Hjemløseindsats skal tilpasses den enkelte
DEBAT: Fastlagte metoder og budgethensyn forenkler kompleksiteten af hjemløses problemer, skriver Morten Skov Mogensen, generalsekretær for KFUMs Sociale Arbejde.
Af Morten Skov Mogensen
Generalsekretær for KFUM’s Sociale Arbejde
Metoder, der virker, kan ingen være imod, og fint, at de sociale 2020-mål omfatter indsatsen for at reducere antallet af hjemløse.
I forlængelse af hjemløsestrategiens resultater hilses en fortsat målrettet indsats velkommen, og samtidig er der grund til at mane til eftertænksomhed i den videre udvikling af tilgange og metoder.
Ligeså meget godt, der er at sige om velafprøvede og dokumenterede metoder og tilgange, ligeså meget lades tilbage i spændet mellem fastlagte rammer og systemer, hvor kompleksiteten i udsatte menneskers liv reduceres og kategoriseres.
Metoder overser kompleksitet
Metodeafgrænsning, måltal, resultatstyring, performance management mv. skal doceres og nuanceres, så det understøtter en langsigtet indsat for udsatte mennesker, hvis liv sjældent lader sig sætte på formel. Der er altid en risiko for, at metoderne kommer til at skygge for virkeligheden. ”Den, der har fået en ny hammer, ser kun søm overalt”.
Et tilfældigt besøg på en given dag, på et vilkårligt bosted for hjemløse, et værested eller en social cafe vil åbenbare en broget verden af mennesker, der på forskellig vis tager livtag med livets store og små udfordringer. Som fællesnævner har de kampen for at finde fodfæste, forståelse og værdige vilkår i et samfund, hvor rummeligheden og tolerancen for det skæve er under pres. De fleste kan måske betegnes som værende lidt til en side!
Forskelligheden mellem de mennesker er lige så åbenlys som det, de har til fælles. De menneskelige baggager er vidt forskellige og rummer hele viften af misbrug og svigt, talrige diagnosticerede og ikke-diagnosticerede psykiske lidelser, synlige og usynlige ar på krop og sjæl, ensomhed og fornedrelse i en uendelighed. Mennesker, der af forskellige grunde lever på kanten eller udenfor.
Billedet er næppe overraskende for de, der arbejder med socialt udsatte og hjemløseområdet, men der er alligevel behov for at efterlyse prioriteringer, tilgange og metoder, der tager højde for de markant forskellige menneskelige afsæt for at forebygge eller afhjælpe hjemløshed.
Budgethensyn spænder ben
Effektiv forebyggelse af hjemløshed kræver et koordineret samspil mellem region, kommuner, kommunale enheder og organisationer omkring en sammenhængende, fleksibel og individuelt tilpasset indsats, der ikke er baseret på kortsigtede økonomiske incitamenter.
Hjemløsetallene illustrerer med al tydelighed, at der ikke kan spares et sted, uden at det kan mærkes et andet sted. På §110-bostederne i KFUM’s Sociale Arbejde oplever vi for tiden et stigende antal henvendelser fra mennesker med forskellige psykiske lidelser, der burde være håndteret i psykiatrien, heraf en del unge.
På tilsvarende vis betyder budgethensyn inden for alkoholbehandlingen nedprioritering af døgnbehandlingen, så den store gruppe misbrugere med kompliceret dobbeltbelastning ikke får den nødvendige behandling i de ambulante tilbud.
Imødegåelse af genindskrivning kan have et godt afsæt i de udviklede metoder, men uden en individuelt tilpasset indsats med udgangspunkt i den enkeltes kamp mod misbrug, ensomhed og isolation vil støtten i mange tilfælde vise sig utilstrækkelig. Nogle menneskers behov for efterforsorg vil ligge helt på linje med metoderne, andre kan nøjes med mindre, og andre igen vil have behov for en længerevarende indsats. Det afhænger af den enkeltes livssituation, og derfor skal vi sammen udvikle menneskelige metoder, der virker.
Slutteligt må det konstateres, at klare og ambitiøse 2020-mål for hjemløseområdet er godt, men om det også er realistisk at håndtere så komplekse problemstillinger uden ekstra ressourcer, bør være et spørgsmål til genovervejelse.
