Hvordan begrænser vi alvorlige overgreb mod børn?

Af Ole Pass
Formand for Foreningen af Socialchefer i Danmark

For os alle har det været rystende at blive præsenteret for den alt for lange række af eksempler på grove overgreb mod børn, som vi på det seneste har været vidner til. Eksempler og tragedier, som med rette har præget den offentlige debat.

Ikke mindst for de af os, der har et professionelt ansvar, giver disse sager anledning til særlig alvorlig selvransagelse.

Undgå at svigte tredje gang
De berørte børn er allerede svigtet to gange - af deres familier og nære omgivelser samt af de myndigheder, der har til opgave at forhindre, at sådanne krænkelser finder sted.

Det ville være at svigte dem en tredje gang, hvis vi ikke bruger disse børns dyrt købte erfaringer til at blive klogere på, hvordan vi i bred forstand kan forebygge gentagelser.

Alle ideer og forslag til forbedringer er derfor mere end velkomne, og det er derfor glædeligt, at der også på landspolitisk plan er udvist stor vilje til at demonstrere handlekraft.

Manglende fokus på forældrenes baggrund
Det er endvidere forståeligt, at disse centrale udmeldinger tager afsæt i systemtænkning i form af organisering, finansiering og uddannelse. Jeg skal ikke afvise, at der her kan fostres gode ideer til forbedring, ikke mindst på uddannelsesområdet, hvor discipliner som tværfaglighed, aflæsning af børns "signaler" og meget mere vil være velkomment.

Jeg savner imidlertid, at der også udvises politisk mod til at gribe fat om nældens rod og stille spørgsmålet om, hvad der udløser disse modbydelige handlinger, samt hvordan det i mange tilfælde kan holdes skjult i årevis selv i de nære relationer i familien og omgangskredsen.

Er der et mønster i disse sager, f.eks. om forældrenes baggrund, der kan brydes, hvis vi tidligt nok er opmærksomme?

Det er et grundlæggende problem i disse børnesager, at når skaden er sket, kan og skal det ikke bortforklares, at der er sket fejl i forløbet.

Det kræver imidlertid stor indsigt i børnesagerne at forstå, at der på trods af dette klare udgangspunkt ofte er foretaget vurderinger og skøn, som på det givne tidspunkt forekom korrekte og berettigede - selv blandt børnesagkyndige.

Børnecentre kan virke som et forsinkende led
Det er vanskeligt at forestille sig, at eventuelle nye specialbørnecentre i disse situationer og i en løbende proces vil kunne bidrage ud over den bistand, der i dag ydes fra VISO under Socialstyrelsen og den efterrationalisering, der finder sted i Ankestyrelsen.

At ideen om sådanne børnecentre, som desværre synes at have stor politisk bevågenhed, samtidig risikerer at nedbryde helhedstænkningen og sammenhængen mellem behandling af forældrenes og barnets problemer, at virke som et forsinkende led og i værste fald virke ansvarsforflygtigende er faktorer, som jeg håber, vil indgå i de kommende overvejelser.

I stedet for bør der i kommunerne gøres anstrengelser for yderligere at styrke den tidlige opsporing af problemerne.

Det kan blandt andet gøres ved, at det underretningssystem, der i alvorlige sager har spillet fallit, erstattes af et netværk, hvor barnets problemer ikke blot videresendes som på et transportbånd, men behandles i et forpligtende og bedre tværfagligt samarbejde her og nu.

Metoden findes. Den virker, og barrierer kan nedbrydes, når man forstår at inddrage forældrene fra en start.

debat@altinget.dk