EL: Regeringens politik øger fattigdom

Af Finn Sørensen
Social- og kommunalordfører for Enhedslisten

Formålet med en fattigdomsgrænse er at hjælpe mennesker ud af fattigdom og at forebygge, at flere havner dér. Selvom regeringens fattigdomsgrænse er for lavt sat, så vil den kunne bruges til det.

Men spørgsmålet er, om regeringen reelt har ambitioner i den retning. Det er der ikke noget, der tyder på, når man ser på dens økonomiske politik i almindelighed og dens politik i forhold til sociale ydelser i særdeleshed; tværtimod. Regeringens politik fører til øget fattigdom.

Benedikte Kiær, socialordfører for Konservative spørger, hvordan Enhedslisten forklarer, at regeringens fattigdomsgrænse borttryller tusindvis af fattige børn, og hvorfor Enhedslisten har accepteret regeringens nye definition af en fattigdomsgrænse.

Hvis Benedikte Kiær havde fulgt lidt med i vores udmeldinger i den forbindelse, så ville hun have set, at Enhedslisten hverken er blevet spurgt eller har accepteret arbejdsgruppens forslag til fattigdomsgrænse, ligesom vi ikke har accepteret, at regeringen har ophøjet den til sin egen.

Hvis vi var blevet spurgt, så ville vi have sagt, at den er for lavt sat. Regeringen bruger – i det store og hele – den traditionelle OECD-metode med 50 procent af medianindkomsten. Den har tidligere ifølge AE-rådet medført en opgørelse på ca. 250.000 fattige.

Definitionen er for snæver
Kunstgrebet er nu, at du skal have levet på 50 procent af medianindkomsten i hele tre år, før du kan betragtes som fattig. Men som Bente Ingvarsen fra Red Barnet (og mange andre) har påpeget, så er tre år på så lav en indkomst meget lang tid, ikke kun i et barns, men også i voksnes liv.

Den største fare er den udelukkelse af det sociale liv, som er fattigdommens trofaste følgesvend. Det ”æder sjæle op” og fastholder mennesker i fattigdom. Overskuddet til at ændre sin situation kommer gennem positivt, ligeberettiget samvær med andre mennesker.

Hertil kommer, at regeringens arbejdsgruppe efter vores opfattelse har været lige lovlig kreativ. På flere punkter afviger den fra de sædvanlige metoder på en måde, som begrænser gruppen af fattige rent statistisk. Det falder i øjnene, at børn under tre år ikke regnes med, det samme gælder familier, der rummer blot en enkelt studerende over 17 år.

Desværre er arbejdsgruppen ikke særlig meddelsom med hensyn til de metodiske overvejelser, så det er Enhedslisten i færd med at stille en række spørgsmål til. Det sidste ord er ikke sagt, når det drejer sig om fastlæggelsen af grænsen, og vi håber, at en lang række forskere og samfundsdebattører vil blande sig i den diskussion.

De kan bare tage sig sammen!
Skytset skal imidlertid ikke rettes så meget mod arbejdsgruppen, som imod opdragsgiveren, regeringen selv. Arbejdsgruppen fik fra start af at vide, at ”det lægges til grund, at arbejdet ikke skal føre til øgede offentlige udgifter”. Her ser vi allerede konturerne af en noget skizofren tænkning i ministeriet, hvilket bestyrkes af andre formuleringer i kommissoriet.

Regeringen erkender, at ”fattigdom i et væsentligt omfang handler om manglende økonomiske ressourcer”. Alligevel slås det tydeligt fast, at ”Det er ikke regeringens hensigt, at fastsættelsen af en officiel fattigdomsgrænse skal medføre forhøjede offentlige ydelser for de personer, som måtte omfattes af begrænsningen”. Det sker med den begrundelse, at lav indkomst ikke nødvendigvis afspejler manglende muligheder eller kan være selvvalgt, for eksempel for studerende og personer med formue.

Det sidste er en besynderlig argumentation, da studerende og personer med formue over 100.000 netop ikke er med i regeringens definition af fattige. Det første antyder behændigt – nøjagtigt som de borgerlige har påstået i årevis – at det ikke hjælper at give de fattige flere penge, de kan bare tage sig sammen, kan de!

Forsætter VK-kurs
Det kan jo undre, at en regering, der gerne vil måles på, om den er i stand til at mindske ulighed og fattigdom, kommer med sådanne udmeldinger. Ser man på regeringens generelle økonomiske politik hænger det desværre meget godt sammen.

Regeringsgrundlaget siger selv, at ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Dét løfte bliver holdt til punkt og prikke. Trods valgløfter om velfærd frem for skattelettelser, så har regeringen sammen med højrefløjen givet lettelser i personskatten – voldsomt meget til de højtlønnede – for 14 milliarder kroner, og senest er der givet lettelser i selskabsskatten for 4 milliarder kroner.

