Kommuner og regioner skal drive medico-eventyr

DEBAT: Hvis ikke regioner og kommuner i deres indkøb understøtter innovation, lægges der hindringer i vejen for etablering af de arbejdspladser, som Danmark skal leve af i fremtiden, skriver Jens Kr. Gøtrik, direktør i Medicoindustrien.

Af Jens. Kr. Gøtrik
Direktør i Medicoindustrien

For nylig meddelte vindmøllevirksomheden Vestas, at den nedlægger ca. 2.000 arbejdspladser i Danmark. Det drejer sig hovedsageligt om "gammeldags" industriarbejdspladser. Men det sker i en sektor, som vi i Danmark sætter vores lid til skal være et område, vi skal leve af i fremtiden.

Det giver forhåbentlig anledning til alvorlige refleksioner hos politikerne på Christiansborg, som har et tungt ansvar for at tilrettelægge en erhvervspolitik, der kan sikre danske arbejdspladser, som kan konkurrere på verdensmarkedet.

Det synes oplagt at fokusere på vækstindustrier, hvor Danmark i forvejen har en relativt stærk position. Fremstilling af medicinsk udstyr er et område, hvor Danmark målt per indbygger ligger helt i top internationalt med hensyn til eksport. Mange af succeshistorierne tager afsæt i mødet mellem en læge eller sygeplejerske, en ingeniør og en investor.

Derfor er en række af de initiativer, der er iværksat i regionerne til at understøtte dette møde omkring en god ide, vigtige.

Købermagt
Men ikke mindre vigtigt er det, at regioner og kommuner er sig deres ansvar bevidste som de helt dominerende kunder på det danske marked. Her er der virkelig tale om købermagt. En købermagt, der gør det muligt at understøtte hurtig indfasning af ny teknologi udviklet af danske virksomheder.

Det er en afgørende reference i det globale salgsarbejde at kunne henvise til salg på hjemmemarkedet, og at det er muligt for virksomhederne at invitere udenlandske kunder til Danmark og vise deres produkter i anvendelse i det danske sundhedsvæsen.

Understøt innovation
Eksempler kunne være indfasningen af moderne danskudviklede ftalatfrie produkter frem for ældre ftalatholdige, det kunne være danske telemedicinske løsninger eller danskudviklede teknologier inden for fjernmonitorering af patienter, hurtig og præcis diagnostik eller minimalinvasive operationer.

Danmark huser en række dygtige og innovationsdrevne virksomheder inden for medicinsk teknologi og udstyr, men hvis ikke regioner og kommuner i deres indkøb understøtter innovation, lægges der hindringer i vejen for etablering af den type arbejdspladser, vi skal leve af i fremtiden.

Forrige artikel Patienter har brug for mættet fedt Patienter har brug for mættet fedt Næste artikel EU – nu med gigt EU – nu med gigt
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.