Ny teknologi skal ikke kun understøtte loven

DEBAT: Det er meget vigtigt, der også bliver udviklet ny teknologi for andre områder end de, der er omfattet af lovgivningen, skriver formand for Danske Handicaporganisationer Stig Langvad.

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

En del af debatten om velfærdsteknologi handler om, hvorvidt it-løsninger betyder bedre service for borgeren. For mennesker med handicap kan teknologi ikke kun betyde bedre service, men kan være med til at fremme den enkelte persons muligheder for at kunne deltage i samfundslivet baseret på egne ønsker.

For os kan teknologi fremme muligheder for deltagelse og uafhængighed bl.a. gennem forbedret livskvalitet, tryghed, sikkerhed, mobilitet og kommunikation. Vi har faktisk generelt en positiv holdning til ny teknologi inkl. velfærdsteknologi.

Jeg synes, det derfor er vigtigt at huske, at dette ikke kun handler om teknologiske løsninger på plejeområdet, men også inden for andre områder, der kan give mulighed for deltagelse og uafhængighed.

Anvendelse af teknologiske løsninger kan f.eks. give mennesker med handicap mulighed for selv at vælge, hvor de vil bo. Og teknologi, der kan give mulighed for at finde vej, kunne kommunikere, læse aviser og bøger, afgive sin stemme osv. er alle teknologier, der kan skabe lige muligheder for alle.

Udbred teknologi
Lad teknologien komme personer med handicap til gode ved at sikre, at den kommer helt ud til borgeren, der har behov for hjælp fra andre for at kunne fungere optimalt. Man kan understøtte udbredelsen af teknologien ved at oprette et sted, der yder råd og vejledning om hvilke løsninger, der findes, og hvordan man bruger dem. Både for borgere og kommuner.

Dog skal vi huske, at teknologien ikke løser alle udfordringer og behov. Der vil stadig være nogle personer, der ikke kan benytte den nye teknologi og derfor har brug for hjælp. Og det også vigtigt at være opmærksom på, at teknologien ikke må føre til mere ensomhed i stedet for deltagelse i samfundet.

Jeg er bekymret for, om det store fokus på velfærdsteknologi, som i sig selv er udmærket, kan resultere i, at udviklere af nye teknologier, der kan være til gavn for mennesker med handicap, kun udvikler nye muligheder inden for de områder, der er omfattet af lov om social service m.v. Det er meget vigtigt, der også bliver udviklet ny teknologi for andre områder end de, der er omfattet af lovgivningen.

Forrige artikel Mål for hjemløse kræver ekstra penge Mål for hjemløse kræver ekstra penge Næste artikel Mål uden konkret handlingsplan