie Nielsen.

Hun skriver nu i en mail til Louise Feilberg, at der efter hendes oplysninger "ikke hidtil (har, red.) været enkeltsager i din egenskab af medlem af Kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune, hvor det kunne have været aktuelt at overveje, om du måtte være inhabil."

"En højst overraskende konklusion"
I København er Caroline Stage nærmest i den omvendte situation.

Hun er til daglig ansat som medarbejder i British American Tobacco og har til opgave at påvirke beslutningstagere. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderede i 2016, at hun er inhabil i spørgsmål om tobak og rygning, og hun har siden da forladt forhandlinger og møder, når de spørgsmål var på dagsordenen.

Men lektor i forvaltningsret Sten Bønsing er umiddelbart helt uenig i kommunens indstilling.

”Det er en højst overraskende konklusion, som går imod den normale praksis. Hvis jeg var Caroline Stage, ville jeg ikke acceptere den vurdering,” siger han.

I loven står blandt andet, at man kan være inhabil, hvis man har ”en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald”.

”Det skal fortolkes meget snævert, for eksempel at man får direkte økonomisk gevinst af en politisk beslutning. Man bliver ikke inhabil af at være medarbejder i en virksomhed, som har en bestemt interesse,” siger Sten Bønsing.

Stage: Jeg vil have rene linjer
Man er ifølge Bønsing generelt ”meget varsom” med at erklære kommunalpolitikere for inhabile, når det drejer sig om politiske synspunkter.

”De har en masse stemmer og vælgere bag sig, og det skal ikke være muligt for et flertal at holde andre byrådsmedlemmer ude af et politisk spørgsmål ved at gøre dem inhabile. De fleste kommunalpolitikere laver mange andre ting ved siden af, så det ville være let at misbruge loven. Derfor bliver den normalt fortolket meget restriktivt for en sikkerheds skyld,” forklarer han.

Professor i forvaltningsret Michael Gøtze vurderer dog umiddelbart, at Stage kan være i farezonen, fordi en del af hendes job er at påvirke beslutningstagere på området for tobak.

Begge eksperter har set det notat, hvori forvaltningen begrunder sin indstilling om inhabilitet, men de har ikke nærmere indsigt i den konkrete sag.

Caroline Stage har ikke planer om at få vurderet sin habilitet på ny.

"Jeg vil have helt rene linjer mellem mit politiske arbejde og mit andet job, så jeg ville have holdt mig ude af spørgsmål om tobak og rygning, uanset hvad forvaltningen havde sagt. Og det har jeg ikke tænkt mig at ændre ved," siger hun.

Forrige artikel V-kandidater får kritik for job i tobaksindustrien V-kandidater får kritik for job i tobaksindustrien Næste artikel Sådan fordeles satspuljen på sundhedsområdet Sådan fordeles satspuljen på sundhedsområdet
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.