Frivillighedens narrehat

Af Kirsten Damgaard,
kulturpsykolog

"Mange muslimske kvinder i Danmark bærer tørklædet af egen fri vilje " siger Sherin Khankan (Jyllandsposten kronik 22.04.07). Hm hm - altså ikke alle. Hvem kan vide, om det er en lille eller stor del, der bærer tørklædet frivilligt? Gennem et langt liv i integrationsbranchen har jeg i hvert fald mødt mange kvinder og børn, der er presset til at gå med det.

For mange år siden var jeg hjemme hos en forholdsvis nyankommen imam Abu Laban, der betegnede sig som muslimsk aktivist. Dengang viste han sit egentlige menneskesyn ved ikke at give hånd til kvinder. Det viste sig at være taktisk uklogt, hvorfor han ændrede det, ligesom med sine udtalelser der senere blev afvejet efter de umiddelbare magtforhold og opnåelsen af medvind.

Han bedyrede dengang, at det er vigtigt for indvandrere at tilpasse sig og lære dansk. Inde i lejligheden var formeligt et hegn bygget op, så kvinder kan gå uset gennem mændenes besøgsrum (stuen) til køkkenet. Hans små piger, som endnu ikke var kommet i puberteten, kom hjem fra skole med stramtsiddende hvide tørklæder på. Abu Laban huskes for, at han yndede at præsentere sig som moderat. 

Hvorfor ligger det imamerne så meget på sinde, at kvinder udadtil viser deres tilhørsforhold?  Det er vel trods alt det indvortes, altså hjertets renhed, det hele drejer sig om i religion?

Nej, for islamisme er andet og mere end religiøse forestillinger, og det er ikke meningen, at det almindelige menneske selv skal træffe etiske og politiske valg. Når man kan tvinge kvinder til at gå med narrehatten, kan man direkte aflæse deres underkastelse.

Fraskilte kvinder til fri afbenyttelse
Et andet eksempel.
En af de tolke jeg har arbejdet sammen med længe har pludselig taget et mørkt meleret tørklæde på. Hun er en ung selverhvervende kvinde midt i tyverne, og plejer ikke at være farveløs at se på.

"Er du blevet gift? ," spørger en dansk socialrådgiver.

"Naarj, hun er blevet skilt!," griner en mandlig arabisk kollega.

Han er kulturmuslim og forklarer senere, at den kvindelige tolk, for stadig at have mulighed for at blive betragtet som en anstændig kvinde, nu hun bor alene og er uden mandlig beskytter i livet, er tvunget til at iføre sig tørklæde. Ellers udsættes hun for jævnligt at blive opsøgt af liderlige landsmænd - også gifte - der mener, at hendes kvindelige ynder er til fri afbenyttelse. Tørklædet er et signal nogle mænd vil respektere, forklarer kulturmuslimen.

Skaber afstand mellem folk
Et tredje eksempel.
Butiksassistenten er uddannet i Danmark og hilser venligt smilende på både mandlige og kvindelige kunder. Hun har et sundt flettet kastaniebrunt hår. En dag har hun henna-mønster på begge hænder og efter yderligere nogle måneder et sort tørklæde stramt om hoved og hals. Kunderne begynder at vælge andre kasser. Smilene bliver færre fra begge sider. Denne selvforsørgende kvinde har for nylig giftet sig, i det hun betegner som sit hjemland.

En ny imams påbud
Et sidste eksempel.
Den berejste 50-årige kvinde fra Nordafrika har altid været meget livlig, og f.eks. slået mænd på skulderen, når en pointe skal understreges. Det er hende, der sparker familiens sønner af sted til undervisning eller arbejde, og hun nyder at bygge sociale netværk omkring sig. Hun er flygtning og helt afhængig af sit lokalmiljø.

Så begynder hun at have et stramtsiddende tørklæde på nu og da. Der titter en lille blondekant frem og tørklædet skifter farve fra gang til gang. "Mit hår er blevet så kedeligt, " forklarer hun med flakkende øjne efter, at tørklædet er blevet daglig praksis.

De andre kursister fortæller, at der er kommet en ny imam til egnen. Jeg lægger mærke til at også en anden kvinde fra Nordafrika, der almindeligvis ikke bruger tørklæde, og hvis mor og søster heller ikke har tradition for det, nu også er begyndt at gå med det stramme med blonde hele tiden. Hun ligger i skilsmisse, fortæller hun.

Et valgt symbol
Tørklædet er altså ikke påklædning som Asmaa Abdol Hamid hævdede (DR 21 Søndag  d.29.04 ), som man kan vælge til eller fra efter smag. Det sorte eller hvide tørklæde på hovedet af unge kvinder opvokset i Danmark, er ikke en del af deres kultur (dansk) eller tradition (lokal etnisk).

Den slags tørklæder - men ikke dem på hovedet af bondekonen fra Anatolien eller berberkvinden fra Marokko - er et valgt symbol, der skal vise grænser og skel til andre, nemlig dem der ikke er fundamentalister. Fordi religion for islamister er det samme som politik, og fordi det er vigtigt for islamisterne, at de kan vise hinanden over landegrænser, hvor mange de efterhånden bliver, påtvinges kvinder tørklædet.

Et stort antal sharia tilhængere - synliggjort ved især sorte og hvide tørklæder eller skæg - vil lægge yderligere gruppepres på 2. og 3. generation. Underkastelse skal være normen. Tørklædet er altså noget helt andet end "et lille stykke tekstil på 20 gram", som Ruhina Abdullah, bestyrelsesmedlem i Muslimsk Ungdom I Danmark, fornærmer manges intelligens ved at forsøge at bilde os ind (Jyllandsposten 10.05.07).

Islamismens følger
Islamisme fører til samfund som dem UNDP har beskrevet i Mellemøsten med bl.a. underskud af viden, svag ligestilling og ringe udvikling. Vi har allerede mærket hvad der sker, når man kvæler den kritiske sans: dårlige PISA resultater hos efterkommerne samt en overvægt af dårligt begavede af anden etnisk baggrund i specialundervisningen og på session.

Jeg mener, at praksis altid taler sandt, og politikerne bør derfor ikke udelukkende overlade det til "frivillighed" om kvinder vil bære det muslimske tørklæde. Danmark bør beslutte, at i offentlige institutioner friholdes alle fra at blive konfronteret med det tørklæde, der symboliserer sharias menneskesyn og ideologi: uligestilling mellem køn, hierarki mellem etniske grupper, afskaffelse af demokrati og indskrænkning af individets rettigheder.

debat@altinget.dk