Socialminister skal holde sporet trods forskerkritik

Af Anton Rasmussen
Børne- og familiechef, Ikast-Brande Kommune

Gennem mange år har der været råbt på forskning i socialt arbejde. Men forskning er ikke bare forskning. Og det er vigtigt, at råbet ikke blot besvares med mere forskning, der ikke anviser retning, men kun konstaterer, hvor langt vi er nået.

Forskere melder skepsis på forhånd
Onsdag d. 4. april kunne man læse to artikler i Politiken hvor socialministerens plan for udsatte børn og unge kritiseres af forskere og praktikere. Der var dog ingen praktikere, der udtalte sig kritisk i artiklen, derimod var der et indlæg fra 3 forskere fra SFI med overskriften "Forsimplet debat om børn og unge".

Det stiller skarpt på, at det ikke er ligegyldigt, hvilken forskning der iværksættes. Kommunerne har ikke brug for forskere, der på forhånd har meldt deres synspunkter og skepsis.

Der er brug for praksisrelateret forskning, hvor forskningen er med til at udvikle på den kommunale praksis, og ikke blot en forskning, der gør status og konstaterer bagudrettet.

Der er brug for nytænkning og sammenhæng i praksis, forskning og undervisning, og ikke uafhængige forskning, der ikke har ansvar for udvikling og kvalitet af det, de forsker i.

Kommuner hilser Hækkerups udmelding velkommen
Socialministeren Karen Hækkerups (S) udmelding om at kommunerne i forhold til indsatser over for børn og unge skal anvende metoder, der er evidensbaserede og har dokumenteret effekt, hilses velkommen i en række kommuner.

Siden 2002 er der nemlig i flere kommuner systematisk arbejdet med indførelse af evidensbaserede metoder i forebyggelse og behandling af udsatte børn og unge. Mere end halvdelen af kommunerne i Danmark har allerede indført, eller er i gang med at planlægge en indførelse af en eller flere af de metoder, ministeren peger på.

Så mange kommuner, et par private udbydere og én minister tager vel ikke helt fejl, når der peges på, at vi skal arbejde videre i den retning.

Kommunerne venter ikke på dansk forskning
MST (Multisystemisk terapi) har været etableret siden 2002 og De Utrolige år siden 2006. En række metoder er implementeret i et tæt samarbejde med Socialstyrelsen. I den forbindelse har Socialstyrelsen i samarbejde med kommunerne udarbejdet et inspirationskatalog, som ud over de metoder, ministeren har peget på, indeholder 16 andre programmer, der sigter mod en effektiv indsats over for udsatte børn og unge i daginstitutioner, i skoler og i familien.

Kommunerne har ikke ventet på, at dansk forskning har peget på hvilke metoder, der er mest effektive. Her har ressonnementet været, at hvis metoderne har dokumenteret effekt i f.eks. USA, Norge og England, så har de det også i Danmark. Dette sammenholdt med de erfaringer, kommunerne allerede har med programmerne, gør, at der er god grund til at antage, at ministeren er på rette spor, når hun klart melder ud med anbefalinger af anvendelse af bestemte velbeskrevne og afprøvede programmer.

Tilfredshed med forankring af evidensbaserede metoder
Der ses i flere kommuner også med stor tilfredshed på, at der af satspuljemidlerne er afsat et beløb til etablering af en enhed, der skal sikre forankring og udvikling af de evidensbaserede metoder i Danmark. Kommunerne Århus, Aalborg, Herning, Holstebro og Ikast-Brande er i samarbejde gået i gang med at analysere og stille forslag til, hvilke krav der stilles til sådan en enhed.

De har været nogle af de første kommuner, der har været med til at sikre implementering af metoder der i udlandet har vist dokumenteret effekt. Sammen peger de på, at der er behov for fokus på uddannelse, implementering, kvalitetssikring og forskning.

Kommunerne har valgt at arbejde med evidensbaseret praksis ud fra et ønske om at iværksætte indsatser, som, vi i dag har størst sandsynlighed for, virker for at sikre børn, unge og deres familie de bedste muligheder for livsudfoldelse. Hidtil har de evidensbaserede programmer været det bedste bud.

Resultateteffektiv praksis slår rod i kommunerne
De massive udfordringer kommunerne har i dag i forhold til at sikre, at de ressourcer, vi har, udnyttes optimalt, gør, at der må tænkes i nye og innovative løsninger.

