Panel anbefaler: Obligatoriske børnehave-hjem-samtaler og mere forskning i digitale medier

ANBEFALINGER: Børne- og socialminister Mai Mercados (K) opdragelsespanel har nu givet ministeren sine anbefalinger. Ministeren mener dog, det er for tidligt at tale om konkret lovgivning.

Dagtilbud og skoler bør få et dannelseseftersyn, obligatorisk børnehave-hjem-samtale og styrket forskning i digitale medier.

Det er nogle af de forslag, som børne- og socialminister Mai Mercados (K) opdragelsespanel præsenterede torsdag eftermiddag. Se alle anbefalingerne i boksen til højre.

”Vi er måske gået lidt ud over vores mandat, fordi vi nu også giver ministeren nogle konkrete handlingsforslag,” lyder det fra Sofie Münster, der er formand for panelet, da hun overrækker anbefalingerne til ministeren.

Opdragelsespanelet, der både har bestået af eksperter og meningsdannere, lægger stor vægt på, at selvom børnene er forældrenes, påvirker samfundets struktur dem, hvilket Mai Mercado er enig i. 

For tidligt at tale lovgivning
Mai Mercado tog positivt imod panelets anbefalinger. Men da Altinget spørger ind til, om nogle af handlingsforslagene vil udmønte sig i konkret lovgivning, er ministeren meget tøvende.

”Jeg tror, det er for tidligt at sige noget om lovgivning. Og lovforslag koster også altid penge. Derfor skal jeg finde ud af, hvad de forskellige forslag i så fald koster,” siger Mai Mercado til Altinget. 

Men er der noget særligt, du vil gå videre med nu?

"Jeg er meget optaget af digitalisering, og jeg mener, vi ved for lidt om, hvad det gør ved os og vores børn. Så det vil jeg helt sikkert se nærmere på," siger ministeren dog uden at konkretisere, hvordan hun vil arbejde med det fremadrettet. 

Mødrehjælpen: Husk de udsatte forældre
Også Mødrehjælpen er glade for panelets anbefalinger og ser meget positivt på den debat, det har skabt. De har dog en enkelt bøn til børne- og socialministeren, når hun går videre med arbejdet.

”Vi skal huske de sårbare forældre. For som ministeren selv har sagt flere gange, er det de første 1.000 dage i et barns liv, der er de vigtigste. Derfor skal vi sørge for, at der er nogle til at spotte den sårbare gravide, der måske synes, det er svært at blive mor, så man bedre kan støtte op om hende” siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen. 

Fokus på moderne børneopdragelse
Debatpanelet blev lanceret af børne- og socialminister Mai Mercado i februar og er en del af hendes samlede initiativ, opdragelsesdebatten, hvor hun vil samle viden og bud på, hvad moderne børneopdragelse skal kunne.

”Det er så vigtigt, at vi får taget en stor samlende debat om børneopdragelse. Om man har børn selv eller ej, så har vi en fælles interesse i, at de for eksempel lærer at indgå i fællesskaber på en ordentlig måde,” sagde Mai Mercado, da hun satte initiativet i gang.

Ud over panelets anbefalinger skal der også tilvejebringes ny viden om opdragelse. I den forbindelse har VIVE lave en videnskortlægning af forskning om opdragelse i Danmark og de øvrige skandinaviske lande. Derudover er der lavet en debatside på Facebook og en temaside på ministeriets hjemmeside.

Forrige artikel Debatredaktionen anbefaler: Her er Folkemødets mest saftige debatter Debatredaktionen anbefaler: Her er Folkemødets mest saftige debatter Næste artikel Finansministeriet har undervurderet dansk økonomi med over 300 milliarder siden 2010 Finansministeriet har undervurderet dansk økonomi med over 300 milliarder siden 2010