Gælder det talte ord?

Af Lene Witte,
Direktør i Gigtforeningen

Er det mon det talte ord, der gælder? Eller er de ord, der er nedfældet i den nyligt indgåede aftale mellem Privathospitalernes Brancheforening og Danske Regioner om reumatologiske udredningsforløb.

Spørgsmålet er relevant, fordi formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astman (S) siger ét her på Altinget.dk, mens aftalens tekst siger noget andet.

Lad mig først og fremmest understrege, at den ene del af aftalen grundlæggende er god. I Gigtforeningen har vi længe kæmpet for at få udvidet diagnosekapaciteten, og derfor er det en positiv nyhed, at den nye aftale giver gigtpatienter mulighed for udredning på et privathospital, såfremt det offentlige ikke kan tilbyde udredning indenfor fire uger.

Hvad skal der ske efter udrening?
Men stridens kerne er, hvad der skal ske efter udredning. Må privathospitalerne stå for behandlingen eller ej? Dette punkt er helt afgørende for Gigtforeningen, fordi det kan få stor betydning for den enkelte gigtpatient. Det er nemlig alene de offentlige sygehuse, der må behandle med de effektive biologiske lægemidler, og det vil derfor medføre, at de patienter, der fastholdes i behandling på et privathospital, kun kan få tilbudt de konventionelle medicintyper.

Ulla Astmann udtaler til Altinget.dk, at "behandlingsforløb indgår ikke i aftalen - der er lagt op til, at der udelukkende er tale om udredningsforløb." Det er i princippet gode nyheder. Det stemmer blot ikke overens med teksten i aftalen.  Nok er der nedfældet en takst til en "Opstart af medicinsk behandling," men man skal blot læse en anelse længere for at kunne konkludere, at opstart er temmelig langvarende.  Ifølge aftalen kan den opstartende behandling vare op imod 12 måneder. Og hvis der herefter ikke er plads på et offentligt sygehus, så kan behandlingen forlænges yderligere 12 måneder.

Risiko for lang ventetid alligevel
Med andre ord kan en patient risikere en "opstart" på hele to år i privat regi og vil i den periode ikke få mulighed for at få tilbudt biologisk medicin. For Gigtforeningen er det afgørende, at et behandlingstilbud ikke er bestemt af, om et patient modtager behandling det ene eller det andet sted. Derimod bør det altid være lægens faglige vurdering, der - i samarbejde med patienten - fastlægger den bedst mulige behandling.

Ulla Astman anfægter desuden, at vi i Gigtforeningen sår tvivl ved, om privathospitalerne kan løfte den tværfaglige indsats, der udover medicinsk behandling også rummer ergoterapi, psykolog, patientuddannelse, beskæftigelsesafklaring og fysioterapi. 

Tak for det - hvis det passer
Hun forsikrer derfor, at der i aftalen specifikt står, at der skal sikres tværfaglige udredningsforløb. Jeg tvivler på, at det i praksis bliver tilfældet, men kan da kun glæde mig over, at Ulla Astman på vegne af Danske Regioner nu har stillet en garanti. Hvis det talte ord gælder, så er det tværfaglige udredningsforløb altså en del af aftalen - og tak for det!

Behandling af gigtpatienter er flerstrenget. Først og fremmest er det vigtigt med en hurtig og korrekt diagnose. Dernæst er det afgørende, at man hurtigt sætter ind med den rette behandling for at bremse sygdommens udvikling. Hvis man tager Ulla Astmann på ordet og dernæst kobler det med teksten i aftalen, så er vi kommet et langt skridt i den rigtige retning, og så er aftalen bedre end en halv løsning. Men min opfordring til regionerne skal være, at sammenskrive løfterne, så det står lysende klart, hvad aftalen egentlig rummer.

debat@altinget.dk