Nej tak til certificeringskrav
DEBAT: Kvaliteten af arbejdet på socialområdet handler om omsætning af det, socialrådgiverne kan - ikke efteruddannelse. Det skriver er Lotte Christensen, børn- og ungechef i Lolland Kommune
Af Lotte Christensen
Børn- og ungechef i Lolland Kommune
Lektor ved Aalborg Universitet Karin Kildedal sætter den 06.11.12 fokus på uddannelse i et debatindlæg på Altinget | Social. Helt konkret foreslår Karin Kildedal, at der indføres en certificering af medarbejderne på børneområdet, således at der stilles krav om diplomuddannelse til socialrådgiverne og masteruddannelse til de faglige ledere. Grunduddannelsen skal der ikke røres ved.
Indlægget fra Karin Kildedal er særdeles interessant, da det åbner op for en langt større diskussion omkring hele faget og ikke mindst socialrådgiveruddannelsen. Jeg kunne jo spørge, om man ikke skulle stille samme krav til flygtningeområdet, til misbrugsområdet, til området vedrørende psykisk syge - ja, til alle de områder, som socialrådgiverne i dag beskæftiger sig med. Områder der hver især har sin kompleksitet og som kræver en særlig specialiseret viden for at navigere og understøtte forandringer hos borgerne.
Jeg er selv chef for et område, hvor cirka 55 procent af rådgiverne har en børnediplomuddannelse, og hvor vi når et mål på 75 procent i 2015 (formentlig landets højeste). Hertil kommer to ledere der påbegynder Master i socialt arbejde, i 2013. Jeg repræsenterer således en holdning om øget uddannelse, men jeg er særdeles skeptisk, når der tales om certificeringskrav.
Det handler om socialrådgivernes kunnen
Hvis vi bevæger os ind i en certificeringsforståelse, så medfører det, at man ikke kan arbejde på det sociale område uden relevant efteruddannelse, og så må vi i stedet vurdere om grunduddannelsen er god nok. Skal den forlænges med et specialiseringsår, ønsker vi kandidater, eller hvad er det, vi gerne vil have?
Alternativt, så skal vi gøre op med forståelsen af, at det handler om manglende uddannelse. Rent faktisk er jeg stor fortaler for den nuværende ordning, hvor man tager en (i øvrigt fuldt kvalificeret) grunddannelse - arbejder nogle år og så videreuddanner sig.
Denne model kombinerer teori med praksiskendskab på fineste vis og er med til at løfte nogle fagligt velfunderede og kanon dygtige socialrådgivere på området. Nogle er klar til diplomuddannelse efter få år, mens andre har brug for flere, og jeg tænker, at denne fleksibilitet skal fastholdes på området.
Der kan naturligvis argumenteres for, at en certificering vil "tvinge" alle kommuner til samme høje ambition om uddannelse, som jeg har, men spørgsmålet er, om det er efteruddannelsen i sig selv, der giver resultatet, eller den efterfølgende opfølgning og omsætning der sker i organisationen.
Min påstand er, at vi sagtens kan stille større krav til uddannelse, men hvis ikke vi som arbejdsgivere skaber rammer for omsætning og udvikling efterfølgende, så nytter det ikke så meget.
For mig handler det om at motivere og understøtte arbejdsgiverne til øget uddannelse og ikke mindst omsætning af viden. Krav om efteruddannelse repræsenterer en rationel styringsforståelse (i fin overensstemmelse med den synlige styringsdiskurs på området), som jeg ikke er enig i. Forandring og udvikling ser jeg som emergente processer, hvor det handler langt mere om omsætning af det, socialrådgiverne kan, end en umiddelbar målbar størrelse, som et efteruddannelseskrav er.
