Indfør tilsyn med tilsynet af anbragte børn

Frank Ebsen
Forskningsleder ved Institut For Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol.

Socialministeriet er i disse dage på vej med et nyt forslag om tilsyn med anbringelsessteder. Meget tyder på, at der skal oprettes klynger over hele landet med nye chefer og medarbejdere, som skal opbygge relationer til kommuner, private organisationer, ministerium og ikke mindst etablere kontakt til de mange institutioner spredt ud over landet.

Det nye administrative organ skal sikre, at anbragte børn og unge ikke bliver udsat for overgreb og imødekomme kritikken af, at kommunerne ikke fører et tilstrækkeligt tilsyn.

Historiske erfaringer
Allerede i 1888 blev tilsyn med udsatte børn indført ved lov. Det skulle hindre overgreb, men samtidig ikke hindre datidens kærlige forstandere i deres hverv. Op gennem 1900-tallet udviklede staten et tilsyn med anbringelsesstederne, som blev nedlagt med bistandsloven i 1976. Statstilsynet bestod dengang af fire inspektører og en kontorchef, som skulle tilse 300 døgninstitutioner med 7000 børn og 2000 ansatte.

Der var langt mellem besøgene, der ofte var aftalt på forhånd og blev afsluttet med en god middag med forstanderen. Det var sjældent, at inspektøren fik mulighed for at tale med børn og personale i enrum, og forstanderen kunne efterfølgende forhandle en kritisk rapport med kontorchefen.

Efter 1976 skulle amterne godkende og føre tilsyn med institutionerne. Der var stor variation i antallet af besøg og i organiseringen af tilsynet. Selve tilsynsbesøget var i høj grad afhængig af den tilsynsførende. Amterne udviklede to modeller. Den ene bestod af en selvstændig enhed med direkte reference til amtsrådet.

Den anden var integreret i driften af amtets egne børne- og ungeinstitutioner. De to modeller illustrerer skismaet mellem at sikre en uafhængig kontrol og ønsket om at bruge kontrollen til at skabe udvikling og forbedringer. Det var uhyre sjældent, at et tilsynsbesøg umiddelbart førte til lukning af et sted. I stedet førte kritiske kommentarer til forhandlinger og aftaler om forbedringer.

Kontrol og udvikling
Et tilsynsbesøg er altid et øjebliksbillede og som sådan aldrig helt dækkende. I kritiske tilfælde kan anbringelsesstedet være blevet eller opleve sig uretfærdigt behandlet. Normalt vil tilsynsstedet blive bedt om at ændre sig, hvilket så efterfølgende kan kontrolleres. Besøget kan vise, hvad der skal gøres, når et overgreb viser sig. Det kan tjekke, om der er procedurer for, hvad der skal gøres, og hvornår et overgreb er et overgreb.

Forholdet mellem kontrol og udvikling betyder, at tilsyn for det meste udvikler sig til en relation, der også ser på anbringelsesstedets drift og dagligdag. I den dialogiske proces mellem kontrol og udvikling vil der i takt med tiden opstå et tættere forhold mellem den tilsynsførende og anbringelsesstedet. Et forhold, der på den ene side kan forbedre forholdene, men som også kan sløre blikket på de skiftende børn og unge, som passerer igennem.

Fortsat kommunalt tilsyn
En ny tilsynsmyndighed rejser en lang række spørgsmål om ansvarsfordeling mellem tilsyn og kommune, institution samt stat. Et af de svære spørgsmål er, hvem der har ansvar for et overgreb, som ikke er blevet opdaget af tilsynet.

Det nye tilsyn skal kontrollere forholdene, men skal det også bidrage til et anbringelsessteds udvikling? Der tyder erfaringerne på, at det er nyttigt at have tæt kontakt til driftsafdelingerne, hvor der etableres en dialog med stederne, så de bliver bedre.

Det er derfor mere nyttigt at bevare tilsynet i kommunerne og i stedet foreslå, at det etableres i et kontor med direkte reference til kommunalbestyrelsen – lidt som ombudsmandens forhold til Folketinget. Det vil øge mulighederne for udvikling af driftsområdet. Og det vil gøre ansvarsfordelingen tydeligere, da det er kommunen som myndighed, der har ansvaret.

Endelig kan man undgå de mange forandringsomkostninger, når de nutidige tilsynsførende skal fyres, nye skal ansættes, nye ledere skal udpeges, nye bestyrelser skal sammensættes, og nye samarbejdsrelationer skal opbygges og vedligeholdes. Alt sammen forhold, der sandsynligvis vil betyde, at det reelle tilsyn bliver sat på pause i et til to år.

