Psykolog i modsvar til DPS: Psykisk lidende har brug for omsorg fremfor piller

Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler en sammenlægning af psykiatri og somatik.

Dansk Psykiatrisk Selskab går skridtet videre og taler for en sammenlægning af socialpsykiatri og hospitalspsykiatri. Argumentet er, at organisatoriske og praktiske integrationer vil "skabe bedre sammenhæng."

Ambitionen er altså at samle al behandling af psykisk lidelse inden for rammerne af hospitalsvæsenet. Og det ville da også give frygtelig god mening, hvis det ikke var for én lille detalje: Behandlingen af psykisk lidelse, som om det var patologi, går ikke særlig godt.

Hvis depression var en sygdom, ville det give mening, at den tværfaglige sygdomsbehandling blev samlet under én lægefaglig hospitalsfane. Hvis skizofreni var en sygdom, ville det samme give mening.

Hvis personlighedsforstyrrelse, bipolar, autisme, adhd var veldefinerede patologiske tilstande i sindet, så ville det give mening at ønske al behandling samlet, og det ville ikke give særlig meget mening at adskille psykiatri fra somatik.

Så langt er det faktisk let at være helt enig med Sundhedsstrukturkommissionen og Dansk Psykiatrisk Selskab.

Et gevaldigt skridt i den gale retning

Men problemet er det lille ord 'hvis'. Hele ideen med at have en lægefagligt forankret psykiatri hviler på, at det giver mening at definere psykisk lidelse som adskilte sygdomskategorier, der kan behandles.

Det følger derfor logisk, at hvis patologiseringen af psykisk lidende personer ikke er hverken videnskabeligt eller behandlingsmæssigt holdbar, så er ønsket om et lægefagligt forankret system det heller ikke.

Og i så fald er sammenlægningen af socialpsykiatri og hospitalspsykiatri et gevaldigt skridt i den gale retning.

Vi har brug for at nytænke vores tilgang til psykisk lidende i stedet for at eskalere og udvide den eksisterende tilgang.

At psykiatriske diagnoser ikke giver særlig meget videnskabelig mening som adskilte sygdomskategorier er efterhånden veletableret. En gennemgang af de symptomer, der adskiller diagnoserne, kaldte i 2019 diagnoserne for "videnskabeligt set meningsløse."

{{toplink}}

Psykiatere taler derfor et kløftet dobbeltsprog, når de på den ene side påstår, at diagnoserne bare er arbejdsredskaber, men på den anden side påstår, at de er alvorlige sygdomme, der skal behandles.

Det er et pudsigt eksempel på Orwelliansk dobbeltænkning, som desværre har den konsekvens, at vi fortsat forsøger at behandle psykisk lidende personers reaktioner, som om det var udtryk for specifikke sygdomme – hvad det bestemt ikke er.

Det er snarere forståelige reaktioner på den brede kontekst af den psykisk lidende persons liv.

Piller og penge løser ikke problemerne

At psykiatrisk behandling overordnet set ikke fungerer, er ligeledes veletableret.

For det første kan vi se på udviklingen i antallet af psykisk lidende og antallet af kronisk funktionsnedsatte personer.

Det system, vi har til at hjælpe psykisk lidende, lykkes definitivt ikke med at løse opgaven, når man ser på stigningen i antallet af patienter, indlæggelser, pensioner og selvmord.

Man kan så påstå, at det skyldes mangel på ressourcer, og at en ikke-defineret pengemængde derfor ville få psykiatrien til at fungere godt, hvilket dog er en tvivlsom påstand.

Hvis vi ser på de enkelte interventioner – herunder psykofarmaka, elektrochokterapi og psykologbehandling – så kan der for det første kun påvises ekstremt begrænset og kortsigtet effekt (i de tilfælde, hvor der rent faktisk er en effekt), og for det andet udebliver de positive effekter i langtidsstudier.

Tværtimod tegner der sig et billede af, at psykiatrisk behandling fører til mere invalidering på lang sigt. Ikke mindre.

Da jeg studerede, arbejdede jeg fem år i socialpsykiatrien. Jeg arbejdede på en afdeling for unge, der havde fået stillet skizofrenidiagnoser.

Der er ingen tvivl om, at de unge havde brug for hjælp. Men det, der ikke virkede, var den kemiske dæmpning i form af piller eller den såkaldte psykoedukation, hvor man fortalte de unge, at de var ramt af sygdommen 'skizofreni.'

Kemien efterlod de unge dæmpede, sløvede og uden initiativ.

{{toplink}}

Den såkaldte psykoedukation lærte de unge, at de hellere måtte forberede sig på et liv som sygdomsramte personer, der altid ville skulle have massiv hjælp og medicinsk behandling.

Det er ikke mærkeligt, at den cocktail sjældent virkede. Tænk at skulle indstille sig på et kemisk dæmpet og alvorligt sygdomsramt liv, inden man overhovedet er fyldt atten. 

En fattig hjælp koster dyrt på lang sigt

Den psykiatriske behandling hjalp ekstremt sjældent.

Det, der er hjalp, var menneskenær omsorg, forståelse og støtte i kompetent relationsarbejde.

Personer, der lider psykisk, har brug for at føle sig passet på, rummet, forstået og holdt af, så de kan finde tilbage til et stærkt ståsted i livet, hvor de kan realisere de muligheder og drømme, som alle har brug for at have.

Og det er uagtet, om deres reaktioner er depressive, ængstelige eller ekstrasanselige. Vi har alle brug for at føle de samme grundbehov opfyldt, når vi rammes hårdt på psyken.

I den psykiatriske logik er den vigtigste opgave at dæmpe den lidende persons reaktioner. Det er ikke opgaven at skabe meningsfulde forandringer. Eller at skabe helende relationer.

Opgaven er symptomdæmpning ud fra en række 'evidensbaserede' metoder (som altså hviler på et skrækkelig tyndt evidensgrundlag).

Men symptomdæmpning er i sig selv en ekstremt fattig hjælp, og det er den systemiske fattigdom i fagligheden, som Dansk Psykiatrisk Selskab ønsker at cementere med en integration af socialpsykiatri, behandlingspsykiatri og hospitalsvæsenet.

Det kommer imidlertid ikke til at fungere efter hensigten.

Resultatet bliver, at vi lærer flere og flere mennesker, at de er sygdomsramte og skal have symptombehandling i stedet for at vise vejen til reel rehabilitering og til normalisering af psykisk lidelse. Og det bliver helt ufatteligt dyrt for os som samfund på lang sigt.

{{toplink}}

debat@altinget.dk