Den tyrkiske krise

Af Nur Beier
Tidligere næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter (REM) 

EU´s målestok til at veje og måle Tyrkiets politiske og sociale virkeligheder er typisk i forhold til overskrifter som armensk folkedrab, PKK, Cypern, menneskerettigheder - typisk relateret til minoritetsrettigheder ol. og ikke i forhold til de mekanismer, der netop er med til at skabe infrastrukturen for disse virkeligheder.

Øverst på listen står uddannelsesmekanismen. Der læser i øjeblikket 17 mio. elever i Tyrkiets uddannelsesinstitutioner. Der bør vente EU andre overskrifter og Tyrkiet andre opgaver og strategier, hvis den fælles interesse er, at Tyrkiet ikke hælder mere og mere til at lege med Mellemøstens regler.

Efter sin mands nedskydning (tyrkisk-armensk journalist Hrant Dink) i Istanbul i januar, udtrykte Rakel Dink (RD) til de tyrkiske medier sin frygt for den rolle, uddannelsens særlige indretning spiller i udformningen af Tyrkiets sociale og politiske virkelighed:

"Vi er forpligtet til at løfte det indskrænkende mørke i små børns opdragelse og de mørke kræfter fra vores tanker, der forhindrer os i at tilbyde vore børn en reel uddannelse. Vi er nødt til at give dem sande og redelige oplysninger om sig selv, om deres samfund og dets historie."

Nationalistisk bølge
Nu, hvor der venter Tyrkiet både et præsident- og parlamentsvalg - og under den nationalistiske bølge, der blev mere synlig ved Dink drabet - er det vigtigt at kigge nærmere på RD´s overvejelser. Alvoren kan være vanskelig at fange med et dansk referencebillede. Konkrete eksempler fra hverdagen vil her være perspektiverende:

Der foregår i øjeblikket en diskussion om en række indholdsændringer i grundskolens historiebøger. Både ændringerne og diskussionen viser, hvordan uddannelsesrummet udnyttes til at bevare kædeeffekten af historisk negligence, og hvordan viden kan politiseres pga. denne negligence for at skabe nye fortællinger med hver deres politiske underbetydninger. Diskussionen handler om, hvilken alternativ fortælling, der bør være beskrivende for den respektive begivenhed, som f.eks.:

Var det både sultanen Vahdettin og veziren Damat Ferit, der kollaborerede med engelske besættelsesmagter eller kun sultanen?

• Søgte sultanen asyl i England, eller rejste han frivilligt til Malta som muslimernes Kalif?
• Var det efter eller imod sultanens ordre, at Atatürk sejlede til Sortehavskystbyen Samsun? (første alternativ hentyder, at Atatürk var sultanens mand, andet alternativ hentyder han startede et oprør mod sultanen)
• Bør tyrkisk laicisme lanceres som juridisk grundlag for Tyrkiets nationaluafhængigheds- og unitarstatsprojekt eller blot som en politisk forståelse, der adskiller politikkens og troens rum?

Osmanniske reformbevægelser
Iøjnefaldende i diskussionen er fraværet af etiske overvejelser som sandhed, åbenhed, neutralitet og ansvar i behandlingen og overførslen af viden og oplysning i uddannelsesrummet til fordel for opbevarelsen af en overpolitiseret og overpolitiserende kollektiv selvbevidsthed. Det er dette baggrundsforhold, RD henviser til i sin udtalelse.

Denne selvbevidsthed er drivkraften for konstruktionen af en romantisk og retrospektiv national stolthed, og en reaktioner fædrelandskærlighed, der eksisterer i et gensidighedsforhold med landets "nationale interesser"; opretholdelsen af unitarstaten mod trusler fra fremmede elementer. Elementerne svinger fra de mere imaginære til de mere reelle, fra indre til ydre, alt efter italesætterens ståsted. Uddannelsens funktion er her forudbestemt; at påføre eleverne de statslige præferencer som en hverdagsbevidsthed. Uddannelsens faglige og sociale indretning justeres derefter.

Indretningen er nedarvet fra to osmanniske reformbevægelser i henholdsvis 1839 og 1908. Reformbevægelsernes mål var at overdrage autoriteten for det civile rum fra den religiøse til den militære sfære. Uddannelsen som den kulturbærende institution til at udsprede og forankre effekten i samfundet stod øverst i reformprogrammet. Det indebar militarisering af uddannelsen.

Atatürk og militærets rolle
Indretningen prægede også Atatürks reformproces. Under et udendørs folkemøde i Konya i februar 1931 sammenkædede han skolelærerne og militærofficererne i et fælles encomium.

