Tidligere ansat i Kriminalforsorgen: Resocialisering forudsætter samarbejde med verden udenfor

Af Kirsten Trans
Tidligere ansat i Kriminalforsorgen

Diskussionen om Kriminalforsorgens forhold er drevet af en voksende erkendelse af, at succesfuld resocialisering af indsatte kræver en organisation, som ikke er voldsom presset på ressourcer.

Med udgangspunkt i de aktuelle debatter, herunder hos Altinget Social, står det klart, at Kriminalforsorgen befinder sig i en kritisabel situation.

I oplægget til temadebatten i Altinget Social 2. april 2024 stilles spørgsmålet: Kan man lykkes med at resocialisere de indsatte, så længe Kriminalforsorgen er presset på bemanding og pladser?

Svaret giver vist sig selv: Nej, det ikke er muligt.

Et andet spørgsmål kunne stilles: Ville det være muligt at resocialisere, hvis Kriminalforsorgen ikke var presset på bemanding og pladser?

Inden dette spørgsmål besvares, vil jeg foreslå, at vi opdeler problemet i to.

Det ene problem er, at forholdene i Kriminalforsorgen langt fra er rimelige for hverken ansatte eller indsatte.

Det andet problem er, at indsatte for sjældent bliver resocialiseret.

Løsningen på det første problem er en politisk beslutning om økonomisk prioritering om forbedring af Kriminalforsorgens fysiske forhold, normering og kvalificering af de ansatte.

En sådan beslutning har sit udgangspunkt i synet på mennesker, som begår kriminalitet og på niveauet for arbejdsmiljø og -vilkår.

Manglende resocialisering

Når jeg vælger at blande mig i debatten, er det for at perspektivere det andet problem: nemlig manglende resocialisering af indsatte.

Resocialisering er et begreb, man ikke bruger udenfor Kriminalforsorgen.

Gennem årene og aktuelt i Altinget Social bliver Kriminalforsorgen med resocialiseringsbegrebet fremstillet som eneansvarlig for løsladtes sociale integration. Uden at organisationen drøftes i sammenhæng med samfundets øvrige myndigheder, sociale- eller behandlingsmæssige indsatser.

{{toplink}}

Jeg var ansat i Kriminalforsorgen som leder for år tilbage, da organisationen ikke var nær så presset på bemanding. Også dengang hed det sig, at vi skulle resocialisere.

Vi havde fornuftig med tid til samtaler og til at lave planer for den enkeltes resocialisering. Vi havde langt fra det ønskede antal resocialiseringer, men dog nogle.

Når resocialiseringen lykkedes, var det fordi, at vi foruden gode samtaler med den indsatte, havde et nemt og hurtigt samarbejde med andre instanser som kommunale myndigheder eller misbrugscentre.

Kriminalforsorgen kan ikke resocialisere, fordi Kriminalforsorgen har ikke adgang til forsørgelse, beskæftigelse, boliger, misbrugsbehandling, social støtte og så videre.

Hvis en resocialisering skal lykkes, vil det kræve Kriminalforsorgens tætte samarbejde med andre sociale sektorer og instanser.

Men de andre kender ikke til resocialisering.

De andre bruger de begreber, som er gennemgående på baggrund af Social- og Boligstyrelsens vejledning.

Recovery-orienteret rehabilitering

I Danmark har vi, foruden Kriminalforsorgen, en bred, fælles forståelse af og sprog for, hvordan vi bedst hjælper mennesker i social udsathed.

Denne socialfaglighed bygger på evidensbaseret viden og fortløbende erfaring på voksen-socialområdet. Social- og Boligstyrelsen går foran, hvad angår beskrivelser og implementeringssparring af faglige tilgange og begreber.

Efterhånden er voksennudsatte-område tydeligt på vej til en sammenhængende, helhedsorienteret indsats, som har navnet, recovery-orienteret rehabilitering.

{{toplink}}

Recovery-orienteret rehabilitering betyder ganske kort, at civilsamfundet, offentlige og private aktører skal samarbejde ud fra borgerens ønsker, ressourcer og behov, der gennem en fælles plan bidrager med hver sin myndigheds- eller hjælpefunktion.

Recovery-orienteret rehabilitering er blevet et grundprincip for arbejdet henimod social integration eller inklusion i Danmark.

Tværfagligt samarbejde

Jeg foreslår, at Kriminalforsorgen afliver ordet resocialisering og får samme sprog, som bruges uden for fængslerne.

Kriminalforsorgen bør adoptere de begreber, som ved Social- og Boligstyrelsen gør sig gældende hos andre sektorer på voksen udsatte-området.

Det vil i så fald være første skridt mod Kriminalforsorgens medvirken i samfundets fælles indsats for mennesker, som har foretaget lovbrud, og som har brug for hjælp og støtte.

Et konkret område, hvor Kriminalforsorgen oplagt skulle have sin rolle og indgå i det tværfaglige samarbejde, er i forbindelse med implementeringen af Housing First.

Housing First har vist sig at være et effektivt redskab i bekæmpelsen af hjemløshed ved at tilbyde bolig som en forudsætning for yderligere social støtte og rehabilitering.

Imidlertid er Kriminalforsorgen markant fraværende i de nuværende rammer for Housing First. Til trods for at mange tidligere indsatte er uden bolig eller er i højrisiko for at miste den.

Man burde i hjemløshedstællingen undersøge, hvor mange, som har taget ophold på et forsorgshjem, kommer direkte fra fængsel eller for nylig har haft et fængselsophold.

Indsatte skal samfundssocialt integreres

For at vende tilbage til spørgsmålet: Ville det være muligt at resocialisere, hvis Kriminalforsorgen ikke var presset på bemanding og pladser?

Plads og bemanding er ikke løsningen på resocialiseringen. Plads og bemanding er en forudsætning for den gode indsats. Plads og bemanding er en forudsætning for Kriminalforsorgens socialfaglige udvikling hen imod samfundets nutidige helhedsorienterede indsats.

Lidt kækt kan siges, at indsatte skal samfundssocialt integreres og Kriminalforsorgen samfundsorganisatorisk og -fagligt integreres.

debat@altinget.dk