Bryd isolationen – uden at diskriminere
Det er ikke etniske grupper, men socialt dårligt stillede personer, der skal spredes, skriver borgmester Jakob Hougaard (S), København.
Af Jakob Hougaard,
integrationsborgmester i København (S)
medlem af Altinget|Integrations debatpanel
Integrationspolitik er blevet et af de vigtigste politikområder i Danmark. Og samtidig et af de sværeste og mest følsomme. Vi har med store følelser og mennesker at gøre, og ofte er politikere i integrationsindsatsen på grænsen til forskelsbehandling og diskrimination.
I denne svære proces ville det være dejligt, hvis der var et tættere samarbejde mellem folketingets medlemmer og kommunerne, hvor det daglige arbejde med integrationsindsatsen udføres. Så derfor velkommen til Lotte Bundsgaard som ny socialdemokratisk integrationsordfører, der er brug for samarbejdet.
Jeg vil i den forbindelse gerne give nogle erfaringer og principper fra dagligdagen med integrationsarbejde videre.
Mangel på arbejde er problemet
For det første: Det gælder om at bryde indvandrernes isolation på boligmarkedet – uden at diskriminere.
Hvis en velintegreret indvandrerfamilie med to arbejdende forældre og dansktalende børn oplever at blive sorteret fra til en lejlighed på grund af deres etnicitet, så kan det let opleves som diskrimination. Og faktisk er det ikke nødvendigt at opdele beboere efter etnicitet for at løse problemerne i ghettoiserede boligkvarterer.
For i virkeligheden er det største problem for kvarteret, at alt for mange beboere er uden for arbejdsmarkedet og måske endda er misbrugere eller på den forkerte side af loven. Derfor er det slet ikke nødvendigt at opdele efter etnicitet for at løse nogle af de boligsociale problemer. Det er ikke indvandrere, der skal udelukkes fra ghettoiserede boligkvarterer, det er borgere uden for arbejdsmarkedet.
Og gennemføres dette konsekvent, så se om ikke det løser problemet med en overrepræsentation af indvandrere i kvarteret også. For blandt ledige er der jo en overrepræsentation af indvandrere - men en indvandrerfamilie er ikke per definition en ressourcesvag familie.
I København vil udviklingen dog tage nogle år - andelen af indvandrere i det samlede almene boligbyggeri er cirka 40 procent.
Skal ikke blandes efter eynicitet
For det andet: Det gælder om, at skabe etnisk blandede klasser – uden at diskriminere.
Når lille Ömer, der har gode danske kammerater fra børnehaven, på grund af sin oprindelse er den eneste, der bliver udskilt fra vennekredsen, når børnene begynder i børnehaveklassen, så oplever både han og forældrene det som diskrimination. Og det er ikke befordrende for integrationen af hverken Ömer eller hans forældre på den måde at opdele børn efter etnicitet.
For mange indvandrerbørn i skolen er et indlysende problem. Mange indvandrerbørn får de resterende etnisk danske børn til at søge andre skoler og så er integrationen ilde stedt. Derfor bør og skal skolerne gøre noget for at fastholde de etnisk danske elever og for at maksimere integrationen af og fagligheden hos indvandrereleverne.
Og måske skal eleverne opdeles i klasser eller på hold efter alternative kriterier. Men lad det ikke være etnicitet. Sprogkundskaber, faglighed eller socialitet er en bedre baggrund for opdeling i skolen. Og se så om det ikke løser den etniske skævvridning også.
Socialdemokratiet har et mål om blandede klasser i skolen, og det er vigtigt. Men det må ikke ske ved diskrimination. Igen vil udviklingen tage nogle år i København - andelen af folkeskoleelever med indvandrerbaggrund er cirka 30 procent.
Uden diskriminering
Med Danmarks mest omfattende integrationsplan, Københavnermodellen, som spreder indvandrerelever med sprogproblemer over byens skoler, og folkeskoleindsatsen for indvandrere i den ambitiøse ’Faglighed for alle’, så har Københavns Kommune i det seneste år taget hårdt fat. Men vi har ikke diskrimineret nogen.
