Regeringen måtte nedtone ambition om flere anbringelser for at få aftale i hus

Ord skaber virkelighed.

Det mener regeringen og aftalepartierne selv, når de i tirsdagens aftale om anbringelsesreformen er blevet enige om at gøre op med stigmatiserende sprogbrug i lovgivningen om anbringelser.

Men samme mundheld kan også bruges til at forklare, hvordan regeringen endte med at lande en bred aftale om en anbringelsesreform, hvor hovedambitionen fra statsministerens nytårstale og det efterfølgende udspil er gevaldigt nedtonet.

Væk er hovedbudskabet om, at flere skal anbringes tidligere med tvang og bortadoption, og at nogle forældre får for mange chancer.

"Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag," lød det i statsministerens nytårstale, inden hun cementerede, at flere udsatte børn skulle bortadopteres, så de kunne få "en reel" ny start.

Ordlyden er nu ændret til, at sårbare og udsatte børn – og deres familier - skal hjælpes bedre og tidligere og med den rette indsats fra start. Og i stedet er det tilføjet, at den rette, tidlige indsats nu også kan være en anbringelse og ikke skal være det sidste værktøj i værktøjskassen, som socialrådgiveren i kommunen hiver frem.

Hvis man var i tvivl om, hvorvidt de retoriske ændringer i sidste ende gjorde forskellen, påpegede Radikales socialordfører, Henrik Vinther, det tydeligt på pressemødet, at det, der ikke stod i aftalen, havde stor betydning for, at aftalen faldt på plads.

”Aftalen er god af to grunde. Primært på grund af det, der er med. Men også på grund af det, der ikke kom med i aftalen. Anbringelser og flere adoptioner er erstattet af et massivt fokus på det forebyggende og på familien,” lød det fra ordføreren.

Afgørende justeringer af retorik og indhold
Kilder med indsigt i forhandlingsforløbet peger samstemmende over for Altinget på, at nedtoningen af ambitionen om flere anbringelser er hovedårsagen til, at aftalen blev spiselig for den brede vifte af partier, der fra start sendte statsministerens ambitioner i strid modvind.  

Både partierne i den blå lejr og regeringens støttepartier opponerede fra start mod ambitionen om flere anbringelser i sig selv.

”Fokus er forkert. Det handler ikke om for få eller for mange, men om, at de rette børn anbringes. Og om børnene og forældrene får den rette støtte før, under og efter anbringelsen,” som SF’s socialordfører, Trine Torp, forklarede det til Politiken i efteråret.

Diskussionerne kastede både statsministeren og social- og ældreministeren ud i en vanskelig øvelse i medierne, hvor de skulle forsøge at forklare og vække gehør for det logiske i, at regeringen på én og samme tid ønskede flere anbringelser, men ikke ville sætte måltal for, hvor mange der skulle til, før ambitionen kunne betegnes som indfriet. En diskussion, der mere end et år og en pandemi senere, ikke var forstummet på tirsdagens pressemøde.

Selv samme Trine Torp lagde efter pressemødet vægt på, at den retoriske ændring spillede en væsentlig rolle for SF.

”Man kan godt synes, at retorikken er ligegyldig, og at det må være indholdet, det handler om. Men retorikken betyder jo noget for de udsatte børn og familier, hvis man har skruet op for retorikken på en måde som gør dem systemforskrækkede,” sagde Trine Torp til Altinget.

Nedtoningen af hovedambitionen er dog ikke den eneste forskel mellem udspil og aftale.

På indholdssiden peger flere på, at det også spiller en væsentlig rolle, at regeringens ønske om at lempe reglerne for, hvornår et barn kan bortadopteres, heller ikke indgår i det endelige udspil. Samtidig er regeringens forslag om, at kommunerne automatisk efter tre år skal vurdere om en anbringelse skal gøres permanent, ændret til, at kommunerne løbende skal overveje manøvren.

Nytårstalen kan blive virkelighed alligevel
Med ovenstående in mente kan man også vende situationen på hovedet og spørge: Hvorfor mener regeringen så, at aftalen fortsat er værd at indgå, hvis den i sin retoriske indpakning ligger langt fra de oprindelige ønsker?

Det kræver et lidt dybere indblik i aftalens anatomi.

Hovedpointen er, at selvom der ikke er sort på hvidt står, at formålet med aftalen er, at den skal skabe flere anbringelser, så kan det godt ske alligevel. Det ved regeringen, og det ved resten af partierne, der har indgået aftalen, også.

Faktisk benyttede social- og ældreministeren lejligheden til at fremhæve, at nogle af de krav, som særligt støttepartierne har fået ind i aftalen, kan betyde, at aftalen vil kaste flere anbringelser af sig i fremtiden.

Eksempelvis er Enhedslistens forslag om, at der skal være to sagsbehandlere tilknyttet alle anbringelsessager, i aftalen vekslet til, at der skal være to socialrådgivere inde over de sværeste og tungeste sager, der kan resultere i en anbringelse.

Samtidig består regeringens ønske om, at kommunerne er forpligtet til at overveje om de resterende søskende i en familie også skal anbringes, når der allerede er anbragt et barn i familien. Yderligere vil det, som en slet skjult opfordring til kommunernes nuværende forebyggelsesindsatser, blive indskærpet i lovgivningen, at en anbringelse ikke skal være sidste redskab i værktøjskassen, men kan være den rigtige indsats at sætte i gang med det samme.

Alt det kan give flere anbringelser i sidste ende, og ministeren gjorde flere gange en dyd ud af at betone, at ambitionerne om flere anbringelser kan ende med at blive indfriet alligevel.

”Anbringelse for nogen børn kan være den rigtige forebyggelse. Det kræver, at vi kommer tæt nok til at opdage mistrivslen, så der ikke er børn, der flyver under radaren i for lang tid. Med familieforslaget, der blandt andet indeholder obligatorisk undersøgelse af alle søskende, forventer vi, at vi kommer til at opdage langt flere børn, der skal have hjælp tidligere. For nogen af de børn, der vil den rette hjælp være en anbringelse, og for andre af de børn vil vi støtte familierne med forebyggende foranstaltninger,” lød det eksempelvis fra Astrid Krag.

Der kan derfor være god grund til, at Astrid Krag ikke ville erklære sig enig i spørgsmålet fra DR, om tilfældet var, at hun var glad for aftalen, selvom den blev en helt anden en oprindeligt. For resultatet af aftalen kender vi ikke endnu. Men retorikken måtte ændres, før aftalen kunne komme i hus.

les@altinget.dk