Spiseforstyrrede bliver forhindret målrettet behandling

Som direktør for det første psykiatriske hospital med speciale i behandling af en støt voksende patientgruppe, de spiseforstyrrede, forsøger jeg nu at råbe samtlige politikere op - uanset politisk tilhørsforhold og ideologisk baggrund:

• Er I klar over, hvordan I føres bag lyset?
  
• Er I klar over, at spiseforstyrrelser er en af de hurtigst voksende livsstilssygdomme i den vestlige verden?
  
• Er I klar over, at det koster enorme summer, dels at undlade målrettet og kvalificeret forebyggelse, der går på andet og mere end skræmme- og KRAM kampagner og dels at undlade at støtte kvalificeret og rettidig behandling til alle grupper af spiseforstyrrede?

Det vil først og fremmest sige mennesker med bulimi og Bing Eating Disorder (BED). Når jeg ikke nævner anoreksi, er det fordi, den forholdsvis lille gruppe af patienter modtager en vis relevant behandling, både i offentligt og privat regi.

Menneskeligt og samfundsøkonomisk er det katastrofalt, at blot fordi det offentlige angiveligt enten ikke har 'udviklet' tilbud til BED patienter eller ikke har gode resultater med dag- og døgnbehandling til bulimipatienter, så forhindres det private i målrettet behandling af disse patienter, som kan hjælpes og ofte helbredes.

Trods særdeles gode erfaringer med intensiv og målrettet behandling til alvorligt syge bulimipatienter i grad 3 - 5, må disse patienter kun henvises videre til det private til en "behandlingspakke" lydende på i snit 1 time pr. uge.

Dette er direkte i strid med Sundhedsstyrelsens vejledende retningslinjer på området. Der er naturligvis ikke lagt effektmål ind i behandlingspakkerne, som alle ved ikke helbreder. Det er helt grotesk, og p.t. kan patienterne først indlægges, når de er i livsfare/'akutte'. Så stabiliseres de fysisk og udskrives igen til et liv, der til sidst tager livet af dem!

Det er rent ressourcespild. Bulimipatienter og BED-patienter er unge og voksne, som ved rettidig og målrettet behandling kan helbredes i stedet for som nu ofte at eksistere på livslange overførselsindkomster, mens de gradvis bliver fysisk sygere med diverse andre dyre følge- og livsstilssygdomme som konsekvens af årevis under-, fejl- eller manglende behandling. Her tænker jeg eksempelvis på: ødelagt mave-tarm-system, osteoporose, diabetes, bortætsede tænder, kræftsygdomme og hjerte-karsygdomme.

Patienter modtager ikke effektiv behandling
Ser vi bort fra den psykiske belastning, det er for patienterne ikke at modtage effektiv behandling, så de kan komme videre i livet, mener jeg, at de økonomiske følgevirkninger er så store, at der burde kunne samles et politisk flertal for at sikre, at uanset hvor behandlingsmulighederne eksisterer, skal de tilbydes, ligegyldigt hvad offentlige inhabile eksperter mener.

Det er sjældent en god ide at lade ulven udtale sig om, hvordan man skal vogte fårene. Den nationale såvel som internationale succesrate for helbredelse af spiseforstyrrelser ligger nede på omkring 50 - 60 procent, og ser man på succesraten for bulimi og BED alene, ligger den muligvis lavere, fordi der jo angiveligt endnu ikke er 'udviklet' et gennemprøvet, offentligt tilbud til disse grupper.

Netop derfor fik Kildehøj i 2008 kroner 5,3 millioner, som vi målrettet anvendte til 'opgivne' bulimi- og BED-patienter med stor succes. Vort håb var, at vi ved at vise behandlingsbaseret evidens kunne få lov til at fortsætte arbejdet.

Kildehøj gjorde sig derfor umage for at dokumentere, at behandlingen af bulimi- og BED-patienter nytter, hvis vi fik frie hænder til at gøre det, vi er gode til. Men man undgik behændigt at forholde sig til facts.

Min opfordring er derfor - lad ikke patienter dø, mens vi venter på offentlig evidens baseret behandling, når der allerede eksisterer behandlingsbaseret evidens, som i øvrigt er helt i tråd med de vejledende retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, men som notorisk ikke bliver fulgt.

debat@altinget.dk