De grupper i samfundet, der har mindst, kommer i de kommende år til at betale størsteparten af regningen. Mennesker på overførselsindkomst skal bidrage med 3,7 mia. gennem yderligere forringelse af reguleringen. Reformerne af førtidspension, fleksjob, SU og kontanthjælp afleverer 5,3 millirader til skattelettelser i 2020, på sigt langt mere. Hertil kommer de langsigtede besparelser af efterløns- og dagpengereformerne.

Politik skaber nye fattige
Reformerne tegner tilsammen et billede af en strategi, der blev anlagt allerede under VK-regeringen. Det handler om at flytte mennesker fra de ”høje” sociale ydelser som førtidspension, revalidering og dagpenge og over på den lavere kontanthjælpsydelse, der anvendes til personer i ressourceforløb, ledige fleksjobbere, der ikke har ret til ledighedsydelse og til personer, der mister ret til arbejdsløsheds- og sygedagpenge.

Under dække af at fremme de unges uddannelse udvider man i kontanthjælpsreformen oven i købet gruppen af unge op til 30 år, der skal leve for den særligt lave ydelse, som indtil nu har været forbeholdt unge under 25 år. Hertil kommer den udvidede gensidige forsørgerpligt for kontanthjælpsmodtagere, der fremover ikke kun gælder ægtefæller, men også samlevende.

Det var til at leve med, hvis der – som det oprindeligt var meningen med kontanthjælpen – kun var tale om en midlertidig foranstaltning, indtil mennesker kom tilbage i job eller blev visiteret til permanente og mere rimelige ydelser.

Men konsekvenserne af reformerne er jo, at flere og flere kommer til at leve for disse lave ydelser i årevis af den simple grund, at der ikke er plads til dem på arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutionerne, og at døren indtil førtidspensionen kun er blevet en ganske smal sprække, forbeholdt mennesker, der slet ikke kan arbejde.

Den ”normale” kontanthjælpssats på p. t. 10.500 kroner kan ikke i sig selv betegnes som en fattigdomsydelse. Men hvis du i årevis skal leve for dette beløb – eller endnu værre, for den lave ydelse på henholdsvis cirka 5.700 og 6.700 kroner – så sker der en langsom, men sikker udhuling af din økonomi med deraf følgende fare for uoverskuelig gæld, dårligere sundhedstilstand, udsættelse af boligen og social eksklusion til følge.

Der er også tiltag, aftalt med Enhedslisten, der trækker den anden vej: afskaffelsen af (nogle af) fattigdomsydelserne, hjælp til lejere, der trues af udsættelse, tilskud til tandpleje til fattige grupper m.m., ligesom nogle af satspuljeprojekterne også sætter en lille lap på hist og pist.

Måske vil der være yderligere forslag i den retning i regeringens socialpolitiske 2020-mål. Men det foreslår som en skrædder i helvede, sammenholdt med konsekvenserne af reformerne. At regeringen så også selv er med til at skubbe folk helt ud over kanten, gennem skrappe sanktioner over for kontanthjælpsmodtagere, gennem videreførelse af VKO´s inddrivelse af licens og togbøder m.v. i kontanthjælpen og skatteministerens modregning af skattegæld i bundfradraget, så er det jo bare til at fortvivle over.

Det må siges klart og tydeligt: Sammenholder man nedskæringerne i ydelserne med den manglende jobskabelse, nedskæringer i kommunerne på velfærdsområdet, herunder på de sagsbehandlere, der skal hjælpe socialt udsatte, manglen på billige boliger, så fører regeringens politik samlet set til, at der bliver flere fattige.

De skal tages på ordet!
Der er ingen tegn i sol og måne på, at regeringspartierne har tænkt sig at ændre kurs, og det sætter jo deres fattigdomsgrænse i relief. Det skal dog ikke forhindre hverken Enhedslisten, fagbevægelsen eller alle de mange organisationer, der forsøger at varetage de udsatte og de fattige gruppers interesser, i at presse på.

Regeringen havde vel ikke forestillet sig, at de kunne slippe af sted med at fastlægge en fattigdomsgrænse uden at blive præsenteret for et krav om, at den skal bruges til noget? Et nærliggende krav til regeringen må være, at de også på dette punkt ”afleverer forretningen Danmark” i en bedre tilstand, end da de overtog den, udmøntet i det konkrete resultat, at antallet af fattige ifølge regeringens egen grænse er nedbragt til tæt på nul, når valget udskrives.

Hvis det virker som en helt uoverkommelig opgave (på trods af, at gruppen af fattige åbenbart ikke er så stor!), så kunne det måske give ny energi til bjergbestigningen, at der på toppen venter en belønning fra vælgerne, der uden tvivl vil kvittere for, at den slags valgløfter om at mindske ulighed og fattigdom bliver indfriet.
 

debat@altinget.dk