Fra kontanthjælpsmodtager til selvforsørgende
DEBAT: Justering i lovgivningen og alternative ansættelsesformer kan få kontanthjælpsmodtagerne ud på arbejdsmarkedet, mener Preben Brandt.
Af Preben Brandt,
formand for Rådet for Socialt Udsatte
Det nationale netværk af virksomhedsledere uddelte Netværksprisen for 2007 torsdag d. 20. november og udgav samtidig et debatskrift med titlen "Fra udsat til ansat". Mange virksomheder var nomineret til prisen, og alle havde udviklet gode, men forskellige modeller for hvordan de kunne være med til at skabe veje ind på arbejdsmarkedet for mennesker, der af den ene eller den anden grund var sat udenfor. I debatoplægget blev der i en række anbefalinger til beskæftigelsesministeren foreslået, at der gives mulighed for at benytte en "økonomisk gulerod" til ledige i længerevarende praktikker fx i form af et tillæg til kontanthjælpen.
Deltid kan ikke betale sig
Som det er nu, er kontanthjælpen nærved omgærdet med et "alt eller intet princip", og dette princip har derudover fået en status som udiskuterbart. Den kontanthjælpsmodtager, der ikke kan bevæge sig fra kontanthjælpen til fuldstændig selvforsørgende i et fuldtidsarbejde, vil økonomisk set lige så godt kunne forblive på kontanthjælpen. Det kan ikke betale sig at tage arbejde på deltid, medmindre vedkommende kan leve af deltidsarbejde.
I en tid, hvor sloganet "det skal kunne betale sig at arbejde" er blevet allemandseje og bruges flittigt i arbejdsmarkeds- og skattedebat fx i forbindelse med overvejelser om topskattens negative effekt i forhold til folks motivation til at påtage sig ekstra arbejde, er det påfaldende, at et forslag om, at det også skal kunne betale sig for kontanthjælpsmodtagere at påtage sig nogle timers arbejde, bliver overhørt. Ikke mindst når forslaget kommer fra, hvad der må opfattes som, besindige folk fra erhvervslivet.
I Rådet for Socialt Udsattes 2007-årsrapport, der udkom nogle måneder tidligere, gør vi os de samme overvejelser som virksomhedslederne i Netværket. Vi påpeger, at tager en kontanthjælpsmodtager et deltidsarbejde med 10 timer om ugen til en løn på 100 kr. i timen, altså ca. 40 timer om måneden, vil stort set hele lønnen blive modregnet i kontanthjælpen og det beløb, der ikke modregnes, vil blive beskattet, samtidig med, at indtægten vil medføre nedsættelse af andre sociale ydelser, som fx boligsikring. Der vil således typisk blive 7- 8 kr. tilbage af timelønnen, eller på månedsbasis 320 kr. af de 4000 tjente kr.
Det er næppe, hvad ret mange vil opfatte som et udtryk for, at det kan betale sig at arbejde. Det ville det derimod være, hvis det det var fx halvdelen af indtægten, der blev tilbage hos den, der gik på arbejde.
Lidt lovændring ville kunne bringe mange kontanthjælpsmodtagere ud på arbejdsmarkedet, til glæde både for dem selv og for de arbejdspladser, der har bruge for medarbejdere.
Behov for særlige ansættelsesformer
Tilbage til netværket af virksomhedsledere. Til trods for de mange virksomheders vilje til at ansætte mennesker, der er socialt udsatte, er der en grænse, som virksomhederne selv gør opmærksom på. En almindelig erhvervsvirksomhed skal naturligvis tjene penge og have et vist overskud. Derfor vil der være grænser for, hvem man kan og vil ansætte. Så motivation i form af en bedre økonomi for den enkelte er ikke nok, hvis vi ønsker at sikre så mange som muligt en plads på arbejdsmarkedet.
Hvis man i samme åndedrag fik sat gang i udviklingen af nye særlige virksomheds- og ansættelsesformer, som fx kooperative virksomheder og time-til-time ansættelser, beregnet alene for grupper med særlige sociale problemer, ville man, sammen med den økonomiske gevinst ved deltidsarbejde kombineret med kontanthjælp uden "90 % fradag", kunne skabe en vifte af muligheder for mennesker med sammensatte sociale problemer. Jeg kunne forestille mig, at både almindelige virksomheder og kommunerne kunne være vigtige medaktører i uviklingen af sådanne særlige virksomheder. Rådet for Socialt Udsatte har netop i samarbejde med Center for Socialt Entreprenørskab på RUC iværksat en undersøgelse af, hvilke inspirationskilder og muligheder der er for sådanne alternative beskæftigelsesformer.
Det ville give dem mulighed for at vælge de elementer ud, som modsvarer den enkeltes sociale problemer og dermed gøre vedkommende i stand til at udfylde en plads på arbejdsmarkedet og bringe vedkommende længere væk fra passivitet. Og måske en dag helt ud på et alternativt eller almindeligt arbejdsmarked og selvforsørgelse.
