DSR: Patienterne har brug for kommunale specialsygeplejersker

DEBAT: Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, er meget uforstående over for Danske Regioners skepsis over for KL's forslag om uddannelsen af flere forskellige typer specialsygeplejersker og generelt øget brug af specialsygeplejersker. 

Af Grete Christensen,
Formand for Dansk Sygeplejeråd

KL anbefaler i deres nye udspil ”Sammen om sundhed”, at der etableres en specialuddannelse til sygeplejersker målrettet medicinske patienter. En dagsorden, Dansk Sygeplejeråd i høj grad bakker op om.

Når opgaverne med behandling og pleje flyttes fra sygehusene til borgernes eget nærmiljø, er det vigtigt, at kompetencerne også følger med.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), siger til Altinget.dk, at han er på vagt i forhold til KL’s forslag om øget brug af specialsygeplejersker og KL’s anbefaling af, at de kommunale akutfunktioner udbygges. Læs artiklen her.

Her er det vigtigt at fastslå, at fordi sygeplejerskerne i kommunerne får øget deres kompetencer, betyder det ikke, at der oparbejdes parallelle tilbud, sådan som Bent Hansen frygter. Billedet er langt mere nuanceret.

Arbejder i dag tæt sammen med læger
Allerede i dag arbejder specialsygeplejersker tæt sammen med læger, når de eksempelvis tilser KOL-patienter. Specialsygeplejerskerne har den faglige viden, der gør, at de kan se, hvis patientens situation forværres, og de kan vurdere, om medicinen eller andet i behandlingen skal justeres.

Det sker i samarbejde med lægen, men de besidder den særlige viden, der gør det muligt at forebygge, at disse patienter ikke ender med at blive indlagt – eller genindlagt.

Behovet for denne ekstra indsats og viden er stort. En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at seks ud af 10 sygeplejersker i landets kommuner inden for en måned har oplevet indlæggelser eller genindlæggelser af borgere, som efter deres vurdering kunne have været undgået med den rette sundhedsfaglige indsats.

Kendes fra andre lande
I andre lande går udviklingen også mod stadig større brug af specialuddannede sygeplejersker. Både OECD, WHO og EU’s CNO-forum peger specifikt på, at Advanced Nurse Practitioners, hvor sygeplejersker på baggrund af en målrettet videreuddannelse og udvidede kompetencer, kan styrke indsatsen over for blandt andet patienter med komplekse sygdomsforløb.

Det handler om patienterne. Om at give dem størst mulig tryghed, pleje og behandling i eget hjem. Om at forebygge, at de unødigt må indlægges på de i forvejen pressede medicinske afdelinger. Og det kræver sygeplejersker i kommunerne, der har en ekstrem høj faglighed.

Derfor er der behov for et generelt kompetenceløft til alle sygeplejersker i kommunerne, så de er i stand til at varetage den brede vifte af opgaver, som i dag ligger i hjemmesygeplejen. Og derudover skal nogle sygeplejersker have udvidede kompetencer inden for den avancerede kliniske sygepleje. For patienternes skyld.

 

Forrige artikel Forsker: Ph.d.erne styrker samfundets udvikling Forsker: Ph.d.erne styrker samfundets udvikling Næste artikel Aktører: Udbudslov i rigtig retning Aktører: Udbudslov i rigtig retning
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.