God kroniker-indsats kræver penge
DEBAT: Regionernes er allerede langt fremme med en god indsats over for patienter med kroniske sygdomme. Det er derfor vigtigt, at regionerne får del i de 438 mio. kr., som på den netop indgående finanslov er afsat til udvikling af patientforløb for patienter med kronisk sygdom.
Af Ulla Astman,
Formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg
Op imod halvanden million danskere lider af en kronisk sygdom. Sådan lyder et skøn fra Sundhedsstyrelsen. Nogle af de mest udbredte er diabetes, KOL (rygerlunger) og hjerte/kar sygdomme - kroniske sygdomme, som hvert år har mange omkostninger, både økonomiske og menneskelige.
Det er nødvendigt med en indsats - og det hellere i dag end i morgen. Ellers ender Danmark måske i en situation, hvor halvdelen af befolkningen lider af en kronisk sygdom. Derfor har Sundhedsstyrelsen udarbejdet en model for forløbsprogrammer for patienter med en kronisk sygdom og et særligt forløbsprogram for patienter med diabetes - alt sammen for at systematisere indsatsen og gøre den så målrettet mod den konkrete kroniske sygdom som muligt.
Regionerne i fuld gang
Forløbsprogrammer er en glimrende idé. Men de har været længe undervejs. Og selvom de har været færdige i et år, har Sundhedsstyrelsen hidtil ikke sendt materialet ud til regionerne. Det har vi selvsagt ikke kunnet vente på. Derfor er regionerne da også allerede i fuld gang med at udarbejde forløbsprogrammer for forskellige patientgrupper. De forløbsprogrammer er tilpasset regionale og lokale forhold. Regionerne forventer at kunne lave konkrete aftaler om at føre forløbsprogrammerne ud i livet via de sundhedsaftaler, som indgås med hver enkelt kommune.
Men det er jo ikke gratis at gøre et så stort og vigtigt stykke arbejde. Der er afsat 438 mio. kr. til udvikling af patientforløb for patienter med kronisk sygdom på den finanslov, som netop er vedtaget. De penge skal regionerne have del i for at arbejde videre med den indsats på kronikerområdet, som regionerne allerede er i fuld gang med.
Brug af teknologi
God kroniker-indsats er for eksempel også at anvende teknologi i langt højere grad. Det er oplagt at bruge nogle af finanslovsmidlerne til at udvikle og implementere telemedicinske løsninger. Det gavner både kvaliteten i behandlingen ved at udnytte de ressourcer, som patienterne selv besidder. Og telemedicinske løsninger gavner i høj grad også patienterne, så de ikke behøver at flytte sig fysisk for at have kontakt med sygehusvæsenet. Regionerne har foreløbig projekter i gang i lille skala. Men det er vigtigt, at der tænkes meget bredere og større for at udnytte det fulde teknologiske potentiale.
Når vi taler om en forebyggelsesindsats af patienter med kroniske sygdomme, så er det vigtigt også at tænke almen praksis ind, som en vigtig faktor i forløbsprogrammerne. Almen praksis skal påtage sig en langt større del af behandlingen af borgere med kroniske lidelser. De praktiserende læger skal blive bedre til at udnytte praksispersonalet - altså for eksempel sygeplejersker eller diætister ansat på lægeklinikkerne - til at gå mere aktivt ind i kontrollen af kroniske patienter. Og almen praksis skal også kunne tage hånd om forebyggelsen. Den praktiserende læge og praksispersonalet skal tage livsstilssnakken med den patient, som befinder sig i risikogruppen for at pådrage sig en kronisk sygdom - en snak om måske at spise sundere, motionere mere og holde op med at ryge. Det er almen praksis godt i gang med. De bruger nemlig allerede i høj grad muligheden for forebyggelseskonsultation.
Regionerne har sat mange skibe i søen, når det gælder indsatsen for patienter med kroniske sygdomme - både i forhold til at forebygge, at flere får diabetes eller KOL, men også hvad angår indsatsen for at hjælpe de patienter, som allerede har fået en kronisk sygdom. Men for at skibene kan forblive sødygtige, så er vi nødt til at have tilstrækkelige midler til at gennemføre indsatsen. Ellers synker skibene, og det går ud over de kroniske patienter. Det har vi ikke råd til.
