Retten til information

DEBAT: Det kniber med at overholde patienternes rettigheder. Og det hjælper ikke, at der næsten ikke er nogen straffe. CEPOS mener, at det er på tide at gøre noget ved det.

Af Michael O. Appel
Konsulent, CEPOS

Der er vist bred enighed om, at behandlingen af ansøgere om familiesammenføring har været problematisk. Synspunktet er, at i et retssamfund bør borgerne få klar og fyldestgørende information fra forvaltningen. Problemerne har fået ombudsmanden til at iværksætte en undersøgelse, og dette initiativ kan næppe undre. Spørgsmålet om rimelig information og vejledning er imidlertid også relevant i sundhedssektoren.

Hvordan er informationen og vejledningen i den sektor? Er der et problem? Og hvordan kan det i givet fald løses. De seneste års erfaringer tyder på problemer. Eksempelvis:

2008: For hjertesygdomme er der en ret til, at man får hjælp til at finde et behandlingssted, hvis ventetiden er for lang. I 2008 er der eksempler (se bl.a. Altinget, 26. august: "V: Svineri at hjertepatienter fortsat venter") på ventende patienter, der ikke oplyses om andre behandlingssteder med ledig kapacitet.

2008: Der har gennem flere år været en diskussion om retten til behandling i andre EU-lande i medfør af EU-retten. Det centrale spørgsmål er, under hvilke betingelser patienten har en sådan ret. Det fremgår imidlertid ikke af ministeriets liste over patientrettigheder. (Set d. 1.10.08)

2006: I efteråret dokumenteredes det, at flere kræftpatienter ikke havde fået den information og hjælp til behandling på andre hospitaler, som de havde krav på. Ministeren fastslog offentligt, at regionerne havde handlet ulovligt. Det er ikke hverdagskost, at en minister rapporterer at have observeret ulovligheder, men ingen myndigheder mm. fandt anledning til at tage sagen op.

Systematisk problem
Disse erfaringer tyder på, at der er et systematisk problem med information og vejledning i sektoren. Kombinationen af lidt kontrol og ingen straf medfører, ikke overraskende, at problemet varer ved. Denne konklusion står godt nok i kontrast til, at det danske sundhedsvæsen på det seneste er blevet krediteret for at give god vejledning og valgmulighed, men observatørerne er åbenbart ikke blevet informeret om ovennævnte forhold, eller om ophævelsen af det udvidede frie valg.

Hvordan kan man løse problemet? Man kan selvfølgelig svække patientrettighederne, så der ikke er rettigheder at bryde. Men set fra patient- og skatteyderside er det ikke optimalt.

Da årsagen til nærigheden med informationer om behandlingsmuligheder på konkurrerende hospitaler findes i regionernes økonomiske gevinst ved at holde på patienterne, er det oplagt at vende dette økonomiske incitament om for så vidt angår vejledning. Man kan fastsætte en økonomisk straf for hvert tilfælde, hvor der ikke sker en fyldestgørende og rettidig skriftlig information. Når det offentlige har fundet ud af at formulere kontrakter med tog-operatører, hvor eksempelvis manglende rettidighed straffes, kan det også lade sig gøre at straffe regionernes manglende patientvejledning.

På længere sigt - når man får adskilt den offentlige indkøber af behandlinger fra produktionen på hospitalerne - kan man flytte vejledningen om behandlingsmuligheder på konkurrerende hospitaler helt væk fra producenterne. Der er således instrumenter til rådighed for den, der vil løse problemet.

Forrige artikel PLO vil gerne se på lægers aflønning Næste artikel Statsministerens "read my lips"-tale
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.