Uværdig lov skaber fattigdom

DEBAT: Regeringens 300-timers-regel er asocial og sender fra 1. april 2007 tusinder af hovedsagelig indvandrerfamilier ud i fattigdom, skriver integrationsborgmester Jakob Hougaard (S).

Af Jakob Hougaard (S),
beskæftigelses- og integrationsborgmester, København

Den 1. april 2007 ryger kontanthjælpen for et tusindtal danske familier. Og det er ikke nogen spøg. Det er den barske realitet for familier på kontanthjælp, som ikke lever op til lovens krav om, at begge ægtefæller skal have haft normalt arbejde i 150 timer for at bevare kontanthjælpen. Det er svært for mange, umuligt for nogle.

Regeringen forudsætter i Arbejdsdirektoratets beregninger, at 80 procent af dem, der risikerer at blive ramt, vil komme i arbejde inden beskæftigelsesministerens hammer falder. Det skulle betyde, at blot 1.200 vil blive ramt på landsplan. Men det er helt urealistisk.

Af de 5.000 københavnere, som er i farezonen, er de fleste i matchgruppe 4. Den gruppe er defineret ved at indeholde personer, som ikke er parat til at tage et arbejde på almindelige vilkår. Derfor er det klart, at 80 procent af dem ikke lige går ud og finder et job, selv om Claus Hjort Frederiksens pisk hagler ned over deres rygge. Altså blot i København er der risiko for, at flere tusinde vil blive ramt.

Svag gruppe rammes
I september sendte Jobcenter København under min forvaltning advarende varslingsbreve til de 5.000 københavnere, som risikerer at blive ramt af 300-timers-reglen. Brevet beskrev klart den bombe under familiernes økonomi, som springer den 1. april, hvis de ikke handler nu for at få job.

Brevet opfordrede kontanthjælpsmodtagerne til at kontakte et jobcenter med det samme. I Jobcentrene havde man derfor rustet sig til en storm af henvendelser i dagene efter. Men der var næsten stille. Telefonen ringede kun ganske få gange med henvendelser om, hvordan familien kunne slippe ud af den alvorlige situation.

Historien fortæller, hvilken gruppe af kontanthjælpsmodtagere vi har med at gøre, og hvilket problem vi står over for. Det bekymrer mig. Måske har familien ikke en gang læst brevet. Måske har de læst det, men ikke forstået det på grund af ringe sprogkundskaber. Eller måske har familien forstået det, men ikke evnet at reagere på det. Og det tager selvsagt tid at arbejde 150 timer, så situationen for alle disse familier er meget presserende.

Loven, der er en del af 'Ny chance for alle', rammer tilmed helt forkert. Mange kontanthjælpsmodtagere, der er under uddannelse og altså har taget deres ny chance, bliver nemlig nødt til at droppe uddannelsen for at undgå at miste kontanthjælpen per 1. april.

Jeg kender personligt til flere, som under vores projekter er under uddannelse til social- og sundhedshjælper, men må afbryde den uddannelse, som arbejdsmarkedet ellers sukker efter flere af. At uddannelse ikke er en undtagelse i loven er sjusk. 

Kommunerne sidder med aben
Det københavnske arbejdsmarked kører i højeste gear, der er færre ledige end nogensinde. Men det er ikke muligt for Claus Hjort Frederiksen at ryge de sidste ledige ud af hulerne. Han har ikke forstået virkeligheden, og hvilken social katastrofe han er i gang med at udløse. Han har ikke forstået, at pisker man dem, der ligger ned, så kommer de i hvert fald ikke op at stå.

Men ministeren tager det sikkert roligt, for i denne situation er der kun en spiller til at redde de ramte familier - kommunerne.

Og det forsøger vi så. I min forvaltning, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, har vi i 2007 afsat 42 mio. kr. til de svageste ledige. Da disse svageste ledige ikke kommer til vores jobcentre, er fokus på opsøgende arbejde. Eksempelvis sender vi Jobpatruljer ud i ghettoområder for at opsøge de passive og isolerede ledige for at skaffe dem i et jobforløb. Vi sender lægeteams ud for at afgøre om sygemeldte kontanthjælpsmodtagere kan bringes ind på arbejdsmarkedet. Men kommunens cirka 25 tiltag i 2007 er ikke nok - 1. april 2007 nærmer sig med vanvittig fart.

 

Forrige artikel Eksperter som facitliste Næste artikel Familiesammenhold - en nødvendighed for velfærden