Fra selvforsørgelse til selvrespekt
DEBAT: Brev fra Tyrkiet. Nur Beier har af beskæftigelsesårsager valgt at flytte tilbage til Tyrkiet, selvom hun nu kun har sproget til fælles med barndomslandet.
Af Nur Beier,
tidligere næstformand for Rådet for Etniske Minoriteter
BREVET FRA TYRKIET:
Som et led i den heftige debat om "300-timers-regel", siger lektor Mehmet Ümit Necef (MUN), at det er godt at presse indvandrere i job. Han ser det både som et økonomisk spørgsmål at leve på overførselsindkomster og som et spørgsmål om samfundets sammenhængskraft. Det er korrekt, men der er en bagside af medaljen, MUN ligesom andre debattører udelader af deres forklaringsbillede. Dette vil jeg fortælle om ved et konkret eksempel: mit eget.
Jeg har i december 2006 valgt at sige farvel til mit land, Danmark, hvor jeg tilbragte næsten 30 gode år for at flytte til mit barndomsland, som jeg nu mere end før indser, at jeg intet har tilfælles med - bortset fra sproget.
Søgte over 500 stillinger
Flytningsårsagen var at finde beskæftigelse. Jeg ville ikke være en byrde for systemet og øremærket som endnu en "indvandrer på overførselsindkomst" i statistikkerne. Hvis jeg tør gøre det i en alder af 54, så formoder man, der må være andre, der også tør og bør gøre det.
Siden jeg i 2003 flyttede til Odense fra København, søgte jeg over 500 stillinger, der svarede til mine kvalifikationer og mange års joberfaringer både fra Danmark og udlandet. Jeg blev ikke en eneste gang indkaldt til jobsamtale. Mine telefoniske henvendelser bar aldrig frugt. Undtagelsesvis fik jeg et klart afslagsbrev. Dette er medaljens bagside.
Jeg flyttede til Tyrkiet ud fra den betragtning, at hvis jobbet ikke kommer til mig, så går jeg selv efter jobbet. Det har vist sig at være en succes. Jeg fandt straks beskæftigelse, der svarede både til mine kvalifikationer og forventninger. Ikke nok med det, blev jeg i løbet af 3 måneder tilbudt 4 nye gode stillinger, og havde den luksus at skifte til en endnu mere attraktiv stilling i løbet af 2 måneder efter min ankomst i Tyrkiet.
Nu en eftertragtet arbejdskraft
Det var en stor glæde at blive eftertragtet efter mange års jobsøgningsfrustration. Arbejdsmarkedet i Tyrkiet er hungrende efter kvalificeret arbejdskraft, hvilket skyldes, at få af landets højere uddannelsesinstitutioner kan tilbyde et undervisningsniveau, der kan levere de kvalifikationer og kompetencer, det progressive arbejdsmarked kræver af nye ansatte. Som et resultat tøver arbejdsgiverne ikke med at tilbyde yderst attraktive forhold til den kvalificerede ansøger.
Mine nye erfaringer i Tyrkiet gør mig nu i tvivl om, at der måske er noget på det danske beskæftigelsesmarked og i dansk beskæftigelsespolitik, der ikke er helt, som det skulle være. Det er, som om politikken ikke kun pacificerer individet (her, indvandrerne), men også sin egen systemtænkning, der i en metaltræthed ikke mere kan producere gennemgribende løsningsstrategier.
Radikale løsninger
Når det er sagt, så er løsninger som "300-timers-regel" langt fra nok til at rette op på situationen. Der er behov for at ryste sig løs af årtiers tryghedsnarkomani og bevæge sig mod udvikling og afprøvning af mere radikale løsningsstrategier. At skabe en social nødvendighed for at opfordre indvandrere til at tage et arbejde i deres barndomsland kunne være en mulighed. Men dette vil så nødsage, at "40 års reglen" mhp. optjening af bopælstid i Danmark for danskere med indvandreroprindelse lempes.
