Fonden Unges: Af og til føles det som om, at vores arbejde afhænger af kaffemøder på Christiansborg

Både Danske Handikaporganisationers formand, Thorkild Olesen, og de tre Venstrepolitikere Hans Andersen, Sten Knuth og Malene Ambo-Rasmussen efterlyser her i Altingets spalter bedre muligheder for at få handicappede i job.

I ’Klar til start’ har vi i ni år rent faktisk arbejdet med netop dette. Derfor vil jeg gerne indvie jer i nogle af de barrierer, vi både politisk og praktisk støder på, når vi forsøger at hjælpe autister i job.

Vi var heldige ved dette års uddeling af SSA-puljen. Ellers havde vi måttet smække dørene i foran de mange mennesker, som er afhængige af vores hjælp for at kunne træde ud på arbejdsmarkedet.

Af og til kan det føles som om, at vores arbejde afhænger af goodwill fra politikere og kaffemøder på Christiansborg. Og ikke at det er prissat fra det perspektiv, der hedder, at der er borgere, som har brug for os til at give dem en hestesko ind på arbejdsmarkedet til et bedre og mere værdigt liv.

Det er dejligt at Venstre ønsker at afbureaukratisere. Det ser vi i ’Klar til start’ på med meget stor begejstring. Men en ting er at sige, at der skal afbureaukratiseres, noget andet er rent faktisk at gøre det i praksis.

Derfor kommer her vores bud på, hvordan man fra politisk hold kan gøre det nemmere at få handikappede i arbejde – med afsæt i vores arbejde i ’Klar til start’.

Kortsigtet økonomi
I Danmark er der mindst 160.000 personer med autisme. Heraf er cirka en fjerdedel i arbejde, mens hele 45 procent er jobsøgende. De seneste år har vi samtidig set en kraftig stigning af antallet af børn med netop denne diagnose.

Det betyder, at der er et kæmpestort potentiale i at få flere med autisme på plads på arbejdsmarkedet. Både på grund af den store samfundsgevinst, der ligger i det, men også for den enkelte borger.

Det er det, der er vores opgave i ’Klar til start’. Vores arbejde handler om borgere, der vurderes til ikke at kunne tage en uddannelse, og som ikke kan entrere arbejdsmarkedet uden omfattende træning.

Først og fremmest er forebyggelse alfa og omega, for som det ser ud nu, investeres der ikke i den gruppe, der har behov for, at der findes et særligt tilrettelagt forløb, så de kan komme i fast job.

Når det gælder mennesker, der har brug for støtte til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, så er den økonomiske tænkning utrolig kortsigtet. Men i den største gruppe vil samfundsinvesteringen være tjent ind inden for tre år, hvorefter den enkelte kommune i gennemsnit per år sparer 45.000 kroner per borger på forsørgelsesudgifter.

Men de borgere, vi overtager, kommer ofte til os efter et opslidende forløb. Det gør, at opgaven med at ruste dem og give dem selvtilliden til at komme på arbejdsmarkedet bliver endnu større.

Systemet skal brydes
For der findes en stor gruppe af borgere, som for få år tilbage ville være berettigede til førtidspension, men som nu ender på kontanthjælp og uddannelsesydelse. Dermed ender de i korte forløb, der tit og ofte ikke fører til job.

Faktisk sker der ofte det modsatte, nemlig at borgeren oplever nederlag, og dermed bliver dårligere og dårligere. Fremfor at parkere dem, er det fuldstændig essentielt at disse borgere meget hurtigere kommer i forløb, der kan hjælpe dem til et meningsfuldt liv. Og det er også det, vores unge mennesker siger.

At det giver dem mening i tilværelsen at finde et sted at høre til, et kollegialt fællesskab og sin egen indtjening. At det så også er en god forretning for samfundet, er jo kun en endnu større gevinst.

{{toplink}}

Både for kommunerne rundt omkring, og for de arbejdsgivere, der for tiden oplever, at loyal og pligtopfyldende lavtlønsarbejdskraft ikke er noget, der vokser på træerne.

I forhold til at afbureaukratisere, så er det vores ydmyge ønske, at det offentlige system bliver rustet til at slippe silotænkningen, når det kommer til borgere, der kan entrere arbejdsmarkedet, men som har brug for en hjælpende hånd.

Frem for altid bare at bygge på ved at foreslå flere kommunale ressourcer, flere forløb, flere udredninger, flere umulige udfordringer, der skal forceres og flere nederlag. Eller uendelige forsøg med billige løsninger og gratis tilbud, som kun hjælper med at sikre, at den gruppe, der har brug for et særligt tilrettelagt forløb, ikke kommer nogen vegne.

Det er ikke løsningen. Løsningen er at gribe tidligere ind og lade borgerne slippe fri af systemet, og komme i hænderne på folk som os. Det skylder vi både borgerne og samfundet.

debat@altinget.dk