Kontanthjælpen skal ned

DEBAT: For alt for mange kontanthjælpsmodtagere kan det ikke svare sig at tage et job. Det er både dumt og hamrende urimeligt, skriver Joachim B. Olsen (LA).

Af Joachim B. Olsen (LA)
Arbejdsmarkedsordfører, Liberal Alliance

Man kan ikke meningsfuldt tale om kontanthjælp uden også at tale om lavtlønsjob – de to ting hænger uløseligt sammen både på et rationelt-økonomisk plan og på et moralsk plan.

Det så vi igen i denne uge, hvor et nyt svar fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager til Folketingets Finansudvalg viste, at 31.500 kontanthjælpsmodtagere får ydelser for mere end 200.000 kroner om året. Det er mere end en kassemedarbejder i et supermarked tjener.

Ud over det åbenlyse – at det er hamrende urimeligt over for de mange danskere, som hver morgen står tidligt op for at passe et hårdt job – er det også virkelig dumt, når man ser på den tilgængelige viden på området.

Økonomiske incitamenter virker
For der er slet ingen tvivl om, at økonomiske incitamenter har stor betydning for langt de fleste mennesker. Det har blandt andre Økonomi- og Indenrigsministeriet dokumenteret. I nedenstående figur kan man se den klare sammenhæng mellem beskæftigelsesgraden og den såkaldte kompensationsgrad (hvor høj en procent af det, man kunne tjene ved at arbejde, man modtager fra det offentlige, når man er arbejdsløs): Jo højere kompensationsgrad, jo lavere beskæftigelsesgrad.

<img align="left" src="@nyimg=15772@" />

Kilde: Økonomiministeriets analyse fra august 2013 ”Fordeling og Incitamenter”

Vi må huske, at kontanthjælpen er tænkt som den laveste ydelse i velfærdsstatens sikkerhedsnet. Den skal selvfølgelig være mærkbart lavere end et lavtlønsjob. Konkret har Liberal Alliance foreslået, at kontanthjælpen skal ned på små 7.000 kroner.

Det vil for eksempel betyde, at et par på kontanthjælp med to børn og en lejebolig vil have 10.680 kroner til rådighed om måneden, efter skat, husleje, el, vand, varme og daginstitution er betalt.

Det synes jeg er et rimeligt beløb. Et beløb, som lever op til de to mål, som kontanthjælpen skal opfylde: For det første sikre kontanthjælpsmodtagerne en rimelig hverdag. For det andet motivere dem til at tage et arbejde.

I øjeblikket lever kontanthjælpen kun op til det første mål, og det er simpelthen ikke godt nok. Det er ikke godt nok over for de mennesker i lavtlønsjob, som føler sig til grin. Det er ikke godt nok over for de mennesker på kontanthjælp, som bliver holdt fast uden for arbejdsmarkedet. Og det er ikke godt nok over for skatteborgerne, som betaler mange penge til et arbejdsmarkedssystem, der ikke fungerer.


Forrige artikel Sareen vil lytte mere til børnene Sareen vil lytte mere til børnene Næste artikel Vi skal spørge ind til børnene