"Der var få lande, hvor nationen og hæren var så tæt identificerede, som det var i Tyrkiet," erklærede han. "Folkets fremskridt er her altid blevet ledsaget af hæren." Disse ord fra selve Tyrkiets grundlæggers mund fremvistes siden hen med stolthed i militærofficerers messer. Historieskrivningsdebatten omkring skolebøgerne, der raser i tyrkiske medier, bør betragtes i dette lys.  

Et senere Reuters interview med civilsamfundsgruppen "Uddannelsesreform Initiativ"s koordinator, Batuhan Aydogul, konstaterer grundskolen som militaristisk-nationalismens kilde. Her undervises børn i militærvidenskab af militære officerer, skolebøgerne fortæller om europæres evige drøm om at invadere Anatolien og om de indre og ydre trusler pga. landets strategiske beliggenhed. At gå i krig og dø for sit land hyldes af lærerne, og eleverne starter dagen med at råbe i kor et march-rytmisk morgendigt om at forære deres liv til tyrkiskheden.

Den historiske arv
I dette klima er det politisk selvmord for enhver regering at pille for meget ved uddannelsesproblemstillingen. Det vil være som at gøre oprør mod den historiske arv, hvis fortælling siden det 19. århundrede har været i den militær-statslige elites og systemtænknings varetægt. På den anden side er uddannelse en særdeles populær politisk overskrift - især i valgperioder, for her kan man nemt promovere sin elitevenlige fædrelandskærlighed. Det kræver bare, at man er fortaler for flere skoler, for hver ny skole er som at udsprede fædrelandskærlighedseffekten en tak til.

Erdogans regering har også taget overskriften til sig og lanceret uddannelsesoffensiven "et universitet i hver by". Ambitionen er at bygge 17 nye universiteter landet rundt - men ikke nødvendigvis åbne dem til uddannelse. Statsministeren mener, at bygningerne er nok til at modernisere byens selvimage. Der findes 92 universiteter i landet, hvoraf 68 finansieres af staten og 24 af diverse fonde. Kendetegnende for alle disse, med undtagelsen af de få i metropolerne, er manglende ressourcer og ukvalificerede undervisere.  

Dette fremhæver YÖK i sin kritik af regeringen:
"Rådet byder flere universiteter velkommen - og helst i hver by, hvis de nødvendige midler og ressourcer følger med. Alt andet er useriøst og udtrykker en fundamental uvidenhed om universitetsbegrebet. Der er behov for en makroplan med lovmæssige ændringer og ny systemtænkning for at skabe fleksibilitet og kvalitet, hvis regeringens ønske er at øge antallet af universitetsuddannede i landet, uden at det går ud over kvalifikationsniveauet. Der skal gennemgribende ændringer i finansieringsmodellen og endnu mere en fundamental holdningsændring til."  

Lavt kvalifikationsniveau
Vestlige investorers erfaringer fra det tyrkiske beskæftigelsesmarked støtter YÖK´s overvejelser. "Der er flere og flere universitetsuddannede men ingen kvalificerede ansatte," er udmeldingen.

Kvalifikationsniveauet er så lavt, at de ansatte heller ikke kan følge med i de opkvalificerende programmer tilbudt på arbejdspladsen En situation, der vil påvirke deres fremtidige investeringsplaner i Tyrkiet negativt, erklærer investorerne.   

Det tyrkiske uddannelsessystem er i gang med at skyde sig selv i foden ved at skabe en ny arbejdsløsklasse og ved at skade landets langsigtede økonomiske interesser. Denne klasse består af såkaldt uddannede analfabeter under 30 år. Hvis denne aldersgruppe udgør 40 mio. mennesker i et land, så er der tale om både et økonomisk spørgsmål og et spørgsmål om samfundets sammenhængskraft.

Gerningsmændene i politiske drabs-/voldgerninger som Dink-drabet ol. er som regel unge under 30 år med ultra-nationalistiske overbevisninger og uden arbejde.

Der bør derfor vente EU nye overskrifter i Tyrkiet-politikken og tyrkiske politikere nye ansvar i deres "fædrelandspolitik". En gennemgående kvalitetsreform i uddannelsessystemet bør stå øverst på listen. Denne kunne så konsekvenssikres ved at skabe en økonomisk nødvendighed fra erhvervslivets vestlige partnere i Tyrkiet for at opfordre tyrkiske politikere til en kvalifikationssikret beskæftigelsespolitik med henblik på langtidssikring af udenlandske investeringer i landet. Det vil være i alles interesse.

debat@altinget.dk