Besparelser vækker bekymring

REAKTION: Lægeforeningen, Danske Patienter og Dansk Sygeplejeråd ser med bekymring på besparelserne på Sundhedsministeriets område. De ser dog også fordele ved de store ændringer. Lif håber på stop for politisering i Lægemiddelstyrelsen.

Det er primært bekymring, der spores hos de centrale aktører i sundhedsvæsenet oven på udmeldingerne om fyringen af 140 ansatte på Sundhedsministeriets område.

Mest bekymret er man hos Lægeforeningen:

"Det er en stor besparelse. Politikerne må være forberedte på, at når man sparer 125 millioner kroner i ministeriet og styrelserne, så kan det ikke undgå at få en betydning for sundhedsvæsenet og de administrative opgaver, der bliver løst. Og så er jeg ked af, at man er nødt til at sige farvel til så mange dygtige medarbejdere, som hver dag gør en indsats for at få sundhedsvæsenet til at hænge sammen," siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.

Hos Danske Patienter er formand Lars Engberg også ængstelig:

"Vi er dog meget bekymrede over, at sammenlægningen af de to styrelser er motiveret af besparelser. Den seneste tids sager om manglende tilsyn med klinikker og udstyr vidner jo netop om et øget behov for tilsyn i sundhedsvæsenet. Derfor er det helt centralt, at man sikrer, at besparelserne ikke går ud over den faglige kvalitet," siger Lars Engberg.

DSR: Glem ikke forebyggelsen
Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, håber ikke, at Sundhedsstyrelsens fokus på forebyggelse svækkes:

"Sundhedsstyrelsen er i gang med at opruste på forebyggelse, og det er meget vigtigt, at disse alvorlige besparelser og omstruktureringer ikke kommer til at forsinke den udvikling. Borgere og patienter har brug for stærke faglige initiativer i kommuner og regioner, som kan være med til at forhindre f.eks. mange genindlæggelser. Og det er klart, at både ministeriet og styrelsen spiller en afgørende rolle, når det kommer til ambitionsniveauet," siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

I ministeriets egen redegørelse for ændringerne peger ministeriet på, at ændringerne vil samle kompetencerne og gøre ministeriet mere effektivt og handlekraftigt.

Det er aktørerne på sundhedsområdet af forskellige årsager enige i.

Lars Engberg forklarer:

"Det er ikke afgørende for patienterne, hvordan myndighederne er organiseret - det, der er vigtigt for patienterne, er, at de modtager den bedst mulige kvalitet i sundhedsvæsenet. Ud fra denne betragtning giver det umiddelbart god mening at lægge de to styrelser sammen, da det kan være med til at skabe en større sammenhæng i rådgivningen af og tilsynet med sundhedsvæsenet," siger Lars Engberg.

"Ved at lægge de to styrelser sammen kan jeg se en mulighed for at skabe et stærkt fagligt fællesskab, hvor man samler spidskompetencerne og dermed kan opnå mange synergieffekter. Jeg er også glad for, at der nu etableres en sundhedsdokumentationsafdeling med fokus på patientsikkerhed," siger Mads Koch Hansen.

Lif: Måske stop for politisering
Oven på skandalerne med franske brystimplantater og kritiserede brystkirurger ser Lægeforeningen også ændringerne som en kærkommen lejlighed til at modernisere tilsynet med de privatpraktiserende speciallæger.

De mener, at det nyindførte tilsynssystem overlapper den akkreditering af speciallægers kvalitetsarbejde, der er ved at blive indført.

Lægemiddelindustriforeningen (Lif) er primært positiv over for omrokeringerne på Sundhedsministeriets område. Foreningen kommer med en særlig kommentar til Lægemiddelstyrelsen:

"Sammenlægningen af de to styrelser åbner døren for gennemførelse af et kvalitetsløft på de områder, hvor Lægemiddelstyrelsen de facto har ført sundhedspolitik. Et særligt tydeligt eksempel er medicintilskudsafgørelser, der har altafgørende betydning for patienternes adgang til lægemidler og dermed også muligheden for at forfølge sundhedspolitiske mål. Den nye "superstyrelse" åbner mulighed for at se anvendelsen af lægemidler ud fra en helhedsorienteret tilgang," siger viceadministrerende direktør Henrik Vestergaard.

Han understreger dog også, at samarbejdet med Lægemiddelstyrelsen de seneste år har været godt.

"Både borgere og lægemiddelvirksomheder fortjener en professionel og effektiv lægemiddelmyndighed, som har entydigt fokus på de helt særlige myndighedsopgaver, som en lægemiddelmyndighed skal kunne varetage i forbindelse med kontrol, overvågning og godkendelse af lægemidler. Det er ikke nogen let opgave, og historisk har det eksempelvis været vanskeligt for Lægemiddelstyrelsen at overholde indgåede aftaler om sagsbehandlingstider, men de seneste år har samarbejdet mellem Lægemiddelstyrelsen og lægemiddelindustrien være god," siger Henrik Vestergaard, der roser medarbejderne i Lægemiddelstyrelsen for at være højt kvalificerede:

"Det er ikke mindst de mange højt kvalificerede medarbejdere, som har æren for, at kvaliteten af Lægemiddelstyrelsens arbejde både nationalt og internationalt vurderes højt," siger han.

Login