Familiesammenhold - en nødvendighed for velfærden

Af Nur Beier, 
tidligere næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter(REM)

Fattigdommen fylder meget i den aktuelle offentlige debat. Det er tiltrængt. Dog er der tegn på en tabuisering i debatten på atypiske måder, da fattigdommens let kan forstås som velfærdsprojektets falliterklæring.

Tabuiseringen kan føles i den populistiske dimension - og i den mere afvisende og hvidvaskende end selvkritiske indstilling i argumentationen mhp. årsagsforklaringerne. Det er vigtigt i dette billede, at diskussionen ikke laves om til en "indvandrernes skyld" integrationspolemik.

Så længe dette ikke undgås, vil det være svært at finde frem til en nuanceret debat og konsekvente bekæmpelsesstrategier, og man kan risikere, at sagen havner i en oppisket stemning med henvisning til en indre dynamik truet af ydre elementer (indvandrere, efterkommere o.l.) og overførte problemer (manglende arbejdskultur, arbejdsløshed, fattigdom o.l.).

Denne indgangsvinkel vil oplagt være en nem måde at høste her og nu politiske fordele på for visse politiske magtcentre, men det vil også oplagt være en skæv måde at høste langsigtede fordele på, hvad angår et bæredygtigt velfærdsprojekt.

Omskrivning af ordet "fattige" 
Selv om flere danske og EU undersøgelser gennem de seneste år har dokumenteret, at Danmark og Europa er præget af stigende fattigdomsproblemer, har danske politikere indtil for nylig konsekvent afvist forekomsten af fattigdom ved kategorisk at erstatte ordet "fattige" med mere politisk korrekte synonymer som "økonomiske trængte", "lavindkomstgrupper" o.l.

Dette har været med til at give offentligheden det indtryk, at fattigdommen snarere er en undtagelse end en virkelighed i dagens Danmark. Selv landets socialminister var for nylig på banen med udtalelser som:

"I Danmark ved vi jo godt, hvor mange mennesker der er i lavindkomstgruppen. Ja, vi ved også, hvem de er. Det er helt overvejende studerende, selvstændige erhvervsdrivende og ikke-beskæftigede".

I et velfærdsamfundsprojekt som det danske kunne ministerens indstilling være forståelig, uden at man kunne være enig med ministeren.

Da forekomsten af fattigdommen ikke er helt forenelig med velfærdssamfundets hensigter, kunne den per automatik betyde et rødt kort for den enkelte velfærdspolitikers kompetencer. En vis forsigtighed og afvisning af fattigdommen i Danmark er derfor til at forvente fra enhver dansk toppolitiker.

Fattigdom blandt danskere
Dette bør dog ikke overskygge en nuanceret diskussion og udvikling af nuancerede bekæmpelsesstrategier. At socialministerens udtalelser var og ér misvisende, har mange udenlandske og danske undersøgelser dog gang på gang bevist. Ligeså har de vist, at fattigdommen gør sig mere bemærket blandt indfødte danske befolkningsgrupper end blandt minoritetsdanskere.

Dette mønster er mærkværdigt ikke kun fordi det indirekte sender en hyldest til vellykket integration, men også fordi det kunne inspirere politikerne til en mere alsidig offentlig debat og gennemgribende bekæmpelsesstrategier.

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik konkluderer, at det er diverse "gamle danske" grupper, der i høj grad er ramte af fattigdommen. Eksempelvis beviser opgørelsen, at danske enliges årlige indkomst er 16.000 kroner lavere end gennemsnittet.

Ifølge en senere undersøgelse fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, har enlige forsørgere nogle af de værste boligforhold i landet. Især står gruppen i skarp kontrast til husstande med børn og to forsørgere. Således bor tretten procent af enlige i en bolig med træk, fugt eller kuldeproblemer, mod seks procent af parrene.

Positiv spiral for etniske minoriteter
Samme undersøgelser viser en positiv spiral for velstanden blandt minoritetsdanskerne. Danmark har fået sig en spirende etnisk middelklasse. Næsten hver fjerde nydansker bor i dag i ejerbolig. Og de modtager færre sociale ydelser end de gammeldanskere, der bor i det almene byggeri. F.eks. mens en 25-59-årig indvandrer i ejerbolig modtager 33.000 kroner i sociale ydelser, er det tilsvarende tal for danskere i almene boliger oppe på 49.000 kroner.

Efterkommere har de senere 5 år haft det største fald med henblik på kontanthjælp. En udvikling der har haft en direkte positiv betydning også for etnisk minoritetsbørns vilkår. Undersøgelserne viser, at der siden 2001 er sket et markant fald i især indvandrerbørns risiko for fattigdom. Ifølge undersøgelserne har børn med dansk baggrund dog sammenlignet med indvandrerbørn dobbelt så stor risiko for at være i familier med kontanthjælp, og denne risiko er stort set uændret de sidste fem år.

Undersøgelserne viser desuden, at ikke kun indvandrerbørns men også efterkommeres overrisiko for at havne i fattigdom er formindsket sammenlignet med danske børn. Mens børn med dansk baggrund siden 2001 har haft en næsten uændret risiko, har specielt efterkommere haft synlige fald i risikoen for fattigdom. Selv om denne udvikling umiddelbart skyldes den faldende ledighedsprocent.

Fælles familieøkonomi
I de sidste 5 år er ledigheden blandt indvandrere reduceret dobbelt så meget som det har været tilfældet for personer med dansk oprindelse. Her ligger en stor del af forklaringen hos indvandreres og efterkommeres langt mere kollektivistiske familiemønster end danskernes. Fx når en indvandrerfamilie køber et parcelhus, skal alle bidrage.

Hvis datteren eller sønnen får et job, afleverer de lønnen til familien, mens en dansk unge betragter det som sine egne penge. Hvis de bliver skilt og har børn, er det nærmest en selvfølge, at de flytter tilbage til barndomsfamilien, indtil man igen finder sine egne ben.

Det vil være ønskeligt, at disse sammenholdmønstres betydning ikke kun for den enkelte individs, pars eller families velfærd men for selve velfærdssystemets opdatering ikke udvandes i en højre-venstre politiske lejrtænkning, hvor den førstes overbeskyldende og den sidstes overbeskyttende stillingstagen til landets minoritetsdanskere kunne frygtes at stå i vejen for en mere realistisk søgen efter nye inspirationer og gennemgribende løsninger hvad angår fattigdommen.

En fremgangsmåde kunne være at skabe en social nødvendighed for nye familiære værdier og familiær sammenhold, der kunne bane vej til naturlige, bæredygtige og samfundsomfattende fattigdomsbekæmpelsesstrategier. Dette kunne fx foregå gennem en værdidebat, der opfatter familiesammenholdet og det selvstændige individ ikke som hinandens modstykker, men som en sammensmeltning, der understøtter og komplimenterer hinandens eksistens - og derigennem velfærdssamfundets.

debat@altinget.dk