Helbredstjek til alle børn

DEBAT: Sundhedsministeren vil sikre, at alle børn får helbredstjek. Han afviser, at muligheden for at bruge sundhedsplejersker er et sparetip.

Af Jakob Axel Nielsen (K)
Minister for sundhed og forebyggelse

Svage og udsatte børn svigtes, lyder den efterhånden skingre kritik fra kommunallægerne i debatten om ind- og udskolingsundersøgelser. De tre læger Coolidge, Manniche og Due beskyder på skift i dagbladene regeringens planer om at bryde kommunallægernes monopol på skoleundersøgelser.

Sikrer alle undersøgelse
Men faktum er jo, at vi med specialuddannede sundhedsplejersker som supplement til skolelægerne netop sikrer, at alle skolebørn får et helbredstjek. Et helbredstjek, som de vel at mærke har haft krav på siden 1995, men ikke har fået. Så sent som i 2007 stod over hver femte kommune uden en skolelæge. Det er ikke godt nok, når det kommer til vores børns sundhed.

Det er jo ikke fordi, at vi med forslaget afskaffer kommunelægen. Vi giver derimod de kommuner, der ikke kan skaffe en læge, mulighed for at flytte opgaven til specialuddannede sundhedsplejersker. Her er en lovændring nødvendig, da vi alt for sjældent i dag kan give dispensation. Med lovændringen får den enkelte kommune mere fleksible rammer for at gå på tværs af rigide og gammeldags faggrænser, og det sikrer, at alle børn - uanset familiebaggrund - får det helbredstjek, de har krav på. 

Ikke et spareprojekt
Der er ikke tale om et spareprojekt fra regeringens side. Kommunerne har jo fortsat hovedansvaret for den borgernære forebyggelse. Og kommunerne har derfor fortsat stor interesse i at forbedre folkesundheden bedst muligt på længere sigt. Derfor tror jeg da også, at skolelægeordningen fortsætter i de kommuner, hvor den fungerer godt. Men i de kommuner, hvor man ikke kan skaffe en læge, giver forslaget mulighed for, at alle skolebørn får et godt og solidt tilbud fra veluddannede sundhedsplejersker.

Jeg har stor tiltro til, at sundhedsplejersker kan varetage opgaven fagligt forsvarligt. Og konstaterer en sundhedsplejerske ved en undersøgelse, at et barn har behov for en praktiserende læge eller anden form for ekspertise, skal han eller hun selvfølgelig kontakte sagkundskaben - ligesom kommunallægen i dag er forpligtet til. 

Helbredstjek af børn i den skolepligtige alder er drønvigtige. De er en grundsten i det fremadrettede forebyggelsesarbejde. Det er det, der spiller en rolle for mig. Undersøgelserne er til for at sikre vores børn et godt og sundt liv. Ikke for at tilfredsstille forskellige aktørers ønske om vandtætte skotter mellem fagene.

Forrige artikel Også forebyggelse kræver prioritering og debat Næste artikel Medicinproducenter scorer kassen på julelege Medicinproducenter scorer kassen på julelege
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.