Æresdrab og mediernes selvsving

Af Leif Randeris,
kontorleder i Indvandrerrådgivningen

Medierne har i næsten reality show-agtig form fået belyst æresdrab og i særdeleshed drabet på en nygift ung kvinde og drabsforsøget mod hendes mand. Sagen har kørt både i landsretten og nu i højesteret.

Sådanne mord eller hævnakter kan betegnes ganske kort som en modbydelig og åndsformørket tradition importeret til Danmark. Under den dybt misvisende, men indgroede betegnelse "æresdrab" forklares denne slags meget grove forbrydelser med, at der er tale om en afstraffelse af et ulydigt familiemedlem for at redde familiens og især faderens ære.

Den nu afdøde unge kvindes familie er dømt for drab og drabsforsøg med lange fængselsdomme og en del udvisninger til følge. Familien har ødelagt sig selv totalt, mediernes hjælp har været en alt for sensationspræget detaljeret dækning af sagen.

Politikere og såkaldte eksperter har udtalt sig så positivt firkantet om retssagen og straffenes virkning på indvandrerne i Danmark, at man næsten kan følge nye højder af strafudmålinger. Enkelte eksperter som Esma Birdie og Anne Mau har undladt at dramatisere og overvurdere, men holdt sig til sagligheden.

Påvirkning af domstolene
Det er problematisk, at medierne og politikerne kan påvirke domstolene så meget, selvfølgelig skal de skyldige have deres straf, endda for en del dobbeltstraf i form af udvisning. Men når de hårde straffe gives for at afbøde en alt for dårlig indsats fra statens og politikernes side mod tvangsægteskaber og eller uønskede ægteskaber, så er det uhørt.

Det er fint, at der findes mennesker i og omkring indvandrermiljøerne, som med fare for deres eget liv tager på sig at hjælpe tvangsægteskabs- eller voldstruede unge væk fra giftige hyperpatriarkalske familiemiljøer. Ikke desto mindre er det sidste kendte æresmord en understregning af, at det i praksis er næsten helt umuligt at gemme et, eller i dette tilfælde to mennesker i så tætvævet et samfund som det danske. Der skal tages forholdsregler, som ligger langt ud over hvad "almindelige" mennesker (medier og politikere) forestiller sig.

Altid høj pris for de unge
Indvandrerrådgivningen har gennem de seneste mange år været involveret i et urimeligt højt antal tvangsægteskabssager og herunder flere, hvor trusler om vold og mord var meget tydelige. Vi har heldigvis endnu ikke mistet én eneste af dem, vi har haft ansvaret for. Men prisen for en høj grad af fysisk sikkerhed er altid høj for de unge, der trodser familien. Der kan være tale om en tilværelse i et andet land. Der kan ydermere være tale om totalt skifte af identitet og nyt CPR-nummer, hvilket slet ikke lader sig gøre i Danmark.

Et forhold i denne sag om æresdrab, som rammer politiet, er, at det nygifte ægtepar henvendte sig forgæves til denne myndighed i troen på en realistisk hjælp. Måske netop fordi medier og politikere giver udtryk for, at det er her hjælpen er. Politiet har grund til selvransagelse, for hvis de unge har troet de kunne beskyttes tilstrækkeligt, så må den tro være blæst totalt bort, da skuddene faldt foran jernbanestationen.

Trusselsbilledet er massivt i disse sager. Det tjener ingen beskyttelse, at medierne, politikere og såkaldte eksperter opfordrer til meget strenge og forebyggende straffe i sager om æresdrab.

Mediehysteri
Det er skoler, pædagoger, sagsbehandlere, læger eller andre med kontakt til sådanne truede unge, der skal indberette og tage initiativ i sådanne trusselsbilleder. Tænk, hvis nogen havde indberettet den unge kvindes familie, og politiet havde foretaget fængslinger for ulovlig våbenbesiddelse længe før drabet og drabsforsøget var en tragisk realitet.

Effektiv hjælp mod tvangsægteskaber og æresdrab får man ikke gennem mediehysteri, politikeres medløberi og såkaldte eksperters 1 minuts berømmelse, hårde straffe har kun en kortvarig virkning, for hvordan kan man modvirke flere hundredes års kulturpåvirkning gennem mediernes reality show-agtige journalistik.

Kun virkeligt oplysningsarbejde, opsøgende familiebehandlingarbejde og seriøse indvandrerrådgivere vil kunne udvirke mirakler - måske.

debat@altinget.dk