Almen praksis er uundværlig

Af Carl Holst (V)
Regionsrådsformand, Region Syddanmark

Hvad kan du få for 1.500 kroner? I regionerne får vi rigtig meget for 1.500 kroner.
Det er nemlig, hvad vi i gennemsnit betaler for at få undersøgt vores borgere hos en højtuddannet læge med speciale i almen medicin. Det er billigt, og det er grundlaget for hele vores sundhedssystem.

De praktiserende læger er grundstenen i den sundhedsstruktur, som vi igennem mange årtier har etableret. En struktur, der fungerer – men kun hvis alle parter er indstillet på at få det til at fungere. Lægerne skal holde kontakten til borgerne og følge deres helbred igennem hele livet og sikre, at borgerne får den hjælp og vejledning, som de har brug for – hvad enten det er i lægepraksissen, hos en speciallæge, i kommunalt regi eller på sygehuset.

Derudover sørger de praktiserende læger for, at vores sygehuse kun skal behandle og undersøge de borgere, der virkelig har brug for det. Sidst, men ikke mindst, er de praktiserende læger uddannet til at se på os i en sammenhæng. Altså have blik for det hele menneske og ikke kun den enkelte lidelse.

Det er tre ekstremt vigtige og udfordrende roller. Roller, som ikke ser ud til at blive mindre vigtige i fremtiden, hvor vores sundhedsvæsen får mere travlt med færre hænder og flere ældre.

Bæredygtig praksis
I løbet af foråret og sommeren blev fronterne trukket op på sundhedsområdet, hvor Praktiserende Lægers Organisation (PLO) stod på den ene side, og regionerne og regeringen stod på den anden. Parterne var uenige om indholdet af overenskomsten mellem de praktiserende læger og regionerne, og en stor del af lægerne var villige til at aflevere deres ydernumre.

På trods af de meget mørke skyer, der hang over samarbejdet mellem PLO og regionerne, valgte et lille flertal på repræsentantskabsmødet i juni at stemme imod forslaget om at aflevere ydernumrene. Det er jeg glad for. Jeg er nemlig sikker på, at vi over det kommende år vil finde frem til en overenskomst, som begge parter kan være tilfredse med.

Vi har i Region Syddanmark historisk set et rigtig godt samarbejde med lægerne. Vi har formået at undgå de såkaldte ’spøgelsespatienter’; det vil sige, at vi har fundet læger til alle vores borgere. Det har krævet fleksibilitet fra både region og læger, og det har krævet, at alle parter er løsningsorienterede.

Region Syddanmark har sammen med de lokale praktiserende læger lavet en beskrivelse af den bæredygtige praksis for at finde ud af, hvordan vi får tiltrukket læger til vores landsdel – og i særdeleshed vores yderområder.

Den bæredygtige praksis er en praksis, der er tiltrækkende for både læger og patienter. Den er blandt andet kendetegnet ved typisk at have flere læger i praksis, en betydelig andel praksispersonale, tidssvarende it-udstyr og hensigtsmæssige lokaler.

Med den bæredygtige praksis i baghovedet har vi blandt andet oprettet et sundhedshus i Tønder, hvor vi, efter en lang periode med problemer i forhold til at tiltrække læger, har fået skabt en velfungerende praksis, der også i fremtiden vil kunne lokke nye læger til. I Nordborg på Als har vi med seks millioner kroner fra staten oprettet et sundhedshus, der også rummer en bæredygtig praksis. Praksissen er blevet så interessant, at det er lykkedes at tiltrække fire(!) unge læger.

Nordborg og Tønder er bare to eksempler på, hvordan samarbejde og initiativer kan skabe resultater, der kommer alle til gode. Men hvis vi fortsat skal skabe resultater og skabe bedre forhold i praksissektoren, så kræver det, at vi respekterer hinanden.

Respekten er nødvendig
Uenighederne i juni illustrerer den svære balancegang, som vi har gang i i Danmark. Vores praktiserende læger udøver et liberalt erhverv, og den liberale tilgang har givet os mange fordele. Blandt andet har lægerne skabt en effektiv og meget kompetent praksissektor. Derfor har vi også overladt mange opgaver til de praktiserende læger og givet dem en særdeles vigtig – ja, faktisk uundværlig – rolle i det danske sundhedsvæsen.

Hvis PLO havde besluttet at aflevere ydernumrene på repræsentantskabsmødet i juni, havde de reelt hugget begge ben af det danske sundhedsvæsen, og så havde vi stået med et meget alvorligt problem. Den slags situationer er uholdbare, og derfor skal læger og politikere respektere hinanden, så vi undgår kaotiske tilstande. 

De praktiserende læger skal naturligvis have ordentlige arbejdsforhold. Deres opgaver skal give faglig mening, og aflønningen skal være passende. De praktiserende læger har skabt et stærkt sundhedstilbud ved at være liberale, og det skal vi respektere, når vi lovgiver og planlægger på sundhedsområdet.

Omvendt arbejder de praktiserende læger altså for regionerne. Det betyder, at de også må respektere regionernes ret til at stille krav, og at politikerne af og til presser på for at udvikle sundhedsvæsenet til gavn for patienterne.
For regionerne – og dermed også lægerne – er først og fremmest til for patienterne.

Det er vigtigt, at de praktiserende læger anerkender det ansvar, som vi i fællesskab sidder med. De må acceptere, at de er en del af en større sammenhæng, hvor de indgår som en vigtig part, når vi eksempelvis skal sikre gode patientforløb. Og de må acceptere, at sundhedspolitik altså er fastlagt af politikere.

Det danske sundhedsvæsen er stærkt og godt, men vi er ikke stærkere, end at vi hver især kan save den stærke gren, vi sidder på, over. Vi har et ansvar for at holde saven i ro – både læger og politikere.

debat@altinget.dk