Tørklæder, indholdsdebat - eller chikane
DEBAT: Det er helt ukonstruktivt, når tørklædedebatten kommer op igen år efter år, uden der bliver tilført noget egentlig nyt, skriver Torben Møller-Hansen fra Altingets debatpanel.
Af Torben Møller-Hansen,
direktør i Foreningen Nydansker
Siden 1999 har danske medier ca. en gang om året lagt metervis af spalteplads og sendetid til endnu et afsnit af en tilsyneladende uendelig debat om tørklæder. Alle politiske positioner er blevet belyst og cementeret, alle de kloge hoveder har endnu engang fået lov til at ytre sig. Både de der er for, såvel som de der er imod, de der har kvalificerede inputs, og de der bare lukker damp ud.
Vi får som regel også for hver omgang føjet et par nye profiler og synspunkter til, om end de allerede i linie otte melder sig klart ind på et af de allerede etablerede synspunkter. Jeg har uendeligt svært ved at se formålet med forsættelsen af denne debat, senest i udgaven "Kan man tale fra folketingets talerstol iført ceremonielt tørklæde?" i anledning af Enhedslistens opstilling af en kvinde, der har lyst til at bære tørklæde.
Hvad er nyheden? Hvad har ændret sig? Hvad er det, som har overrasket vores politikere og alle de andre indignerede danskere? Hvorfor skal vi hele vejen rundt i manegen en gang til? Som jeg ser det, så fører det tilbage til samme sted hver gang.
Aldrig ført til konkrete lovforslag
Jeg har stor respekt for både ytringsfrihed og debat. Netop derfor finder jeg det ekstremt vigtigt, at seriøsiteten bevares. Men spørgsmålet er, om debatten har et reelt et indhold? De folkevalgte er næppe i tvivl om, at der blandt danskere findes mange, der gerne så, at den personlige religionsfrihed for muslimer blev indskrænket i et eller andet omfang, således at muslimske kvinder eksempelvis ikke kunne få lov at bære tørklæde i samme udstrækning som nu. Nogle mener, som jeg læser debatten, endda at Islam muligvis helt skulle forbydes.
Et flertal i folketinget har siden 1999 og første omgang af tørklædedebatten haft muligheden for at etablere sådanne love omkring Islam. Der har dog, som jeg er informeret, aldrig endnu været et eneste seriøst lovforslag i forhold til denne type ændringer. Begrundelsen er, som jeg kan se det, at et indgreb i forhold til en religion har meget vidtrækkende konsekvenser, da samme restriktioner så også skulle gælde alle andre religioner, samt at det praktisk talt ville være noget nært umuligt at gennemføre. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at kvinder, der bliver tvunget til at lægge sløret, ville finde andre hovedbeklædninger som tjente samme formål. Der sker med andre ord ikke rigtigt noget.
Hvis ikke den fortsatte debat om tørklæder har som mål at ændre på den nuværende praksis, hvad skal vi så med næste omgang tørklædedebat? Som jeg ser det, så ligger de nuværende eksempler på kvinder, der bærer tørklæder herunder på Folketingets talerstol, klart indenfor de frihedsgrader, som vi alle nyder som borgere i Danmark.
Hvorfor udebliver de konkrete ændringsforslag, der burde efterfølge de mange indlæg fra såvel politikere som andre, der finder det nødvendigt at problematisere de nuværende rammer? Uden det ansvar at fremkomme med og stå til regnskab for konkrete seriøse forslag til lovændringer i forhold til det eksisterende, bliver debatten en kalorielet omgang af mere eller mindre velunderbyggede synspunkter, som i virkeligheden kun kan tjene det formål at piske yderligere mod eller medstemninger op.
Dybt problematisk
Tag ansvaret og led den politiske virkelighed i Danmark eller tag ansvar og stå ved de frihedsgrader, som er givet danskerne. For øvrigt burde en eventuel utilfredshed med de gældende rammer for religioner være rettet mod de partier, som står ved den frie bevægelighed indenfor de nuværende rammer ikke de enkelte individer, som lever i pagt med de retningslinier, der er givet af politikerne.
Hver eneste dag viser et meget stort antal danskere/nydanskere, at der kan etableres en gensidig og frugtbar sameksistens med muslimer med eller uden tørklæde på arbejdsmarkedet, i skolerne, børnehaverne, fritidslivet og i alle mulige andre offentlige rum.
Disse mange mennesker etablerer deres hverdag og samvær inden for de rammer, vi kender, og der gør de de nødvendige og personlige valg, der skal til. Herunder forskellige modeller for påklædning og religion. Det er dybt problematisk når der til stadighed peges fingre og rystes på hovedet i den bedste sendetid af dem, som løser opgaverne og skaber relationerne, hvis der ikke er mere substans i kritikken end den umiddelbare indignation garneret med problemfyldte fremtidsanskuelser. Uden ansvar for debatten får kritikken karakter af kampagne og chikane.
En sag for den enkelte virksomhed
Foreningens nydansker er hverken for eller imod tørklæder. Det er stadigt et individuelt spørgsmål, som vi finder den enkelte virksomhed selv skal tage stilling til. Vi vejleder gerne virksomheder i, hvorledes pragmatiske løsninger etableres lokalt og elegant, men vi kan også vejlede om det modsatte.
Denne artikels formål er at påpege det faktum, at disse indsatser må respekteres. Hver gang de danske medier slipper endnu et følelsesladet afsnit af tørklædedebatten løs, så er det netop de aktive virksomheder, der tager ansvar for sameksistensen i hverdagen, som betaler for debattørernes fribilletter og endnu engang må stå for skud for at løfte vores ønske om god integration på arbejdsmarkedet.
