Garantier på sundhedsområdet avler mistillid

Af Jakob Kjellberg,
Sundhedsøkonom ved Dansk Sundhedsinstitut

En af danskernes største egenskaber er tillid. Vi stoler på hinanden. Vi stiller grøntsager ud på vejen og forventer, at folk betaler for dem.

Hele 60 pct. af danskerne mener, at man kan stole på hinanden. I Frankrig er der kun 20 pct., der er af den opfattelse.

Denne tillid kan spores helt tilbage til vikingetiden og går igen i alt fra andelsbevægelsen over det danske foreningsliv til de moderne sociale systemer. Samme tillid har historisk dannet grundlag for den økonomiske styring af sundhedsvæsenet, hvor ressourcer er givet i tillid til, at systemet har leveret de ydelser, der har været mest behov for inden for de udstukne rammer - en frihed under ansvar.

Voksende mistillid
De første ventetidsgarantier kan ses som et konkret udtryk for en voksende mistillid til systemet, som på sin side har ageret temmelig tonedøvt over en lang årrække i forhold til de politiske signaler.

Det kan diskuteres, om indgrebets omfang var rimeligt i forhold til de oplevede aftalebrud, eller om man burde have fortsat tilliden til, at systemet bedst foretager de kliniske prioriteringer.

Men der var næppe tvivl om, at den langstrakte uoverensstemmelse mellem kravene fra borgere og landspolitikere og sundhedssystemets praksis ikke i længden var bæredygtig. Der måtte ske noget.

Personale kan ikke bruges flere gange
Ventetidsgarantierne har på mange måder været en succes, og flere penge blev også tilført systemet. Men i en situation med kraftigt stigende arbejdskraftmangel vil penge imidlertid ikke altid være den primære begrænsende faktor, hvorfor nye initiativer reelt bliver finansieret ved at undlade at gennemføre andre.

Penge kan som bekendt ikke bruges flere gange, men det samme gælder desværre også personale, og der bliver ikke flere hænder af at flytte dem til den private sektor. Denne erkendelse lider de politiske systemer øjensynligt ikke under. Her synes der at florere en udokumenteret overbevisning om, at systemet er domineret af lav produktivitet.

Garantier med bivirkninger 
Opgaven er så at presse mere ud af systemet, og nye, patientrettede garantier synes at være tidens foretrukne metode. Disse garantier har dog den bivirkning, at de let underminerer tilliden mellem de udførende niveauer og de politisk/administrative niveauer.

For uagtet, om garantierne overordnet set er rimelige eller ej, så er de afledte konsekvenser af dem uhyre vanskelige at vurdere, og presset bliver let så stort, at opgaven ikke længere kan overskues, særligt da der aldrig medfølger en reel anvisning om, hvad der ikke længere skal prioriteres.

Resultatet er, at klinikerne bliver fanget i krydsfeltet mellem patienternes oplevede behov om behandling og politikernes behov for let kommunikerbare budskaber som eksempelvis 48 timers og én måneds garantier, smileysystemer, enestuer osv. Da stiger afmagten og frustrationerne - mens tilliden svinder bekymrende hurtigt.

Behov for ny kurs
For at undgå en negativ spiral med mere central måling og styring, og for at imødegå et mere vrangvilligt og handlingslammet klinisk personale, så er der behov for en ny kurs.

Politiske udmeldinger bør i højere grad følges af retningsliner om, hvad der skal fortrænges, eller konkrete anvisninger på, hvordan produktiviteten kan øges - gerne fulgt op af dokumentation.

For selv om det er muligt at lede uden tillid, ligesom der kan etableres betjening ved grøntsagssalget på landevejen, så stiger prisen hurtigt. Administrationsomkostningerne i det danske sundhedsvæsen ligger på cirka fem pct. af udgifterne, mod mere end 30 pct. i eksempelvis USA. Det er en meget stor forskel, en forskel som danske patienter og politikerne endnu har glæde af.

debat@altinget.dk