PLO vil gerne se på lægers aflønning

DEBAT: Michael Dupont vil gerne aflive et par myter om honorarsystemet. Og går forrest i debatten om, hvordan et nyt kunne se ud.

Af Michael Dupont
Formand for de praktiserende lægers organisation

De praktiserende læger aflønnes på en anden måde end de fleste i sundhedsvæsenet: Omkring tre fjerdedele af lægernes indtjening stammer fra ydelseshonorarer, mens den sidste fjerdedel af indtægten kommer fra et basishonorar pr. gruppe 1-sikret patient, som for tiden udgør 325 kroner pr. patient pr. år.

Almen praksis koster årligt omkring 1200 kroner pr. indbygger, og spørgsmålet er, om et andet honorarsystem for de praktiserende læger - f.eks svarende til sygehusenes faste, aktivitetsuafhængige lønsystem - ville give samfundet mere sundhed for pengene?

Ikke så enkelt endda
Lad os gå fordomsfrit til besvarelsen og skele til, hvad teorien og erfaringen siger om emnet:

Hvis lægernes indtjening udelukkende var baseret på et fast tilskud pr. tilmeldt patient (100 % basishonorar), ville der være en vis risiko for, at lægerne ville lave så lidt som muligt og få travlt med at henvise patienterne til andre dele af sundhedsvæsenet. De praktiserende lægers arbejdsmiljø ville til gengæld blive tiltrængt forbedret, og samtidig ville regionerne lettere kunne kontrollere de samlede sundhedsudgifter. Finansministeren og alle hans regnedrenge og -piger ville fryde sig!

Hvis lægernes indtjening derimod udelukkende var ydelsesbaseret, ville der være risiko for, at patienterne fik mange ydelser og dermed overbehandling. Risikoen er dog størst i situationer med relativt mange læger - ikke just, hvad der for tiden kendetegner sundhedsvæsenet. Ren ydelseshonorering ville i øvrigt forpeste lægernes arbejdsmiljø.

Nogle lande, f.eks. England, har indført kvalitetshonorering. Det vil sige, at lægerne bl.a. honoreres efter, hvor godt de opfylder bestemte mål for kvaliteten af deres indsats. Ordningen er bl.a. kritiseret for, at lægerne primært vælger at behandle de "raske" patienter, hvor sandsynligheden for succesoplevelser er størst - såkaldt "cream-skimming".

Lidt forenklet
Det er lidt provokerende blevet sagt, at med 100 procent basishonorar vil lægerne arbejde så lidt som muligt for så mange patienter som muligt, med 100 procent ydelseshonorar vil lægerne arbejde så meget som muligt for så mange patienter som muligt, med ren kvalitetshonorering vil lægerne forbedre helbredstilstanden for så mange raske patienter som muligt, og med fast aflønning vil lægerne lave så lidt som muligt for så få patienter som muligt.

Konklusionen må være, at man må vælge honoreringssystem efter at få opfyldt så mange af sine sundhedspolitiske og arbejdsmiljømæssige målsætninger som muligt. De forskellige hensyn må vurderes, afvejes og aftales. Det taler nok for en kombination af ovenstående modeller.

PLO har sådan set ingen hellige køer, og ingen siger, at det nuværende honoreringssystem nødvendigvis er det mest optimale. Måske er tiden inde til at regulere på finansieringsmodellen for almen praksis. Men - som ovenstående viser - er der ikke mange columbusæg i kurven. Når alt kommer til alt, er det min grundlæggende opfattelse, at det vigtigste incitament for lægerne er hensynet til, hvad der er bedst for patienterne - uanset valg af honoreringsmodel.

Forrige artikel 800 borgere skal rådgive om fremtidens sundhedsvæsen Næste artikel Retten til information
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.