Forskere: For mange udsatte unge går under radaren

Af Mette Lausten og Rikke Fuglsang Olsen
Forskere ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI)

Altingets debat om anbragte unges mistrivsel har sat et kærkommet fokus på anbragte unges livskvalitet. Men måske er der en anden gruppe af udsatte unge, der har lige så meget brug for opmærksomhed og hjælp?

Ja, det er noget af en påstand, men prøv at nærlæse disse tal: I de unges besvarelser i vores undersøgelse viser der sig en stor gruppe unge, som faktisk i flere henseender er næsten lige så udsatte som de mest udsatte unge på opholdssteder og i døgninstitution. Men denne gruppe af udsatte unge ser i høj grad ud til at være overladt til sig selv.

Går under radaren
Vi kalder dem ”little’n’late”, fordi de meget sent bliver opfanget af systemet og får en kortvarig anbringelse, når de er 15-17 år typisk. Det er en forholdsvis stor gruppe – nemlig 41 procent af alle anbragte fra årgang 1995. Men det interessante – og bekymrende er, at de sandsynligvis har brug for hjælp – forebyggende indsatser eller anbringelse – i langt højere grad og langt tidligere, end de får.

De har samme slags problemer og karakteristika som de børn og unge, der bliver anbragt tidligere. De ser ud til at klare sig bedre i grundskolen – men alligevel har de nogle individuelle problemer, der udmønter sig bl.a. i kriminalitet, at de ikke er under uddannelse eller i beskæftigelse som 19-årige, et stort forbrug af alkohol og hash, og at næsten lige så mange af dem har en psykiatrisk diagnose som de mest udsatte unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder.

Næsten hver tredje af disse unge, som får hjælp sent – og ikke ret meget – har det så skidt, at de forsøger at tage deres eget liv. De har det ikke bare halvskidt, de har det rigtig skidt. Ud over overhyppigheden af selvmordsforsøg er mange af pigerne selvskadende og har været udsat for voldtægtsforsøg eller voldtægt, mens både drenge og piger relativt ofte har oplevet at blive truet med våben.

I disse henseender er denne gruppe markant mere udsat end anbragte i familiepleje. Alligevel formår de at gå under systemets radar, så at sige: De bliver ikke opfanget af kommunen, skolen, netværket, men får i stort omfang lov til at passe sig selv. Indtil det går galt nok til en anbringelse, men så kun i kort tid. Og ofte på eget værelse, hvor de skal klare sig selv.

Et svigt
Svigter vi ikke disse unge? Og svigter vi dem ikke mere end dem, der bliver anbragt tidligere? Vi synes, at der er stærke indikationer på det. Det er vigtigt at huske på i denne debat, at børn og unge først og fremmest bliver anbragt for at beskytte dem. De har oplevet massive svigt og mangel på omsorg og har et meget dårligt udgangspunkt.

Set i dette lys klarer de anbragte sig måske i virkeligheden ganske godt? Hvem ved, hvordan det ville være gået dem, hvis ikke de var blevet anbragt? Derfor bør debatten om anbragte unges trivsel også være så tilstrækkeligt nuanceret, at man ikke kommer til at se bort fra, at anbringelse er et instrument til at beskytte udsatte børn og unge.

Så ja, der er brug for generelt fokus på anbragte unges trivsel. En selvmordsforsøgsrate på 28 procent er alarmerende høj. Men vores tal peger i retning af, at dette tal kunne have været meget højere, hvis disse børn og unge ikke var blevet anbragt. Som systemet er skruet sammen nu, er der en gruppe unge, der bliver overset, og som systemet skal blive bedre til at få øje på. Og hvor en tidligere anbringelse eller andre foranstaltninger givetvis vil gavne deres trivsel, fordi de har brug for beskyttelse – nogle gange mod dem selv ….

debat@altinget.dk