Kan man trække lod mellem indsatser til socialt udsatte?

Af Mette Deding
Forskningsleder Ph.d., SFI

I disse år oplever vi en enorm efterspørgsel efter viden om, hvad der virker på det sociale område. Dette skyldes en stigende erkendelse af, at ikke alle indsatser er lige virkningsfulde, og et stigende behov for at prioritere de ressourcer, der bruges på det sociale område. 

Lodtrækningsforsøg for brugbar viden
Men hvis vi skal generere brugbar og generaliserbar viden om effekter, stiller det særlige krav til den metode, som analyserne anvender - og én bestemt metode, som der her tales særligt om, er lodtrækningsforsøget.

Et lodtrækningsforsøg går helt overordnet ud på, at der trækkes lod mellem grupper af deltagere i forsøget, således at den ene gruppe modtager den indsats, man ønsker at måle effekten af, mens den anden gruppe - kontrolgruppen - modtager den sædvanlige indsats (også kaldet TAU, Treatment As Usual). Lodtrækningsforsøget er meget brugt inden for den medicinske forskning, hvor grundprincippet er, at den ene gruppe får den nye pille, mens den anden gruppe får kalktabletten.

Men hvorfor er det, vi også gerne vil trække lod på det sociale område, og er det etisk forsvarligt i forhold til udsatte grupper?

Vi må trække lod
Den vigtigste årsag til at ville trække lod også på det sociale område er, at lodtrækningsforsøget et metodisk overlegent i forhold til at besvare spørgsmål om effekten af en given indsats. Dette skyldes, at lodtrækningsforsøget i teorien er den eneste metode, hvor vi kan være helt sikre på, at den eneste statistiske forskel mellem de to grupper - dem, der har fået den givne indsats, og dem, der ikke har - er lige præcis dette, altså hvorvidt de har fået indsatsen eller ej, og ikke alle mulige andre faktorer.

Tag fx en indsats mod adfærdsvanskelige unge. Måler vi her alene de unges adfærd før og efter en given indsats, kan vi ikke vide, om denne forandring ville være sket under alle omstændigheder, fx alene fordi de unge bliver ældre og mere fornuftige.

Ønsker vi viden om effekten, der kan generaliseres - dvs. at det kan sandsynliggøres, at samme effekt af indsatsen vil kunne opnås for andre unge - er det som minimum nødvendigt med en kontrolgruppe, som skal bruges til at vurdere, hvordan det ville være gået, hvis de unge ikke havde modtaget indsatsen.

Og allerhelst vil vi trække lod mellem potentielle deltagere, således at det statistisk kun er, hvorvidt man har fået indsatsen eller ej, der er forskellen på grupperne.

Men hvad med den etiske dimension?
Kan man virkelig tillade sig at trække lod om, hvilken indsats fx adfærdsvanskelige unge udsættes for? Her kan man så komme med det modargument, at det ofte er mere eller mindre tilfældigt, hvilke indsatser der anvendes, som fx den sidste tids debat om kvaliteten af opholdssteder for netop adfærdsvanskelige unge har afspejlet.

I lodtrækningsforsøget prøver vi således at udnytte den tilfældighed, der tilsyneladende alligevel nogle gange er i systemet - og udnytte tilfældigheden systematisk, således at vi kan opnå en viden, der kan løfte os som samfund.

Noget andet er så, at der selvfølgelig ikke skal laves lodtrækningsforsøg om alt - lodtrækningsforsøget er egnet til at besvare en bestemt type spørgsmål, mens andre metoder er bedre egnet til andre typer spørgsmål.

Men hvis vi for alvor vil flytte vidensniveauet på det sociale område, må vi i højere grad end i dag være åbne over for lodtrækning som videnskabelig metode.

debat@altinget.dk