Mangfoldighed i virksomheder

DEBAT: Medarbejdere med etnisk baggrund bag de kommunale skranker kan nedbryde gensidige fordomme, skriver rådmand Erik Simonsen fra Odense til Debatpanelet.

Af Erik Simonsen (R)
Rådmand, Social-og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense

Mangfoldighedsledelse er et begreb, vi skal til at bruge mere. Det handler om virksomheders ansættelse af personer med ikke-vestlig baggrund, barrierer og muligheder.

LG Insight udarbejdede i 2006 en undersøgelse herom for Odense Kommune, finansieret af Koordinationsudvalget, der nu er afløst af Det Lokale Beskæftigelsesråd.

Hovedkonklusionen er, at mellemstore og store virksomheder gerne vil udvide deres traditionelle rekrutteringsgrundlag, men nødigt går på kompromis med krav til sproglige og faglige kvalifikationer. Blandt mindre virksomheder har også socialt sindelag hos ejeren nogen betydning for ansættelse af personale med ikke dansk baggrund.

Den gode pointe i mangfoldighedsledelse er naturligvis, at det er en styrke med en mangfoldig medarbejderskare i en globaliseret verden.
Jeg ser det derfor som en vigtig opgave, at virksomhederne opsøges og får støtte i deres bestræbelser på at få kvalificeret arbejdskraft - og fastholde den. I Odense har vi bl.a. en mentorordning med 60 virksomheder, hvor kommunen bakker op omkring ansættelse, opfølgning, m.m.

Kommunen vil gå i spidsen
Odense Kommune ønsker selv at være forbillede med ansættelse af elever med anden etnisk baggrund. Vi kræver sproglig kompetence f.eks. til arabisk for at komme i betragtning i vores Ydelsescenter, hvor vi har behov for medarbejdere med gode sproglige kompetencer. Også vores Borgerservicecenter kan bruge medarbejdere med sproglige færdigheder ud over dansk og engelsk.

Medarbejdere med etnisk baggrund bag de kommunale skranker kan også være med til at nedbryde fordomme begge veje. En brobyggende funktion, så det ikke er "os og dem", men noget vi er sammen om.

Jeg kan kun opfordre virksomhederne til at få formuleret en egentlig mangfoldighedspolitik og anvende den markedsføringsmæssigt og dermed indirekte påvirke andre virksomheder. Arbejdssøgende fra de etniske grupper skal til gengæld være langt mere fremme i skoene med personligt fremmøde og synlige i forhold til de lokale virksomheder. Det er for nemt at forfalde til offerrollen og beklage sig over diskrimination.

Mangler ledelseskompetence
Det hører også med til det samlede billede fra undersøgelsen i Odense, at i mange virksomheder, hvor ejeren selv har en anden etnisk baggrund end dansk, er der et stort underskud af ledelseskompetencer. Det er i høj grad medvirkende til, at mange personer med ikke-dansk baggrund ikke får tilført kompetencer, som kunne videreudvikle virksomheden, og som kunne gøre dem attraktive på et større arbejdsmarked i Odense by og omegn.

Vi har en historisk chance nu med rekordlav ledighed til at lave et kvantespring for mangfoldigheden i kommuners og virksomheders personalepolitik. Et positivt bidrag fra alle vil styrke den fælles rigdom og sammenhængskraft.

 

Forrige artikel Demokratiske Muslimer parat til næste etape Næste artikel Rundt om den varme PISA