Nogle får aldrig en chance

Af Preben Brandt,
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

For et par uger siden blev årets socialpolitiske årsmøde afholdt. Temaet var socialt udsatte børn og unge. Sidste år var temaet udsatte voksne. Set i et større perspektiv, skulle rækkefølgen have været omvendt, og under alle omstændigheder skulle forbindelsen mellem de to temaer have været skåret meget mere ud i pap. Det vil jeg så forsøge at rette op på her, og begynde mine overvejelser med at vende overskriften på sidste uges debatindlæg her på Altinget rundt. For det, jeg vil have fat i, er det meget almindelige fænomen, at "gadedrengen oftest ikke får en chance".

Der er ikke noget nyt i at ville sætte den negative sociale arv på dagsordnen. Såvel politisk som fagligt taler man om og forsøger sig frem med at ændre det forhold, at børn i socialt udsatte familier, og for dens sags skyld børn fra den del af middelklassen, der ikke har tradition for uddannelse og alt det dér, får de samme chancer for uddannelse og i det hele taget et godt, sundt liv, som andre. Man glæder sig, når man kan fortælle succeshistorier. Derimod glemmer man ofte de børn, der ikke har heldet med sig.

Hvor bliver de af? Det spørgsmål hører jeg sjældent stillet.

Hvis nu man så samlet på det, såvel ved de to socialpolitiske årsmøder som ved mange andre lejligheder, hvor man beskæftiger sig fagligt, forskningsmæssigt og politisk med udsatte børn og unge på den ene side og udsatte voksne på den anden side, kunne det være man fik det helhedssyn, som alle vel er enige om er nødvendigt, når man beskæftiger sig med mennesker.

Udsatte voksne var engang udsatte børn
Det almindelige er, at man er optaget af forebyggelse af, at børn vokser op og bliver voksne socialt udsatte - altså, at man ser på den sociale arv ud fra et prospektivt synspunkt, hvorimod det som regel bliver overset eller glemt, at forholdet også bør ses og forstås retrospektivt.

Voksne, der har haft en opvækst fyldt med svære sociale problemer, hørte vi på årsmødet, kan have behov for at have et sted at komme og tale med andre i samme situation. Jeg vil gerne tilføje, at en betydelig del af de voksne, der lever som socialt udsatte, har en baggrund i en barndom, hvor de har oplevet tunge sociale problemer, svigt og social udstødelse.

Man hører, når dette tema en sjælden gang bringes på banen, ofte det synspunkt, at det ikke kan være en undskyldning for voksne, der ikke kan finde ud af at arbejde, drikker for meget, tager stoffer, er kriminelle eller hvad det nu kan være, at de har oplevet social udsathed som barn. Det kan jeg være mere eller mindre enig i. Derimod kan det ikke diskuteres, at den voksnes sociale situation må forstås i den sammenhæng den indgår i, i det enkelte menneskes hele liv.

Der er ikke et væld af undersøgelser, der bekræfter dette, for man glemmer ofte denne dimension. Men der er derimod heller ingen, der afkræfter sammenhængen. Hvad angår yngre hjemløse, som jeg har forsket i, har halvdelen været anbragt uden for hjemmet som børn. For personer med dobbeltdiagnose viser en norsk undersøgelse, at her er det 33%, bare for at nævne to eksempler. Også skønlitteraturen er fyldt med overbevisende ekesmpler, læs fx Jonas T. Bengtssons roman "Submarino". Det er ikke læsning, man bliver i godt humør af. Men man kan blive klogere.

Lær at tale samme sprog
Hvad er det så, jeg mener, man bør blive klogere på? På årets årsmøde var der én, der sagde, at det var vigtigt at kunne oversætte det sprog, som socialt udsatte børn og unge taler. Det var ikke fremmede nationalsprog, der henvistes til, selvom det også er en barriere, men det sprog, som er svært at forstå, fordi det udtrykker en anden forestillingsverden med andre normer, regler og værdier end flertallets. 

Det gælder selvfølgelig også, når det drejer sig om samtalen med de voksne socialt udsatte, som har været udsatte børn engang.

Jeg er ikke i tvivl om, at megen god social indsats - og sundhedsarbejde i øvrigt også - går til spilde, fordi man ikke forstår hinanden. Fordi social- og sundhedsarbejderen har en begrebsverden, der er helt forskellig fra den, som gælder for dem, de skal tale med, så man aldrig opnår en egentlig samtale, som begge parter kan føle sig ligeværdige i.

Jeg taler naturligvis ikke om sproget som sådan og slet ikke om det intelektuelle niveau. Men om det at forstå, at et menneske, der som barn gang på gang har følt sig svigtet, som aldrig har oplevet at føle tillid og blive mødt med kærlighed, og som har oplevet angsten igen og igen, har skabt sig sine erfaringer om interpersonelle relationer, som har de tidligere erfaringer indbygget.

Det bliver naturligvis ikke lettere, når der i disse forhold også er forskellig nationalsprogerfaringer og forskellige kulturelle erfaringer. 

Hvis ikke denne forståelse både er en del af social- og sundhedsarbejderens hverdag og også er politikernes, sådan at tilrettelæggelsen af rammerne for socialt arbejde og sundshedsarbejde udføres med respekt for denne væsentlige forskel mellem socialt udsatte og andre med behov for hjælp, er det udtryk for disrespekt for en lille og i denne sammenhæng sårbar gruppe borgere.

debat@altinget.dk