Alt for tidligt at sige ”farvelfærd”
DEBAT: Med tilbagetrækningsreformerne vil ældre gradvist blive længere på arbejdsmarkedet. Det vil bidrage afgørende til finansieringen af velfærden, herunder hjemmeplejen, mener Olav Felbo, chefkonsulent i Ældre Sagen.
Af Olav Felbo
Chefkonsulent i Ældre Sagen
Er vi virkelig nødt til at sige ”farvelfærd” i hjemmeplejen og goddag til en offentlig sektor med afskedigelser af tusindvis af medarbejdere inden for pleje- og omsorgssektoren?
Siden 2008 er en fjerdedel af den praktiske hjemmehjælp skåret hårdt ned, og den personlige pleje er også blevet ramt.
Om 10-15 år vil vi kigge tilbage på velfærden i dag og tænke, at det var et slaraffenland i dag, i forhold til hvordan det ser ud til den tid - som kommunalforsker Kurt Houlberg har sagt det.
Vi er kort sagt godt i gang med at italesætte, at øksen lige nu ligger ved velfærdstræets fod.
Men det er alt for tidligt at sige ”farvelfærd”. Den ”demografiske ældrebølge” er en ressource, som vi skal styrke frem for blot at betragte den som en trussel.
Ældre vil have et bedre helbred i fremtiden, et højere uddannelsesniveau og en bedre økonomi.
Hjælp til selvhjælp
Med tilbagetrækningsreformerne vil ældre gradvist fremover blive fem til syv år længere på arbejdsmarkedet. Det vil bidrage afgørende til finansieringen af velfærden, herunder hjemmeplejen.
De økonomiske vismænd har i efteråret vurderet, at dansk økonomi med de nyeste reformer er holdbar i et fremtidsperspektiv. Pension og Forsikring har på baggrund af Dream-modelberegninger for nylig analyseret, at det øgede antal ældre i høj grad vil være selvfinansierende frem mod 2050 på grund af øgede skatte- og afgiftsindtægter fra pensionsudbetalingerne og reduktionen i indkomstafhængige ydelser som pensionstillæg mv.
I stedet for endeløse nedskæringer skal vi offensivt øge vores investeringer i at gøre folk mere selvhjulpne. Lad os satse på at skabe en hverdagsrehabilitering i samarbejde med borgeren. Hvor det er motivationen til at blive mere selvhjulpen, der er den drivende kraft, og hvor borgerens mål med hverdagsrehabiliteringen er det afgørende for, hvordan ydelsen skal udformes. Lad os få co-creation - samskabelse af rehabiliteringen som det grundlæggende princip.
Det skal være et tilbud ikke en tvang at blive rehabiliteret. Vi må ikke ende i den grøft, at borgeren skal føle en konstant trussel fra det offentlige som et damoklessværd over hovedet om at miste hjemmehjælpen, hvis ikke borgeren kan overkomme at følge kommunens krav.
Det rehabiliteringstilbud, vi skal give, skal også følges op, så vi faktisk får tjekket, at der er tale om en langtidsvirkning af træningen og ikke kun en kortvarig virkning.
Hurtigere genoptræning - en uges ventetidsgaranti – skal vi også satse på. For mange ældre er hver dag, der går, uden genoptræning afgørende for deres muligheder for at komme sig hurtigt.
Brug af frivillige ressourcer
Velfærdsteknologien som et tilbud til ældre om at være mere selvhjulpne bør vinde frem. Lad os indrette vores lovgivning, så den understøtter kommuner som Kolding Kommune, der var parat til at tilbyde ældre den nye teknologi.
I Koldings tilfælde var det robotstøvsugere. Her gav man borgerne muligheden for at prøve teknologien eller investere i den selv og så til gengæld få en fordel af, at besparelsen kom dem til gode i form af mere tid til hjælp. Kommunen ville give borgeren et positivt incitament og et frirum til at prøve det nye, frem for at tvinge dem til teknologien. Sikkerhed, kvalitet og en plan B, hvis teknologien svigter skal selvfølgelig også tænkes med.
En langt mere tæt integration organisatorisk mellem hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, hjælpemidler, herunder den nye velfærdsteknologi, og de forebyggende hjemmebesøg vil også være afgørende for en mere sammenhængende indsats for borgeren.
Og sats så på at give det frivillige arbejde og den gode pårørendepolitik gode arbejdsvilkår. Ikke ved, at det offentlige forsøger at overtage og regulere det frivillige arbejde og de pårørende. De skal ikke bruges som ”polyfilla” til at udbedre huller i den offentlige service, men det offentlige skal understøtte dem på deres egne præmisser.
Frivilligt arbejde og nær kontakt med de pårørende er med til at holde livsmodet oppe hos mange ældre. Og livsmod er afgørende for vilje og evne til at indgå i mange af de hjælp-til-selvhjælps-projekter, som vil dominere hjemmeplejen i fremtiden.
Grænser for kompensation
Den sociale ulighed, der alt andet lige kommer, når der lægges større vægt på selvhjælp i hjemmeplejen, skal vi være ekstra opmærksomme på. Efterhånden som vi i stigende grad forventer, at borgeren selv efter noget undervisning kan mestre selvtræning, online-omsorgs-kommunikation, nye velfærdsteknologier, patient-empowerment osv. bliver vi nødt til at tage højde for, at nogle mennesker har en uddannelses- og erhvervsbaggrund samt et netværk, der giver dem bedre ressourcer til at passe ind i disse såkaldte selvhjælpsregimer end andre.
Endeligt må man sige, at vi kan gøre meget med hverdagsrehabilitering mv., men der er altså grænser for, hvor meget vi kan kompensere for økonomiske nedskæringer, uden at det til sidst har konsekvenser for serviceniveauet. Man bilder ofte befolkningen ind, at man kan effektivisere i en uendelighed uden konsekvenser. Her savner man virkelig mere ærlighed om konsekvenserne af politiske valg fra mange politikeres side.
