Efter Britta-sag: Ny tilsynsenhed skal forhindre fremtidig svindel

KONTROL: Børne- og socialminister Mai Mercado har besluttet at etablere en ny tilsynsenhed, der skal forhindre snyd med sociale tilskud. Tiltaget møder kritik fra Frivilligrådet, der mener, at det burde være noget, ministeriet kunne klare i forvejen.

Oprydningen efter de spor, som svindelsagen om Britta Nielsen har trukket gennem Børne- og Socialministeriet, skal blandt andet ske ved etableringen af en ny kontrolenhed i ministeriet.

Kontrolenheden skal genoprette tilliden til, at pengene forvaltes ordentligt.

Det forklarer børne- og socialminister Mai Mercado (K) til Altinget efter fredagens pressemøde, hvor konklusionerne fra de to eksterne undersøgelser af svindelsagen i Socialstyrelsen blev præsenteret.

"Det vigtigste for mig er, at der bliver ryddet op. Socialstyrelsen vil være i forandring i den kommende tid, og det kan kalde på nye kompetencer," sagde Mai Mercado til pressemødet.

Nogle af de nye kompetencer vil blive placeret i den nye tilsynshed, som får base i ministeriet. Her vil et endnu ukendt antal medarbejdere få til opgave at føre revision med forvaltningen af midler hos tilskudsadministrationen i Socialstyrelsen samt sagerne i Familieretshuset.

"Tilsynsenheden skal lave en risikoafdækning af, hvor i systemet der er risici for svindel, hvordan det skal håndteres, og hvilke procedurer der skal sættes i gang," forklarer departementschef i Børne- og Socialministeriet, Jens Strunge Bonde.

Skal sikre bedre opfølgning på kritik
Rigsrevisionen har advaret om rod i Socialministeriets håndtering af sociale tilskud til projekter for socialt udsatte siden 2006. Det har blandt andet været kritiseret, at ministeriet har uddelt særlige it-adgange til et "uforholdsmæssigt stort antal administratorer". Og det er også den såkaldt "manglende funktionsadskillelse", der har givet den samme svindelmistænkte person adgang til både at rette i stamdata og adgang til pengekassen i Socialstyrelsen.

Det fremgår af den eksterne undersøgelse fra revisionsvirksomheden PWC. I undersøgelsens peges der på den manglende funktionsadskillelse som den væsentligste svaghed af i alt 13 "kontrolsvagheder", der har gjort det muligt at gennemføre for Britta Nielsen angiveligt at overføre lidt mere end 120 millioner til egne konti.

Den nye kontrolenhed skal være med til at sikre, at der samles bedre op på kritikken fra Rigsrevisionen på tværs af årene, forklarer Mai Mercado.

"Tilsynet skal sikre, at der er styr på tilskudsadministrationen. Og det må vi konstatere, at det har der ikke været," siger børne- og socialministeren og fortsætter:

"Tilsynsenheden vil i hvert fald sikre, at der bliver kigget mere på tværs af årene. Hvordan det konkret kommer til at ske vil blive bestemt ud fra den proces, der venter".

Kritik fra Frivilligrådet
Etableringen af den nye tilsynsenhed i ministeriet vækker kritik fra Frivilligrådets formand, Mads Roke Clausen. Han forstår ikke behovet for at have "endnu en kontrolenhed" i ministeriet.

"Det er ikke nødvendigvis noget, der bringer os videre på den gode måde. Man må forlange, at man i en styrelse selv er i stand til at forvalte pengene på en måde, der lever op til lovens krav," siger Mads Roke Clausen.

Han erkender, at det kan lyde "mærkeligt" at sige på dagen for afdækningen af svindlen. Men frygten er, at der går flere penge til kontrol frem for til tiltag for socialt udsatte.

"For mig er kontrollen med tilskudsforvaltningen noget, man må forlange af en styrelse i forvejen. Den nye tilsynsenhed lyder som et tungt apparat, og vi har en interesse i at flest mulige penge går til det rigtige og ikke til kontrol," siger Mads Roke Clausen.

Forrige artikel I tvivl om, hvem du skal stemme på til folketingsvalget? Tag Altingets test I tvivl om, hvem du skal stemme på til folketingsvalget? Tag Altingets test Næste artikel Trods løft af økonomien: Kommuner vil bruge færre penge på den enkelte ældre Trods løft af økonomien: Kommuner vil bruge færre penge på den enkelte ældre