Psykiatrimedarbejder efterspørger tjenestenumre: Jeg er blevet truet i mit privatliv

En af de mest frygtelige oplevelser, som jeg har haft i mit liv, startede i 2016.

I forbindelse med, at jeg passede mit arbejde i psykiatrien, var der en patient, som så sig sur på mig. Patienten fandt mig på sociale medier, da mit navn var frit tilgængeligt. Jeg oplevede at blive truet i mit privatliv. 

Det var ikke kun mig, der blev truet, men også min familie. Oplevelser som denne sætter spor. Pludselig så skal din familie og du stå til regnskab for noget, som er sket på arbejdspladsen.

Når man er på arbejde, har man arbejdspladsens beskyttende rammer omkring sig. Det er meget anderledes, når man bliver truet i sit privatliv.

Det medfører en rigtig stor grad af angst. En angst, som ikke kun involverer frygten for, at der skal ske dig noget, men også din familie. Det kan i visse tilfælde medføre, at man bliver sygemeldt og måske bliver uarbejdsdygtig.

Tilfældet, som jeg beskriver, er mit eget, men langtfra det eneste. Vi har modtaget beskrivelser fra læger, sygeplejersker, social og sundhedsassistenter, ergoterapeuter, pædagoger og flere andre faggrupper.

Vi har modtaget henvendelser fra skadestuer, jobcentre, socialforvaltningen, psykiatrien og flere andre områder. Det er et kendt problem. Det eksisterer flere steder, end man lige tror. Og efter alt at dømme er det et stigende problem. 

Medaljens bagside
Problemet er opstået inden for de sidste ti år, hvor digitaliseringen har udviklet sig. Du kan tilgå flere oplysninger på nettet, hvilket ofte er rigtig godt. Men der er også en bagside af den medalje. 

Du kan i dag finde stort set alle mennesker på Krak, Google og sociale medier. Når man har haft en patient eller en borger, som er utilfreds med den behandling, som vedkommende har fået, så er det blevet meget nemt lige at slå vedkommende op, sende en hilsen til medarbejderen og derigennem få afløb for sine frustrationer. 

Det er et problem, som kan blive utroligt dyrt for både borgeren, medarbejderen og samfundet. Borgeren kan i disse tilfælde komme til at skrive ting, som er strafbare, hvilket medfører, at de kriminaliserer sig selv. Det er ofte situationer, som borgeren fortryder efterfølgende. Det har vi desværre set flere eksempler på.  

Medarbejderen, som bliver udsat for disse trusler eller krænkelser, kan ikke bare glemme det, ignorere det eller være ligeglad. Når det sker, har det massive personlige omkostninger.  

Sidst, men ikke mindst, skal samfundet betale den økonomiske pris. Samfundet skal betale for retssager, måske med tilhørende fængsling. Samfundet skal betale for politiarbejdet, som er tilknyttet. 

Og samfundet skal også betale for medarbejdernes sygefravær eller måske førtidspension, fordi de bliver for syge til at kunne passe deres arbejde. Det er ret omkostningsfuldt. 

Svækker ikke tilliden
Som medarbejder i den offentlige sektor mener jeg, at hvis man fjerner vores fulde navne og erstatter dem med et tjenestenummer, så vil det blive mere sikkert at være medarbejder. 

Jeg er også sikker på, at der vil være en oplevelse af en større tryghed forbundet med at passe sit arbejde, også når man har fri. Som medarbejder kan vi godt kræve at få et tjenestenummer i journalen og loggen. Specielt når retssikkerheden stadig vil være intakt.

Hvis en patient eller borger vil klage over behandlingen, så har alle retten og muligheden for at gøre det. Det skal bare gøres igennem det allerede etablerede system.  

I dag er der allerede steder, som har fjernet det fulde navn fra navneskiltene. Det har ikke ændret på tilliden eller behandlingsalliancen mellem behandleren og borgeren. 

Vi foreslår, at man fjerner det fulde navn fra alle navneskilte og i stedet sikrer, at der står et fornavn eller et kaldenavn samt tjenestenummeret og titel. Så vil borgeren altid kunne referere til det nummer, hvis der måtte være behov for det. 

Tryghedsgaranti
Man må antage, at politikerne også anerkender, at der er et problem. Hvis ikke man anerkendte problemet, hvorfor har man så lavet journalføringsbekendtgørelsen om fra 1. juli 2021. 

I den reviderede udgave af journalføringsbekendtgørelsen har man lavet en ændring, der gør, at man kan fremgå med anden entydig identifikation end navn, når man dokumenterer i journalen. 

Hvorfor vil man gerne lave ændringen i journalen, men ikke i loggen? Hvis det er et problem i journalen, så kan alle og enhver jo regne ud, at så vil det også være et problem i loggen. 

Hvis man skal sikre god rekruttering og fastholdelse i den offentlige sektor, så skal man først og fremmest sikre, at alle kan gå trygt på arbejde og være trygge, når de har fri.

debat@altinget.dk