DH: Handicappede bør komme på dagsordenen

DEBAT: Folk med handicap bør komme på dagsordenen i det nye folketingsår. Der bliver lovet en masse, men det kniber med resultaterne, skriver Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer i et åbent brev til statsministeren.

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Kære Helle

Nu har vi efterhånden ganske ofte talt sammen om at bringe personer med handicap på dagsordenen. Hver gang har du lovet, at det sker, men jeg synes, det kniber med resultaterne. Nu starter folketingsåret. Og det er et markant år, når det gælder handicappolitik. Derfor vil jeg meget gerne opfordre dig til at markere dette i din tale – og benytte lejligheden til at give dig lidt stikord med på vejen. Følgende udsagn ville klæde åbningstalen særdeles godt. Stikord til statsministerens tale:

”Der er brug for nye skridt i Danmark for at sikre rettigheder for personer med handicap. Allerførst må vi sikre, at Handicapkonventionen bliver en del af dansk lovgivning. Helt i tråd med de internationale anbefalinger til Danmark. Det betyder også, at vi snarest muligt skal ratificere Handicapkonventionens tillægsprotokol, som allerede lovet i regeringsprogrammet.

Samtidig vil regeringen nu tage konsekvensen af den diskrimination, der finder sted over for personer med handicap i Danmark. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at det kun er i forhold til arbejdsmarkedet, der er et direkte forbud mod diskrimination af personer med handicap. For eksempel er det lovligt at nægte personer med handicap adgang til restaurationer eller kulturelle tilbud. Men det vil der blive lavet om på i den kommende folketingssamling med et nyt forbud mod diskrimination.

Derudover er det en glæde at kunne meddele, at regeringens handlingsplan på handicapområdet bliver offentliggjort meget snart, og at den både er langsigtet og visionær. For første gang i danmarkshistorien vil vi på tværs af sektorer og fagministerier skabe en helhedsorienteret plan, der trin for trin sætter klare mål for indsatsen. Der skal laves konkrete planer for, hvordan det danske samfund bliver tilgængeligt og inkluderende på alle planer. For eksempel i forhold til den nye store satsning på transportområdet.

Endelig vil der i den kommende folketingssamling blive taget fat i de kommuner, der flere steder i landet er gået for hårdt til værks i forhold til at skære i hjælpen til personer med handicap. Det har naturligvis ikke været regeringens intention, og vi er overbevist om, at regeringen sammen med kommunerne kan finde en bedre og mere menneskelig balance.

Med disse ord ser jeg frem til et helt nyt og samskabende samarbejde med de danske handicaporganisationer, der som repræsentanter for personer med handicap ved, hvad det vil sige at leve med et handicap.”

Med denne opfordring vil jeg ønske dig et godt folketingsår. Jeg ser frem til samarbejdet.

Forrige artikel Sociale 2020-mål - og hvad så? Sociale 2020-mål - og hvad så? Næste artikel Vi kan forme strategien bag målene