Debat: Ny strategi skal hjælpe unge hjemløse

DEBAT: Regeringens kommende hjemløsestrategi bør have et særligt fokus på de 2000 unge, der mangler tag over hovedet, skriver Vibe Klarup, sekretariatschef i Hjem til Alle Alliancen.

Af Vibe Klarup
Sekretariatschef i Hjem til Alle Alliancen

2000 unge mangler et hjem, de kan kalde deres eget.

Hvis de er heldige, sover de på sofaen hos familie, venner eller bekendte. Er de mindre heldige, så sover de på herberg rundt om i byerne. Og er de rigtig ilde stedt, så lever de på gaden. 2000 unge, der – af alle mulige årsager – er endt uden en af vores samfunds mest grundlæggende rettigheder. En rettighed vi andre tager for givet. Et sted at bo og udfolde vores liv – et hjem.

Myter om hjemløshed
Hjemløshed er et af de ældste sociale problemer i Danmark. Og et problem omgærdet med myter og fordomme. Spørg ved næste familiekomsammen: ”De hjemløse er selvvalgt hjemløse. De er for psykisk syge og misbrugende til overhovedet at kunne bo sammen med os andre. Hjemløse er frie fugle og landevejenes farende svende. De ønsker ikke et hjem. Hjemløse er ikke mulige at hjælpe og der vil altid være hjemløshed, uanset hvilken politisk indsats vi vælger”.

Hjem til Alle Alliancen arbejder ud fra en anden analyse: Hjemløse unge er bl.a. børn, der blev svigtet af voksne og af det samfund, som skulle have støttet dem. Mange af dem fik ikke den opvækst, der skulle ruste dem til voksenlivet. Det er meget udsatte unge, men i stigende grad også unge med mere almindelige opvækstvilkår, der optræder i hjemløsestatistikken.

Fælles for dem er, at de mangler et hjem, fordi deres netværk ind på boligmarkedet er svagt, fordi hverken de eller deres forældre har økonomi til det nuværende boligmarked og fordi deres liv er blevet alt for kaotisk med sociale og psykiske problemer. Men de er ikke håbløse sager. De er unge, der stadig har livet foran sig, og hvis vi vil, kan vi føre en politik og gøre en indsats for at råde bod på miseren.

Fokus på de unge
En ny hjemløsestrategi bør have et særligt fokus på disse 2000 unge. Før det er for sent, og før de dukker op på herberger og på gaden. Den bør bygge på erfaringer fra de tidligere indsatser og holde fast i, at en seriøs myndighedsinvolvering er vigtig. Men den bør gå videre end det. En ny hjemløsestrategi bør tage afsæt i, at hjemløshed ikke løses af kommunen alene. Der er en rolle at spille for kommuner, boligorganisationer, civilsamfund, uddannelser og virksomheder.

Hjem til Alle Alliancen samler netop alle disse aktører om at skabe nye bolig- og livsløsninger til de hjemløse unge. I alliancen har vi sammen med de unge formuleret konceptet om 24/7, som ud over boligen består af kommunens støtte, helst den CTI-støtte som der er evidens for kan virke, men som ikke kan stå alene. Der er brug for, at de lokale foreninger og netværk træder til og åbner fællesskaber for de unge, at uddannelsesinstitutioner viser den fornødne fleksibilitet og at konkrete arbejdsgivere rækker de unge en hånd. Sidst men ikke mindst er der brug for at arbejde seriøst med de unges fysiske og mentale sundhed.

Hjemløse på kollegier 
I København, Aarhus og snart også i Odense Kommune tester alliancen lige nu, hvordan unge hjemløse kan flytte ind på kollegier sammen med ressourcestærke unge. Her bidrager bl.a. frivillige fra Ungdommens Røde Kors og Bindeleddets frivillige fra professionsuddannelser med hverdagsfællesskaber. Kommunale fagprofessionelle leverer den støtte, der måske kan skabe et gennembrud, og kollegierne udviser en særlig tålmodighed med, hvornår de unge er klar til studie. Forsøgene er spæde, men løfterige. En ny hjemløsestrategi bør interessere sig for, hvordan denne 24/7-støtte kan blive det helhedsperspektiv, der skaber forandringer for unge.

En hjemløsestrategi bør også handle om billige boliger. Der er uhørt mange benspænd i lovgivningen, som gør det vanskeligt at sikre boliger, som de unge kan betale – det vil sige ca. 3200 kroner. Der er således brug for at se på, hvordan vi bedre udnytter boligmassen, så store lejligheder kan blive til ungdomsboliger, hvordan skæve bolig-lovgivningen kan udvikles, så vi kan skabe nye boligformer målrettet unge, hvordan vi kan lette planloven, så det bliver muligt at skabe midlertidige boligformer, eksempelvis containere, på midlertidigt ledige grunde.

En ny hjemløsestrategi bør derfor, hvis den skal have effekt, gå på tværs af sektorer – boligminister og socialminister må tage et fælles initiativ, som også omfatter planlovens minister, erhvervsministeren. Ligesom der er en rolle for uddannelsessektoren. Indsatser på tværs af ministerier er ikke enkelt: Men det er, hvad der er brug for.

Forrige artikel DF: Hjemløse har brug for mere end tag over hovedet DF: Hjemløse har brug for mere end tag over hovedet Næste artikel SAND: Bekæmp hjemløshed med forebyggelse SAND: Bekæmp hjemløshed med forebyggelse