Socialrådgiverne: Gode plejefamilier skal ikke falde for formelle krav

DEBAT: Det er vigtigt, at der stilles høje krav til plejefamilier. Men når regeringen vil fjerne muligheden for at give dispensation for nogle formelle krav, kan det gå ud over de gode plejefamilier, skriver Mads Bilstrup.

Af Mads Bilstrup
Formand for Dansk Socialrådgiverforening Region Nord

Siden Barnets Reform i 2011 har kommunerne øget andelen af anbringelser af børn i plejefamilier. Det er ofte en god måde at sikre sammenhæng i børnenes hverdag på og opbygge de tætte relationer, vi ved er helt afgørende for børnenes trivsel.

Nu skal Socialtilsynet ifølge et lovforslag fra regeringen overtage godkendelsen af alle plejefamilier – på nær netværksplejefamilier – fra kommunerne. Det kan være en god idé, hvis tilsynet får ressourcerne til at godkende og sikre kvaliteten, uden at det tager for lang tid.

Regeringen fjerner mulighed for dispensation
Desværre vil regeringen med lovforslaget samtidig afskaffe muligheden for i konkrete tilfælde at dispensere fra nogle af de formelle krav, der normalt stilles til plejefamilier, som skal have børn boende eller i aflastningsophold. Det gælder for eksempel krav til boligen eller krav om, at aldersforskellen mellem plejeforældre og plejebarn ikke må være for stor. Det kan kommunerne ellers i dag, hvis de vurderer, at der er en god relation mellem et udsat barn og en voksen.

Det er afgørende, at vi stiller høje kvalitetskrav til familier, der skal tage sig af børn og sikre dem en god opvækst. Derfor giver kravene til plejefamilierne også rigtig god mening helt generelt.

Men i de konkrete tilfælde, hvor en pædagog eller en lærer gerne vil fungere som plejefamilie for et barn, hun har en særlig relation til, bør det ikke falde på, at hun bor i en toværelses lejlighed eller er fyldt 55 år.

Plejefamilier skal kunne godkendes
Derfor opfordrer vi politikerne til at give Socialtilsynet muligheden for at godkende plejefamilier i konkrete tilfælde, også selvom de ikke nødvendigvis overholder alle formelle krav – krav, som stilles til plejefamilier, der står til rådighed for anbringelser og aflastning generelt.

Det kræver ressourcer, især hvis godkendelsen skal gå hurtigt – og det bør den for børnenes skyld. De grundlæggende krav til kvaliteten i familieplejen – barnets trivsel, stabilitet hverdagen m.v. – skal selvfølgelig stadig opfyldes, ligesom der skal føres løbende tilsyn med plejefamilien.

Det er positivt, at socialministeren nu vil tilføre Socialtilsynet midler til at skærpe den økonomiske kontrol med opholdssteder. Vi opfordrer til, at tilsynet også får midler til at sikre et hurtigt og godt match mellem barn og plejefamilie uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Forrige artikel Socialt Lederforum: Socialtilsynet skal have øje for andet end lederne Socialt Lederforum: Socialtilsynet skal have øje for andet end lederne Næste artikel Socialpædagogerne: Anbragte børn og unge bliver alt for sjældent hørt Socialpædagogerne: Anbragte børn og unge bliver alt for sjældent hørt