Bertel: Kritik af medicinforslag er overdrevet

DEBAT: Lægemiddelstyrelsen kan ikke uden videre blokere for hjemmesider, der handler ulovligt med medicin, skriver indenrigs- og sundhedsministeren.

Af Bertel Haarder (V)
Indenrigs- og sundhedsminister

I Altingets artikel (se linkboks) "Flertal overvejer lempelse af medicinstramning" fra 9. februar 2011 er udeladt en meget vigtig detalje:

Det er en misforståelse, at et lovforslag fra mig vil give Lægemiddelstyrelsen lov til uden videre at blokere for hjemmesider, der handler ulovligt med medicin.

Et så drastisk indgreb kræver selvfølgelig - i sidste instans - en retskendelse. Derfor kan Lægemiddelstyrelsen ifølge mit nye lovforslag heller ikke pålægge internetudbyderen at gøre noget som helst, før der ligger en retskendelse.

Det er sidste udvej
Lægemiddelstyrelsen kan opfordre en internetudbyder til at blokere for internetadgangen til en bestemt hjemmeside. Hvis internetudbyderen ikke følger Lægemiddelstyrelsens opfordring, må Lægemiddelstyrelsen gå til fogedretten. Det er i øvrigt samme model, som Folketinget sidste år vedtog over for hjemmesider med ulovlige spil.

Og lad mig understrege, at muligheden for at blokere bestemte internetsider kun vil blive taget i brug, hvis påtaler og politianmeldelser over for indehaveren af hjemmesiden ikke har haft noget resultat, og kun over for indehavere af hjemmesider, som er etableret uden for EU/EØS.

Forrige artikel Regioner har for stort fokus på pris Næste artikel Psykiatri skal på finansloven