Ældre Sagen: Nej tak til minisygehuse

DEBAT: Ældre Sagen siger ja tak til at bekæmpe overbelægning på sygehusene, men afviser minisygehuse, der fungerer som discountløsning, hvor ældre patienter ikke kan få specialiseret behandling. Det skriver Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen.

Af Bjarne Hastrup
Direktør i Ældre Sagen

Uanset hvor i landet man bor, om man befinder sig på en medicinsk afdeling eller modtager hjemmepleje, så skal man være sikker på ordentlig behandling og pleje og føle, at man er i de bedste hænder. Minisygehuse på discountvilkår skal man ikke byde ældre patienter.

Der er gode tiltag på vej, når man systematisk husker værdighed, at patienter og pårørende inddrages, fordi de kender sig selv bedre end behandleren, og at patientsikkerhed og kvalitet er i top.

Det gælder især i det nære sundhedsvæsen ude i kommunerne. Det kan være hensigtsmæssigt, at man behandler patienten i sit nærmiljø i tæt samarbejde med region og egen læge. Det vil også være hensigtsmæssigt, at kommunens indsats efter en udskrivning bliver planlagt, allerede mens man er indlagt - sammen med patienten, eventuelle pårørende og sygehuset. Udgående funktioner fra sygehusene, for eksempel geriatriske teams eller patientens egen læge, er vigtige sammen med de kommunale akutfunktioner, der ikke må stå alene med svækkede patienter.

Standardpakke til patienter efter udskrivning
Helt påkrævet er det også med et tæt samarbejde med almen praksis om for eksempel medicingennemgang, opfølgning efter en indlæggelse og om plejehjemsbeboeres helbred. En forebyggende indsats med fast tilknyttede læger på plejehjem og en opfølgende indsats som hjemmebesøg ved egen læge og hjemmesygeplejen kan forhindre indlæggelser og genindlæggelser. Der er brug for medicingennemgang og styr på medicinen hos polyfarmaci-patienter, men også for en rettidig indsats, der sikrer, at svækkede patienter genvinder kræfterne med den rette ernæring og genoptræning.

Der bør være faste retningslinjer, der sikrer en standardpakke til for eksempel udskrivning fra sygehus og pleje bagefter, den rette kost og genoptræning – men som er skræddersyet til den enkelte patients behov og ressourcer. Og så skal det planlægges sammen med patient og eventuelle pårørende.

Forskel på land og by
Der er brug for ensartede overordnede rammer og mål for kvalitet og sammenhæng. Tænk bare på, at undersøgelsen ”Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser” viser, at der i 2015 sammenlagt er 23 procent akut indlagte patienter, der slet ikke eller kun i ringe grad oplever, at sygehuset samarbejdede med hjemmeplejen, når de skulle udskrives.

Sidste år viste en undersøgelse fra Ældre Sagen og KORA, at er man ældre, og bor man på landet, kommer man sjældnere på sygehus og får mindre hjemmepleje, end hvis man bor i byen.

Vi ved også, at der fortsat er store forskelle fra kommune til kommune i ventetider på genoptræning og på, om man overhovedet får en genoptræningsplan. Derfor skal vi værne om let og lige adgang i sundhedsvæsenet – uanset alder.

Nej til minisygehuse som discountløsning
Vi siger JA til at bekæmpe overbelægning på medicinske afdelinger og styrke udvikling af det nære sundhedsvæsen. Her tager man det bedste fra regioner, kommuner og egen læge i mødet med svækkede ældre patienter i deres nærmiljø. Kan en indlæggelse eller genindlæggelse undgås, er det det bedste for både den enkelte og for samfundet.

Men Ældre Sagen siger NEJ til minisygehuse forstået som discountløsninger, hvor ældre mennesker ikke vil få nødvendig specialiseret udredning og behandling.

Efterspørger ny handlingsplan
Men er der behov for at blive indlagt, så skal man da indlægges som ældre patient. Man skal være tryg ved, at den kvalitet, man får tilbudt, er i orden. Og vi kommer ikke svingdørspatienter til livs ved blot at lade dem cirkle frem og tilbage mellem sygehus og akutfunktion i stedet for mellem sygehus og eget hjem.

Ældre Sagen har længe efterspurgt en ny handlingsplan for medicinske patienter, der nu er ved at blive endeligt forhandlet på plads, og vi ser frem til en politisk aftale, der først og fremmest gavner medicinske patienter.

Forrige artikel Kost & Ernæringsforbundet: God ernæring styrker ældre patienter Kost & Ernæringsforbundet: God ernæring styrker ældre patienter Næste artikel Professor: Telemedicinske business cases er ren feberfantasi Professor: Telemedicinske business cases er ren feberfantasi
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.