Rimelige sagstal for bedre socialt arbejde

Af Henning Breinholt
Formand for Dansk Socialrådgiverforening 

Det er vel efterhånden anerkendt i vide kredse, at socialrådgivere er hårdt pressede. Men det skorter på forslag til at løse problemet. I mange kommuner sidder socialrådgiverne med langt flere sager, end det er menneskeligt muligt og fagligt forsvarligt.

Derfor anbefaler Dansk Socialrådgiverforening vejledende sagstal. På børne- og familieområdet anbefaler vi, at en socialrådgiver maksimalt skal behandle mellem 30 og 35 sager. Disse sager er ofte meget komplekse, og den seneste og i øvrigt udmærkede lovgivning på børneområdet har gjort arbejdet endnu mere tidskrævende.

Anbringelsesreformen har for eksempel sat nye standarder for arbejdet med udsatte børn og unge. Lad mig kort ridse op, hvor mange områder en socialrådgiver skal omkring, når et barn trænger til særlig støtte. Der skal laves en såkaldt §50- undersøgelse.

Undersøgelsen skal omfatte barnets:

1) udvikling og adfærd

2) familieforhold

3) skoleforhold

4) sundhedsforhold

5) fritidsforhold og venskaber

6) andre relevante forhold.

Undersøgelsen skal afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. Som et led i undersøgelsen skal der særskilt afholdes samtaler med barnet. Kravet om børnesamtaler blev fastsat ved lov i 2003. Når alle oplysninger er indhentet, beskrevet og analyseret, så skal forvaltningen vurdere, hvilken indsats der skal iværksættes. Der skal udarbejdes en handleplan, der nøje beskriver mål og delmål for hvert af de seks ovenstående områder.

Socialrådgiverne har taget disse nye krav til sig. Det er en fornuftig, systematisk og relevant arbejdsform. Vel at mærke hvis man har tiden til det. Og det har man altså ikke, hvis man sidder med op mod 100 sager.

Socialrådgivere flygter
I forarbejdet til anbringelsesreformen blev der godt nok diskuteret sagstal, men der blev aldrig officielt sat noget på skrift. Da anbringelsesreformen skulle implementeres, fulgte der en pose penge med. Kommune og stat havde som altid i sådanne situationer forhandlet sig frem til en "passende" kompensation for de øgede opgaver, der lå i anbringelsesreformen. Men det rakte bare ikke.

Efterfølgende har mange borgmestre klart tilkendegivet, at der fulgte alt for få penge med. Med Dansk Socialrådgiverforenings udmelding om de vejledende sagstal har en række politikere blandet sig i diskussionen. Flere mener, at man skal lovgive et loft for antal af sager.

Socialministeren har til gengæld været fuldstændig tavs. Hun ved jo godt, at hvis sagstallet fastsættes ved lov, så vil kommunerne være der som et lyn og kræve kompensation for de øgede udgifter. Derfor er det naturligvis behændigt og omkostningsfrit for skiftende socialministre at fastholde, at det er kommunernes forpligtelse at tilrettelægge arbejdet, så loven kan overholdes.

Men det kan blive svært, når socialrådgiverne flygter fra de urimelige arbejdsvilkår. Ud af 25 socialrådgivere ansat i børne- og familieafdelingen i Silkeborg Kommune har 12 forladt kommunen siden den 1. januar 2007. Man kan sige sig selv, at det må få konsekvenser for kommunens udsatte børn og unge.

Risiko for svigt
Der er behov for at gøre noget gennemgribende ved arbejdsvilkårene for socialrådgivere, ellers havner vi i en situation, hvor vi står uden den faglige ekspertise, som de udsatte børn og unge har så hårdt brug for. I dag mangler der godt 1500 socialrådgivere, og gør vi ikke noget for at rekruttere og fastholde dem, så vil det tal kun vokse.

Kommunerne må sørge for at skabe nogle attraktive arbejdspladser, hvor socialrådgiveren kan udføre sit arbejde fagligt forsvarligt, hvor man sætter faglig udvikling i højsædet, og hvor socialrådgiveren ikke drukner i sager. En af måderne er at aftale nogle rimelige sagstal. Og jeg vil opfordre kommunerne til hurtigt at komme i gang, så vi undgår, at børn svigtes, fordi de ligger nederst i bunken af sager.

debat@altinget.dk