Der er penge i en tidlig indsats til udsatte børn
DEBAT: Når man opgør et helt livsforløb i kolde kontanter, er der økonomiske gevinster ved at investere i en tidlig intensiv indsats for socialt udsatte børn, skriver Socialpædagogernes formand, Benny Andersen.
Af Benny Andersen
Formand for Socialpædagogernes Landsforbund
For nogle uger siden foreslog jeg socialminister Annette Vilhelmsen (SF), at hun får de sociale 2020-mål virkeliggjort gennem en social firepartsaftale mellem regeringen, kommuner, relevante brugerorganisationer og faglige organisationer på området. Vi har endnu til gode at høre, hvad ministeren synes om den idé.
Mens vi venter på ministerens svar, er det passende at dvæle ved den største og vigtigste udfordring, en social firepartsaftale skal kunne besvare: Hvordan omstiller vi vores socialpolitik fra behandling til forebyggelse, hvor kernen er prioritering af den tidlige indsats?
Penge i tidlige indgreb
Vi ved, at den tidlige indsats er den bedste for udsatte børn. Det gælder både, hvis det er børn, der har forældre, der ikke er i stand til at tage vare på dem, og hvor anbringelse uden for hjemmet er eneste udvej. Den anbringelse skal ske så tidligt som muligt, hvis barnet skal have de bedste muligheder for at klare sig godt senere i livet og for eksempel undgå langtidsledighed, misbrug eller hjemløshed.
Det gælder også, når indsatsen ikke nødvendigvis involverer en anbringelse, men måske kan have form af socialpædagogisk støtte i hjemmet. Jo før hjælpen bliver sat ind, jo bedre er mulighederne for at klare sig godt senere i livet, og for eksempel nå målsætningen om at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Ikke bare er der evidens for, at den tidlige indsats giver de bedste resultater for de udsatte børn og unge. Nej, der er også penge i den tidlige indsats.
I 2010 gennemførte CASA for Socialpædagogerne en analyse, der viste, at en investering i tidlig social indsats over for udsatte børn og deres familie giver et afkast på næsten 200 procent! Det er tal, der tydeligt viser, at når man opgør et helt livsforløb i kolde kontanter, så giver det også vældig god mening at investere i en intensiv socialpædagogisk indsats så tidligt i socialt udsatte børns liv som muligt.
Hver gang man flytter en person fra en vanskelig social situation, der fører til førtidspension, til en tilværelse som henholdsvis ufaglært eller sygeplejerske vil der være en samfundsmæssig gevinst på mellem 7,5 og 12,5 million kroner pr. person. Det er en økonomisk gevinst for samfundet, der er til at tage og føle på.
Brist i opfølgende indsats
I dag er vi desværre ikke gode nok til at sætte ind tidligt. Samtidig er der også flere og flere eksempler på, at vi ikke altid får fulgt den sociale indsats helt til dørs, hvilket desværre betyder, at en enorm menneskelig og økonomisk indsats indimellem ryger på gulvet. Det gælder særligt med efterværn, hvor mange af de anbragte unge ved overgangen til voksenlivet ikke får den støtte og hjælp, som de har både brug for og ret til.
Så lader man mange års målrettet – og økonomisk omkostningsfuld – indsats løbe ud i sandet, fordi man ikke kan finde resurser til den relativ beskedne indsats, det ofte er at give de udsatte unge den hjælp og støtte, der bringer dem videre i livet.
En social investeringsfond
Løsningen på omstillingsproblematikken skal naturligvis findes i den sociale firepartsdrøftelse. Her er tre bud, jeg gerne vil bringe med til bordet. For det første en social investeringsfond, som kommuner, der vil omlægge deres indsats fra symptombehandling til forebyggelse, kan låne midler i. Midlerne skal så tilbagebetales, når indsatsen giver bonus i form af færre anbragte, færre førtidspensioner osv.
For det andet en mere aktivistisk og helheldsorienteret tænkning i socialpolitikken. Skal vi have brudt problematiske mønstre, så må vi være til stede hos de familier, som har svært ved at klare dagligdagen og varetage forældrerollen. For eksempel skal vi i højere grad have socialpædagoger, der arbejder ude i de enkelte familier, der har det svært.
For det tredje så skal vi forhindre resursespild som det, den manglende efterværnsindsats er udtryk for. Vi skal følge de unge helt ud i livet, og ikke blot give slip, fordi der er nogle systemer, der ikke kan tale sammen.
Som tidligere nævnt mener jeg, at tænkningen med langsigtede mål, der er ambitiøse og konkrete, er helt rigtig. Men vi må også gøre os klart, at indfrielsen af målene er helt afhængig af, at vi handler anderledes i morgen, end vi gør i dag. Socialpædagogerne er klar, og vi ved at en tidlig indsats kan betale sig – både for det enkelte menneske, men også for statskassen.