Hvis ansvaret bevares i kommunerne, kan der i stedet laves to mere målrettede initiativer til at forbedre tilsynet. En ambulancetjeneste for nødstedte børn og unge og et tilsyn-med-tilsynet.

Ambulancetjeneste
Det centrale må være, at et barn, som er udsat for overgreb, kan få den nødvendige hjælp, efter det har fundet sted. Det er derfor vigtigt, at barnet ved, hvor det skal henvende sig.

I Danmark har man, ud over kommunerne, fordelt opgaven mellem ombudsmandens børnekontor og Børnerådet i en kompleks juridisk opgavefordeling. Det gør det vanskeligt for et nødstedt barn at vide, hvem der skal tages kontakt til, selvom Børnetelefonen lyser op i landskabet.

Der bør i stedet etableres en ambulancetjeneste. Hvert barn bør, når det anbringes, forsynes med et kort med telefonnummer og vejledning om, hvor det kan henvende sig, hvis det udsættes for et overgreb. Tjenesten skal være let tilgængelig på telefon, nettet m.m. og skal kunne møde og tale med et barn.

Efter aftale med barnet kan ambulancetjenesten kontakte anbringelseskommunen, foretage uanmeldte besøg på stedet og med barnets godkendelse gå nærmere ind i den konkrete sag. I de sjældne graverende tilfælde kan det lukke stedet, uagtet om det er et opholdssted eller en familiepleje og bede kommunen om at finde en alternativ placering.

Derved gives de anbragte børn og unge en direkte mulighed for at få hjælp, og der gives mulighed for at få kendskab til graverende forhold. Eksistensen af en sådan ambulancetjeneste vil sandsynligvis i sig selv virke forebyggende. Tjenesten giver børn i fare en mulighed for at råbe alarm og få umiddelbar hjælp.

Tilsyn med tilsynet
Den anden forbedring skal sikre, at tilsynet gennemføres, udvikles og kvalificeres, så den nuværende kritik forstummer. Det skal ske ved at etablere et tilsyn-med-tilsynet med to opgaver: Kontrol af, om kommunerne udfører deres tilsyn og udvikling af tilsynskoncepter.

Kommunerne skal have pligt til løbende at indsende deres tilsynsrapporter til tilsyn-med-tilsynet. Det kan sammenlignes med et register over godkendte anbringelsessteder, som det for eksempel skal findes i Socialstyrelsens lovpligtige tilbudsportal. Derved kan det konstateres, om tilsyn overhovedet bliver ført. De kommuner, som ikke fører dem, kan sanktioneres, for eksempel ved at offentliggøre listen eller ved at tildele bøder.

Den anden opgave handler om at udvikle tilsynsbesøgene. Den eksisterende viden på området viser, at tilsynspraksis varierer, hvilket vil kunne ses i de indsendte tilsynsrapporter. De kan analyseres med henblik på at udvikle en bedre praksis, som så kunne sættes i værk gennem oplysning og uddannelse af dem, som gennemfører tilsynene i de respektive kommuner.

Endelig kan en sådan instans forsynes med ressourcer som i Sverige og Norge til løbende at undersøge området og derved kvalificere såvel vejledninger som uddannelse på området. Et tilsyn-med-tilsyn bør etableres ud fra armslængdeprincippet og gerne på et sted, der kan skabe sammenhæng til uddannelserne på området.

Drop dyr klyngemodel 
Ambulancetjenesten vil give børn mulighed for at henvende sig og få umiddelbar hjælp. Et tilsyn-med-tilsyn vil give den kontrol, som der alligevel vil være behov for med en klyngemodel, der risikerer blot at flytte ”aben” fra et sted til et andet.

Det vil spare forandringsomkostningerne og være billigere end driften af de mange klynger. Det vil øge kontrollen. Det vil kunne skabe en indsigt, der kan løsne indsatsen fra blot at være præget af tro og håb. Og endelig vil et tilsyn-med-tilsynet kunne udvikle tilsynets form og indholdet og skabe grundlag for en fortløbende uddannelsesvirksomhed.

Og nej, vi kan ikke på forhånd vide, hvordan det virker, men det ved vi heller ikke om klyngemodellen. Men det vil give børnene en ny mulighed for direkte hjælp, gøre os klogere og give mulighed for at dele denne klogskab med hinanden og de tilsynsførende. Alt sammen så det bliver bedre - til gavn for de anbragte børn.

debat@altinget.dk