Automatsvar må ikke føre til lette løsninger

Af Ole Pass 
Formand, Foreningen af Socialchefer i Danmark 

I forrige uge kunne man i dagspressen se stærkt deprimerende og grufulde billeder af, hvorledes en ældre kvinde og hendes voksne datter levede under kummerlige forhold med ubeskrivelig skidt og møg i deres fælles lejlighed.

Billeder, der med rette chokerede mange, her under et par fremtrædende socialpolitikere fra hver sin side af Folketingssalen, der som en automatreaktion konstaterede, at den pågældende kommune havde svigtet sit ansvar, lige som formanden for SIND fulgte op med en påstand om, at kommunen burde have handlet, idet man jo i kommunerne har kompetencen til at forhindre sådanne episoder!

Jeg skal af gode grunde ikke blande mig i det konkrete eksempel - som heller ikke jeg har det tilstrækkelige konkrete kendskab til - end sige blande mig i vurderingen af et eventuelt skyldsspørgsmål.

Pas på lette løsninger
Det er mig imidlertid meget magtpålæggende, at denne alvorlige og principielle sag ikke ender i politiske letkøbsbetragtninger, der i bedste fald bygger på ukendskab til den sociale lovgivning og kommunernes muligheder.

Spørgsmålet om anvendelse af tvang i psykiatrien har været genstand for grundige drøftelser i Folketinget og er i større eller mindre omfang en vigtig del af hverdagen også i landets kommuner og boligorganisationer, hvor det er et stort, fælles dilemma.

Det ville isoleret set være et nyttigt og effektivt skridt til at forhindre gentagelses tilfælde med uhumske og uværdige boliger, hvis kommunerne fik mulighed for at tiltvinge sig adgang til boligen og gennemføre den nødvendige rydning og rengøring. Det har kommunerne ikke i dag! Ligesom adgangen til tvangsindlæggelser er yderst begrænset.

Personligt er jeg ikke tilhænger af mere tvang i psykiatrien. Dels fordi det vil være til skade for langt flere sindslidende, end den aktuelle sag kan begrunde, men først og fremmest fordi tvang typisk kan løse akutte problemer, men ikke giver permanente eller blot længerevarende løsninger.

Løsning gennem praksis
Lovgivningen på området er da heller ikke opstået ved en tilfældighed.

Når Serviceloven (§ 82) fastslår, at kommunerne kan yde omsorg også uden borgerens samtykke, men samtidig fastslår, at hjælpen ikke kan ydes ved brug af tvang, er dette set med mine øjne ikke udtryk for selvmodsigende lovsjusk, men en erkendelse af, at der er et dilemma, som man ikke har ønsket at lovgive sig ud af, men har overladt til praksis at finde løsninger på.

Det er en tillid, der her vises kommunerne. En tillid, som vi arbejder sten hårdt på at leve op til - men som vi også må forvente er til stede i de tilfælde, hvor borgeren på trods af en stor kommunal indsats alligevel må betale prisen for at være faldet i det lovgivningsmæssige tomrum.

Jeg mener, at kommunerne, på trods af desværre uundgåelige tragiske enkeltsager, i høj grad kan være indsatsen bekendt

Der foregår på området et kæmpe udviklingsarbejde ikke mindst i samarbejde med boligselskaberne.

Lad mig nævne i flæng, uddannelse af ejendomsfunktionærer i psykiatriske problemstillinger og symptomer, etablering af fast kontaktnetværk mellem boligafdeling og socialforvaltning, etablering af kommunale støtte- og kontaktkorps, etablering af væresteder, tværfaglige omsorgsgrupper med repræsentation af både sundhedsfagligt og socialfagligt uddannede medarbejdere, akuttilbud 24 timer, 365 dage om året og meget mere.

Det er mit håb, at den aktuelle sag yderligere vil fremme denne positive udvikling.

debat@altinget.dk