Borgere kan hjælpes ud af hjemløshed

Af Lars Benjaminsen
Forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

Hjemløshed bliver ofte opfattet som en social endestation efter en langvarig social udstødelsesproces. Og det er også rigtigt, at hjemløsheden i et land som Danmark med et relativt intensivt velfærdssystem i høj grad er koncentreret blandt borgere med psykisk sygdom og misbrugsproblemer.

Evalueringen af hjemløshedsstrategien viser imidlertid, at langt hovedparten af de hjemløse borgere kan komme ud af hjemløshed og i bolig, hvis de får både en boligløsning og en intensiv og målrettet social indsats.

Det betyder ikke, at alle disse borgeres sociale problemer er løst med at komme i bolig. Borgeren har ofte stadig et misbrug og et svagt socialt netværk, og det kan være vanskeligt at finde meningsfyldte aktiviteter i hverdagen. Netop derfor har borgeren brug for en fortsat social støtte til at få hverdagen til at fungere i rimelig grad, hvis han eller hun skal blive i boligen.

Der er yderst positive erfaringer fra hjemløsestrategien omkring, hvilke sociale støttemetoder der kan hjælpe hjemløse borgere i bolig. Og arbejdet med at udvikle og afprøve disse metoder i en dansk kontekst har udgjort et betydeligt metodeløft på hjemløseområdet.

Flere hjemløse på trods
Paradoksalt nok er omfanget af hjemløsheden steget i samme tidsrum, som hjemløsestrategien har været gennemført. På fire år er hjemløsheden steget fra cirka 5.000 personer i 2009 til 5.800 personer i 2013.

Kigger man tallene nærmere efter i sømmene, ser man også, at udviklingen har været markant forskellig i de kommuner, der har været med i hjemløsestrategien i sammenligning med andre kommuner: 6 procent stigning i hjemløsheden i kommuner, som er en del af strategien mod en massiv stigning på 43 procent i landets øvrige kommuner.

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at hovedparten af stigningen i hjemløsheden er sket i de københavnske omegnskommuner. Her er hjemløsheden steget med hele 80 procent på fire år, fra cirka 700 til 1300 personer. Det er først og fremmest tegn på, at den pressede boligsituation i hovedstadsområdet slår igennem for fuld styrke i omegnskommunerne og har gjort det meget svært at skaffe boliger til socialt udsatte grupper.

Mangler billige boliger
Stigningen i hjemløsheden skyldes et samspil af mange forskellige forhold. Der sker først og fremmest en fortsat marginalisering og udstødelse af socialt sårbare borgere i vores samfund. Men samfundsmæssige, strukturelle forhold udgør også en væsentlig del af årsagen.

Her er navnlig den pressede boligsituation i landets storbyer et alvorligt problem, idet der ofte er lang ventetid på at få en bolig gennem den kommunale boliganvisning. Det skyldes særligt en mangel på et- og toværelseslejligheder med en husleje, som borgere på kontanthjælp har råd til at betale. Før boligproblemet i landets storbyer adresseres, er det næppe realistisk at nedbringe hjemløsheden væsentligt.

Potentiale for bedre støtte
Der er også et betydeligt potentiale for at forbedre tilgængeligheden af den sociale støtte. Hjemløsestrategien viser, at mange borgere med betydelige psykosociale problemer er i stand til at bo i en almindelig bolig, hvis de får en intensiv social støtte.

Men særligt de mest intensive indsatser til borgere med de mest omfattende støttebehov er kun tilgængelige i et meget begrænset omfang. Det gælder eksempelvis den såkaldte ACT-indsats – et tværfagligt indsatsteam – der kan give en intensiv støtte til tidligere hjemløse borgere, der har fået deres egen bolig, og som har et stort behov for støtte. En forudsætning for at nedbringe hjemløsheden vil være, at kapaciteten i sådanne tilbud øges.

Mange hjemløse unge
En særlig bekymrende udvikling er, at antallet af hjemløse unge mellem 18 og 24 år er steget kraftigt på fire år: Fra cirka 600 hjemløse unge i 2009 til cirka 1100 hjemløse unge i 2013. Baggrunden for, at disse unge tidligt i deres voksenliv står uden tag over hovedet, er ofte alvorlige psykosociale vanskeligheder og et svagt socialt netværk.

Disse unge har ofte brug for en langvarig og intensiv social indsats. Men også her er der nogle strukturelle begrænsninger. For de unge kontanthjælpsmodtagere med en lavere ydelse er det særligt svært at skaffe en bolig, de har råd til at betale.

Den lavere ydelse er først og fremmest rettet mod at få uddannelsesparate unge til at tage en uddannelse. Men tager man de samfundsøkonomiske briller på, vil den mest effektive løsning på boligdelen af hjemløshedsproblemet blandt de udsatte unge formentlig være et særligt boligtilskud udelukkende målrettet de mest udsatte unge. Det kunne gøre det lettere at skaffe en bolig til den unge, således at kræfterne i højere grad kunne bruges på den sociale indsats.     
 

debat@altinget.dk