Evidensprogrammerne kan være et svar på disse udfordringer, hvor kommunerne både formår at tilbyde indsatser af høj kvalitet med god effekt til en bæredygtig økonomi. Med andre ord er den resultateffektive praksis i gang med at slå rod i flere kommuner, og vi ser generelt en bevægelse i kommunerne, hvor praksis aktivt arbejder på at gøre tidligere tavs viden om indsats og effekt eksplicit og synlig.

Socialrådgivernes kritik er uforståelig
Udsatte børn og unge og deres familier har krav på indsatser, der virker. Det er derfor uforståeligt, når socialrådgivernes formand Bettina Post fortsat påberåber sig metodefrihed.

Dermed gør hun sig til fortaler for, at landets socialrådgivere skal have frihed til at vælge den indsats der passer dem, uden hensyn til, om der findes dokumenteret bevis for indsatsens effekt. En frihed, der netop i de sager, der senest har været fremme i medierne, efterlader et billede af, at der ikke er tilstrækkelig systematisk og metodisk tilgang til afhjælpning af problemerne over for udsatte børn og unge.

Tidligere undersøgelser har netop vist at socialrådgiverne vurderer og vælger vidt forskelligt i forhold til de samme problemstillinger. Den indsats, der vælges over for et barn eller en ung, må antages stadig at være tilfældig og dybt afhængig af hvilken socialrådgiver, der behandler sagen.

I virkeligheden taler Bettina Post nok snarere om frihed til at vælge foranstaltningstype efter serviceloven, f.eks. i form af familiepleje, familiebehandling, døgninstitution og lignende, end hun taler om den metode, der anvendes inden for de foranstaltninger, der vælges. Faktisk er det sådan, at der i meget ringe grad er klare metodevalg i de foranstaltninger der iværksættes, og kravet om metodefrihed bliver i realiteten måske snarere til et krav om frihed fra metoder.

Dyb undring over SFI's kritik
Det undrer meget, at direktør og medarbejdere fra SFI står frem og stiller spørgsmålstegn ved ministerens udmelding. Samme institut har produceret en lang række forskningsresultater, hvor de konkluderer, at resultaterne på det sociale område ikke er opløftende.

Endnu har de ikke interesseret sig for at være med i udvikling og forskning i, hvad der faktisk virker. Den type forskning, der bagudrettet konkluderer at tingene ikke har levet op til forventningerne uden at pege på, hvad der så er alternativet, er ikke særlig anvendelig i kommunerne, der i den grad tænker i udvikling, og mest mulig effekt for de ressourcer der sættes ind.

Er tiden løbet fra SFI?
De lande, der i kommunerne og Socialstyrelsen samarbejdes med i forhold til at have fokus på evidensbaserede metoder, har deres forskning knyttet tæt til universiteterne. Det efterlader spørgsmålet om, hvorvidt tiden er løbet fra at have en uvildig national enhed som SFI, hvis forskning er total løsrevet fra den kommunale praksis og den undervisning, der er af studerende, der skal ud at virke i den kommunale praksis.

Det er også relevant at stille spørgsmål ved, om instituttet har sin berettigelse, når de på et løst grundlag gør sig til smagsdommere i forhold til politiske udmeldinger.

Fra SFI er der rejst kritik af, at socialministeren har valgt MST som en metode, kommunerne skal anvende. Begrundelsen er, at der findes en norsk undersøgelse, der ikke kan dokumentere effekten af MST.

Fakta er, at der findes en række internationale undersøgelser, der rummer den dokumentation, og de danske resultater er også lovende. I alt fald er det en metode, hvor der systematisk måles på effekt, og der er præcise data på hvilke resultater de unge, der er igennem forløbet, opnår. Det er der, ud over de andre evidensbaserede metoder, ingen anden institution eller indsats i Danmark, der kan dokumentere.

Manglende sammenhæng mellem praksis, uddannelse og forskning
De kommuner, der samarbejder om at analysere og stille forslag til en national enhed, der skal sikre den fremadrettede forankring og udvikling af evidensprogrammer i Danmark, har set på vanskeligheden af, at en væsentlig del af den nationale forskningsindsats foregår løsrevet fra både praksis og uddannelse.

I det hele taget ser kommunerne et problem i, at der ikke er sammenhæng mellem praksis, uddannelse og forskning i Danmark. Det gør at udviklingen af metoder og indsatser inden for socialt udsatte børn og unge hidtil har været svær at koordinere.

Med Karen Hækkerups udmelding om, at kommunerne fremover skal samle sig om bestemte metoder, er der åbnet mulighed for, at der også i Danmark kan komme gang i en sammenhængende udvikling af indsats, til gavn for de børn og unge der har brug for det.

debat@altinget.dk